Fortsæt til indhold

Desperat barchef står ved ekstremt billede i sag om udeservering: »Vi har ikke en chance«

Fino Vinbar i Aarhus bliver forskelsbehandlet, når det gælder udeservering, mener barchef, der har taget et voldsomt virkemiddel i brug for at blive hørt.

Samfund

I sin essens handler sagen om udeservering og mere principielt lige vilkår. En barchef i Jægergårdsgade i Aarhus er dog, vil mange nok mene, gået over stregen i sin kommunikation med rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K). Sidstnævnte vender vi tilbage til.

Barchefen hedder Steffen Kastrup og driver vinbaren Fino Vinbar på adressen Jægergårdsgade 4. Vinbaren kan, modsat andre restauratører i Jægergårdsgade, ikke få tilladelse til udeservering i sommerhalvåret. Det er konkurrenceforvridende og stiller vinbaren i en rigtig svær situation rent økonomisk, lyder det fra Steffen Kastrup.

Ifølge forvaltningen i Teknik og Miljø må Steffen Kastrup og Fino Vinbars ejer, Trine Kindler, ikke have en såkaldt parklet stående på det brostensbelagte parkeringsareal foran vinbaren. Det skyldes, at forvaltningen definerer p-pladsen som en lasteplads for lastbiler.

»Det er deres primære argument. Det seneste er, at de også argumenterer for, at en parklet vil komme til at ligge på kørebanen,« siger Steffen Kastrup.

Det er en parklet i stil med denne ved Brasserie Juliette på Jægergårdsgade 54, som Steffen Kastrup og Trine Kindler ønsker at opstille foran Fino Vinbar. Foto: Sten Brøgger

I et skriftligt svar, som dette medie er i besiddelse af, skriver en sagsbehandler ved Teknik og Miljø 30. april 2026 følgende til Trine Kindler:

»I får hermed afslag på jeres forespørgsel om at benytte parkeringslommen i de tidsrum, hvor arealet ikke anvendes som lasteplads, vi vurderer, at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Når ophold eller udeservering ønskes placeret på kørebanen, gælder der en række krav og retningslinjer, som blandt andet skal sikre trafiksikkerhed, tilgængelighed og en hensigtsmæssig indretning af arealet.«

Ingen af argumenterne holder vand, mener Steffen Kastrup.

»Der holder ikke én eneste lastbil her og laster noget som helst nogensinde. De kan simpelthen ikke komme til på grund af helleanlægget lige udenfor. De kan ikke svinge ind. Må de køre herover fra den anden side? Nej, det må de ikke, for der er fuldt optrukne linjer. Hvis man kigger ned ad gaden, kan man se, at der holder lastbiler overalt, men her udenfor holder der ikke en eneste. Det har jeg prøvet at forklare dem, men det blev et afslag alligevel,« siger han og fortsætter:

»Ingen, som i ingen, af parkletterne i Jægergårdsgade står på kørebanen. Vi har et 360 centimeter langt og 110 centimeter bredt brostensareal, vi kan bruge, og samtidig overholde reglerne for, hvor meget plads der skal være ud til kørebanen.«

Steffen Kastrup tager avisens udsendte med udenfor og viser med et målebånd de to centimetermål.

På disse brosten foran Fino Vinbar kan der i en parklet være plads til omkring 12 gæster, lyder det fra Steffen Kastrup. Video: Sten Brøgger

Tabt omsætning

Oveni uenigheden om lasteplads og plads er Steffen Kastrup og Trine Kindler dybt frustrerede over, at de oplever at blive sendt rundt mellem afdelingerne i Teknik og Miljø.

»Vi har prøvet alle muligheder. Vi har haft dem rendende her, og vi har haft møder, og vi er kommet med en bunke forslag. Vi henviser hele tiden til lighedsprincippet i offentlig forvaltning. Vi har en meget, meget svær modstander i Teknik og Miljø. Der er tre afdelinger, og de siger alle, at det ikke er deres opgave. Vi bliver kastet rundt, og det bliver bare ved og ved. Vi har også prøvet at få lov ved én afdeling, hvorefter en anden afdeling kom og sagde nej,« siger Steffen Kastrup.

Han er aktuelt ved at formulere en klage til Folketingets Ombudsmand. Det er det næste og sidste mulige skridt, lyder det.

»Det er konkurrenceforvridende ad helvede til. Vi er også på en deadline. Nu sidder vi her i starten af maj og kunne have haft udeservering i over en måned. Det er tabt omsætning det hele for os.«

Steffen Kastrup og Trine Kindler brugte sidste år 10.000 kroner på at få lavet en parklet med plads til 12 mennesker. Parletten står i en lade i Hinnerup, og der er ingen udsigt til, at den kan komme i brug.

