Djurs Sommerland udvider sæsonen til 117 åbningsdage
Nordens største sommerland åbner rekordtidligt med påskeevent, rekordmange åbningsdage og store forventninger til 2026-sæsonen.
Djurs Sommerland forbereder sig på en rekordtidlig sæsonstart. Mandag 30. marts åbner parken portene – tidligere end nogensinde før – og markerer dermed begyndelsen på en sæson med både flere åbningsdage og højere ambitionsniveau end tidligere.
Påskedage giver ekstra oplevelser
Flere hundrede kæmpepåskeæg og tusindvis af forårsblomster danner ramme om åbningen, men parken bruger også den tidlige start til at understrege, at konkurrencen om børnefamiliernes fritid og penge er intensiveret. Børnefamilierne får en hel uges ekstra sæson, når Påskedage i Djurs Sommerland løber frem til 6. april.
Sidste år afprøvede Djurs Sommerland for første gang en påskeåbning. Over 50.000 gæster besøgte parken i løbet af få dage, hvilket har haft direkte betydning for årets kalender – også selv om påsken i år falder usædvanligt tidligt.
»Sidste år var vi spændte på, hvordan gæsterne ville tage imod Påskedage i Djurs Sommerland, og interessen var overvældende. Det var første gang, vi holdt åbent i påsken, og det blev en langt større succes, end vi havde turdet håbe på. Egentlig var det ikke planen, at vi skulle åbne i påsken 2026, fordi den falder så tidligt i år, men efter sidste års debut vil vi gerne give vores gæster mulighed for igen at tage en tur i Djurs Sommerland med familien i påsken,« siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.
Flere gæster og nye investeringer
Påskeåbningen markerer også, at Djurs Sommerland udvider sæsonen til 117 åbningsdage – det højeste antal i parkens 46-årige historie. Ud over påsken holder parken åbent alle weekender i april, inden højsæsonen med helligdage, blå mandag og skoleudflugter begynder.
Parken har skærpet forventningerne til 2026 efter sidste års resultater. I 2025 satte Djurs Sommerland besøgsrekord med 885.000 gæster, og gæstetilfredsheden nåede sit hidtil højeste niveau. For syvende år i træk blev parken kåret som Danmarks bedste forlystelsespark af børnefamilierne.
Forsalget af sæsonkort er steget, og der er flere bookinger fra firmaer, grupper, skoler og blå mandag end tidligere. Det øger presset på både drift og udvikling, hvilket ledelsen ser som positivt.
»De seneste år har vi investeret trecifret millionbeløb i at udvikle parken, og det er en vigtig del af forklaringen på den vækst og gæstetilfredshed, vi oplever. Med Dinosaurland i 2022–2023 byggede vi et helt nyt temaland med seks nye forlystelser, og i 2024 og 2025 fortsatte vi udviklingen af Mexicoland med El Grito, Camino del Sol og nye servicefaciliteter. Når gæsterne besøger os, skal de kunne mærke, at vi investerer år efter år i at levere oplevelser på internationalt niveau – og det fortsætter vi også med de kommende år,« siger Henrik B. Nielsen.
Nyt projekt på vej i Vikingeland
Påskeåbningen bliver samtidig første synlige kapitel i parkens næste store satsning. I Vikingeland er en omfattende byggeplads allerede afspærret, og store bannere afslører navnet på parkens kommende hovednyhed.
»Vi har et stort projekt i gang frem mod 2027, og vi glæder os meget til at kunne afsløre første kapitel for gæsterne, når vi kommer lidt længere,« siger Henrik B. Nielsen.