Fortsæt til indhold

Startskuddet lød lørdag – nu er Johnny på vej gennem Europa for børnehospice

En pensionist fra Ebeltoft har sat sig for at cykle 10.000 kilometer gennem Europa for at samle penge ind til børn på hospice, og han betaler selv alle udgifter til turen.

Samfund

Lørdag formiddag trillede 67-årige Johnny Mikkelsen ud fra Hospice Djursland.

Foran ham venter 10.000 kilometer gennem Europa, og hvert eneste tråd i pedalerne er tilegnet børnene på Børne- og ungehospice Strandbakkehuset i Rønde.

Johnny Mikkelsen er nybagt pensionist og bor i Ebeltoft. I årevis har han drømt om at cykle gennem Europa, ned omkring Spanien og videre langs kysten – en tur, der begyndte som en personlig drøm, men som nu er blevet til et velgørenhedsprojekt med et dybt alvorligt formål.

Han betaler selv alle udgifter til turen. Hver en krone, der samles ind, går ubeskåret til Strandbakkehuset.

Et til halvandet år

Starten gik fra Rønnehaven i Ebeltoft, hvor venner og støtter cyklede de cirka 20 kilometer til Rønde, inden Johnny Mikkelsen fortsatte alene.

Herfra begynder den lange rejse, der fører ham gennem Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Portugal, inden han når Solkysten, hvor han vil tilbringe vinteren. Hjemturen går langs Middelhavskysten mod Italien og derfra nordpå. Turen forventes at vare ét til halvandet år.

Johnny Mikkelsen er tidligere elitesportsmand inden for langdistanceløb, har dyrket adventure race og bjergvandring og har en baggrund i militæret. Den fysiske udfordring bekymrer ham ikke.

Det gør derimod det mentale: ensomheden, hjemve, regnen, modvinden og de lange, seje bakker. Alligevel tøver han ikke. Han kalder det selv et point of no return – en forpligtelse over for børnene, familierne og sponsorerne, har han tidligere fortalt til Din Avis.

Teltet hans base

Undervejs vil han sove mest i telt, tage en pause under tag, når der skal vaskes tøj og bades, og lade dagsformen og møderne med mennesker bestemme tempoet.

Man kan følge hans rejse og indsamling på sociale medier via profilen: https://lnkd.in/evK8Bm8B, hvor han løbende deler historier, billeder og links til støtte.