Fortsæt til indhold

Ny formand får nøglerne til gældfrit EBIC

Med Mads Fischer Rasmussen som ny formand får Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter en leder med foreningsbaggrund, der skal sikre stabilitet og fremdrift.

Samfund

Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter (EBIC) undgår konkurs og får samtidig ny formand på et afgørende tidspunkt.

På repræsentantskabsmødet den 25. marts blev Mads Fischer Rasmussen, formand for Ebeltoft IF, valgt som ny formand for EBIC. Han overtager posten efter Hans Jørgen Hvitved.

Formandsskiftet falder sammen med, at salget af ejendommen Toppen nu er endeligt gennemført, hvilket sikrer centerets fremtid.

Inden mødet havde både Hans Jørgen Hvitved og Hanne Sloth, tidligere formand for Ebeltoft Handel, meddelt deres afgang fra bestyrelsen.

Ny i bestyrelsen

Hanne Sloth erstattes af Kim Withen Olesen, formand for Borger- og Håndværkerforeningen, som undervejs har markeret sig som en kritisk og tydelig stemme i processen omkring Toppen.

Den nye bestyrelse består desuden af Marianne Gudman fra Ebeltoft IF Tennis og Hans Verdoes fra Ebeltoft IF Billard.

Marianne Gudman indtrådte, da Jeppe K. Hansen, formand for Ebeltoft IF Fodbold, ved årsskiftet blev konstitueret som direktør for EBIC.

Hans direktørkontrakt udløber med udgangen af april, og det er endnu uvist, om han derefter får en plads i bestyrelsen.

Kan se målstregen

Den afgående formand bekræfter, at salget af Toppen forløber planmæssigt.

Købsaftalen er underskrevet, Civilstyrelsen har godkendt handlen, og skødet er under udarbejdelse. Den planlagte overtagelsesdato 1. april 2026 forventes at holde.

Køberen er endnu ikke offentliggjort, men både Hans Jørgen Hvitved og Kim Withen Olesen har tidligere forsikret, at der er tale om en økonomisk stærk og erfaren investor, der kan levere den straksbetaling, som har været afgørende for at undgå en likviditetskrise.

Et forsigtigt bud på salgsprisen lyder på omkring 13 millioner kroner – nok til at afvikle gælden og efterlade midler til den fremtidige drift af EBIC uden Toppen.

Med formandsskiftet og salget af Toppen får Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter nu mulighed for at lægge kriseårene bag sig.

Den nye bestyrelse med Mads Fischer Rasmussen i spidsen skal nu sætte retningen for centerets udvikling med fokus på, at børn, unge og foreningslivet i Ebeltoft fortsat har et idræts- og kulturcenter at samles i.