Ny ejer, ny kurs: Hempel Fonden vil kun overtage »sunde« dyr på Molslaboratoriet
Hempel Fonden overtager Molslaboratoriet og indfører ny forvaltningspraksis.
Hempel Fonden overtager ansvaret for Molslaboratoriet 15. april.
I den forbindelse har fonden oplyst på sociale medier, at den kun vil overtage de dyr, der er i sundhedsmæssigt god forfatning, og som fonden vurderer, at den kan tage ansvar for.
Samtidig meddeler Hempel Fonden, at fonden, den dag den overtager Molslaboratoriet, vil melde en ny forvaltningspraksis ud.
Julelys i øjnene
Meldingen fra Hempel Fonden er vand på modstanderne af rewilding, som det har været praktiseret på Molslaboratoriets mølle.
Det fremgår af en lang række opslag på de sociale medier, hvor de nu venter i spænding på at høre, hvad den nye forvaltningspraksis kommer til at betyde for dyrene.
De ser udmeldingen fra Hempel Fonden som forklaring på, at Molslaboratoriet onsdag 8. april begyndte at tilskudsfordre dyrene - helt imod sædvane - for at være sikker på, at den nye ejer ville overtage dyrene.
Gør ikke mere
Da Din Avis Syddjurs onsdag 8. april talte med museumsdirektør Bo Skaarup, der frem til 15. april fortsat er chef for Molslaboratoriet, om konsekvenserne af den fodring, der er foregået af dyrene over et længere stræk to gange om ugen af private borgere.
»Vi har noteret os, at der er blevet fodret, men vi har ikke tænkt os at gå videre med det i retslig forstand, selv om det er ulovligt,« siger Bo Skaarup.
Den private fodring har fået konsekvenser for dele af resultaterne i det forskningsprojekt, som har været bedrevet de sidste ti år på Molslaboratoriet, oplyser Bo Skaarup.