»Det tiltrækker kunder, hvis de kan sidde udenfor. Det kan vi ikke tilbyde. Hvis folk gerne vil sidde og drikke et glas udenfor særligt i sommermånederne, vælger de ikke os. Vi har ikke en chance for at blive set i det her miljø, og jeg er hamrende tosset. Det er så urimeligt, som noget kan være. Når de andre får lov, skal vi også have lov, og så kan de egentlig bare indskrænke lastepladsen, hvis det er. Men de gør ikke noget. De siger bare nej. Vi løber panden mod en mur,« siger Steffen Kastrup.

Steffen Kastrup ved Fino Vinbar. I baggrunden kan skimtes en stander pakket ind i gult plast. Ifølge barchefen er standeren flere gange blevet påkørt af lastbiler, der har forsøgt at komme ind i Jægergårdsgade med last. Foto: Sten Brøgger

Magtfuldkommen fascist

Fino Vinbars barchef virker stille og rolig og velformuleret én til én. Det faktum, at vinbaren, modsat andre restauratører i Jægergårdsgade, ikke kan få tilladelse til udeservering i sommerhalvåret, har dog fået ham op i det røde felt.

»Vi har skrevet og snakket pænt og høfligt med de forskellige mennesker i de forskellige afdelinger, og den ene ved ikke, hvad den anden laver. På et tidspunkt løber batterierne tør, og så er mine frustrationer kommet ud i nogle lidt voldsomme vendinger over for rådmanden. Men vi har ytringsfrihed, og så længe jeg ikke overtræder de gældende love, har jeg lov til at udtrykke mig, som jeg vil. Rådmanden er til for borgernes skyld, vi er ikke til for hans skyld. Jeg synes, han virker magtfuldkommen,« siger Steffen Kastrup.

Han har blandt andet brugt sin ytringsfrihed til at lave et opslag på Facebook, hvori han beskylder forvaltningen i Teknik og Miljø for forskelsbehandling i forhold til udeservering i Jægergårdsgade. Opslaget indeholder et billede af et dødt barn, og i opslaget tagger Steffen Kastrup rådmand Nicolaj Bang.

»For os handler det om forretningsmæssig overlevelse, så vi kæmper alt hvad vi kan, for at få bureaukraterne på bedre tanker. Du burde også kæmpe sammen med os, for det, de gør mod os i dag, vil de med tiden også gøre mod dig. Det er sådan fascismen fungerer. De tryner os en efter en, til der ikke er flere tilbage til at sætte spørgsmålstegn ved deres skalten og valten,« lyder det blandt andet i opslaget.

Hvorfor har du inkluderet billedet af et dødt barn i en sag, der handler om tilladelse til udeservering?

»Det er et billede af en plakat fra den Spanske Borgerkrig og er en opfordring til alle om at tage sig i agt for fascismen i alle dens afskygninger. Jeg ser Nicolaj Bangs magtfuldkommenhed som et udtryk for netop fascisme. At han ikke kan se referencen, er vel bare et udtryk for hans generations historieløshed. Det kan også ses som en metafor for, at han er med til at slå en ”nyfødt” forretning ihjel, men det kunne jeg ikke finde et billede af.«

Du tænker ikke, at det er dig, der måske skal vende blikket indad i forhold til, hvad der er en passende og proportional respons i forhold til jeres situation?

»Det kan måske ses som ude af proportion, men hver fugl synger med sit næb. Jeg står ved opslaget. Det var for opmærksomhed og budskabet generelt, ikke at jeg har kaldt ham barnemorder eller lignende, kun fascist.«

Faglig, trafikal vurdering

Adspurgt om, hvorfor Fino Vinbar ikke kan få tilladelse til udeservering, siger rådmand Nicolaj Bang i et skriftligt svar følgende:

»Der er tale om en faglig vurdering. Jeg vil dog sige, at jeg synes, at det er meget svært at have en dialog med en virksomhed, der offentligt kalder en for fascist flere gange og deler billeder af døde børn, fordi den ikke kan få en tilladelse.«

Ifølge teamleder ved afdelingen Medborgerskab hos Teknik og Miljø Kira Jørstad Klinkby fik Fino Vinbar i 2025 dispensation til at etablere en parklet foran deres butik, fordi Jægergårdsgade var midlertidigt ensrettet.

»I år er Jægergårdsgade ikke længere ensrettet, og adgangsforholdene er normaliseret. På den baggrund kan der ikke gives tilladelse til etablering af en parklet foran Fino, da arealet igen fungerer som lasteplads. Vi har stor forståelse for ejernes frustration, men har desværre ikke mulighed for at imødekomme ønsket af trafikale og fremkommeligheds- og sikkerhedsmæssige årsager. Der har været dialog mellem forvaltningen og ejeren om alternative løsninger, herunder anvendelse af lastepladsen i de tidsrum, hvor den ikke benyttes til varelevering, men alene fungerer som parkeringsplads. Dette kan desværre heller ikke godkendes. Afslaget beror på en samlet trafikal vurdering, hvor det vurderes, at opsætning af borde og stole indebærer en for stor risiko i forhold til trafiksikkerhed,« lyder det i et skriftligt svar.