Fortsæt til indhold

Efter fem år i rødt: 118 år gammel brugsforening starter skæbneår i plus

Efter fem år med underskud skal SuperBrugsen Ryomgård vende udviklingen i 2026, ellers risikerer brugsforeningen at måtte dreje nøglen.

Samfund

SuperBrugsen Ryomgård indleder 2026 positivtSuperBrugsen Ryomgård har indledt 2026 med positive takter.

Ifølge det foreløbige driftsregnskab for første kvartal ligger butikken 65.000 kroner over budget, og driften er forbedret med 279.000 kroner sammenlignet med samme periode sidste år.

Ledelsen vurderer, at det er realistisk at nå et overskud på 200.000 kroner i 2026, hvis den positive udvikling fortsætter.

SuperBrugsen Ryomgårds overlevelse er således afhængig af, at den negative udvikling i driften ikke forringes yderligere

Skæbneår for brugsforeningen

Brugsuddeler Thomas Koustrup og formand Brian Følle Petersen understregede på generalforsamlingen onsdag 22. april, at 2026 bliver et afgørende år for SuperBrugsen Ryomgård.

Efter fem år med betydelige underskud er likviditeten presset, og der er behov for en forbedring af driften på 600-700.000 kroner.

Ellers risikerer den 118 år gamle brugsforening, at kassen løber tør inden for få år.

Underskud reduceret

Den positive start på 2026 giver grobund for optisme

2025 begyndte tungt med udsigt til et større underskud end året før.

Thomas Koustrup forklarede for de 70 fremmødte på generalforsamlingen: »Efter de første fire måneder så det grimt ud.«

En handlingsplan med effektiviseringer, især færre ansatte og sparede lønkroner, blev iværksat og resulterede i et underskud på 453.612 kroner mod 833.243 kroner i 2024.

Samtidig steg nettoomsætningen fra 51.161.805 kroner til 52.202.408 kroner.

Underskuddet er således reduceret med knap 400.000 kroner på et år. Ledelsen påpeger, at det viser, at kursen kan ændres, men at det ikke er tilstrækkeligt.

Overvejede kædeskifte

Bestyrelsen og uddeleren har i løbet af året drøftet et muligt farvel til Coop til fordel for Dagrofa og et skifte til Meny, som SuperBrugsen i Hornslet har gjort.

Coop reagerede hurtigt med løfter om bedre vilkår og en nedgang i kædebidraget. Det betød, at planerne om at skifte kæde blev lagt på hylden. Thomas Koustrup bemærkede tørt, at Hornslets skifte til Meny måske var det wakeup call, der fik Coops ledelse til at agere.

Likviditeten er afgørende

Ledelsesberetningen i årsrapporten slår fast, at SuperBrugsen Ryomgård har haft driftsunderskud de seneste fem år, og hvis den negative udvikling ikke vendes, vil der ikke være tilstrækkelig likviditet til at afdrage gæld.

Coop forventes at yde kredit nok til, at driften kan fortsætte i 2026, men fortsat støtte kræver, at resultatet forbedres betydeligt allerede i år.

SuperBrugsens kortfristede gæld, hvoraf den største andel er til Coop, lyder på godt 8 mio. kroner.

Ledelsen har et klart mål: En forbedring på mindst 600-700.000 kroner i 2026 er nødvendig for at undgå yderligere pres på likviditeten og for at kunne overholde afdrag og andre forpligtelser fremover.

Hvis det ikke lykkes at forbedre indtjeningen, kan forretningen ikke fortsætte driften, og der vil opstå usikkerhed om værdien af grunde, bygninger og inventar, som i dag er bogført til 12.864.000 kroner.

»SuperBrugsen Ryomgårds overlevelse er således afhængig af, at den negative udvikling i driften ikke forringes yderligere,« konkluderes det i ledelsesrapporten. Beierholm, der har stået for revisionen, er fuldt ud enig i denne vurdering.

Nyt hold i bestyrelsen

Sådan ser bestyrelsesholdet, der skal trække læsset i 2026, ud. Foto: Lars Norman Thomsen

Ved sidste års generalforsamling takkede formand Leif Jacobsen og næstformand Kirting Olesen af. Sten Kirkegaard Bech blev ny formand, og Marie Møller Jensen ny næstformand.

Sten Kirkegaard Bech udtalte dengang til Din Avis: »Vi skal se på alle aspekter af vores drift og finde måder at forbedre vores økonomi på. Alle kan se, at vi ikke kan fortsætte med at komme ud med store underskud.«

I oktober 2025 trak både Sten Kirkegaard Bech og Marie Møller Jensen sig fra bestyrelsen før tid af private årsager, hvilket udløste endnu et formandsskifte.

Et år mere til Brian

Brian Følle Petersen, som bor i Suldrup i Nordjylland, overtog formandsposten og har lovet at tage et år mere i bestyrelsen, før han stopper. Samtidig er Heidi Munk, John Rygaard og Flemming Fåborg nye i bestyrelsen. Villiam Schmidt Pedersen, der trådte ind som suppleant i oktober 2025, fortsætter sammen med Joan Schmidt og Anja Lindum.

SuperBrugsen Ryomgård står dermed med en delvist ny bestyrelse og en fælles opgave: 2026 skal være året, hvor butikken vender underskud til overskud og sikrer, at Ryomgård også fremover har sin egen, 118 år gamle brugsforening.