Fortsæt til indhold

Skanderborg får 20 millioner mere – men hullet er tre gange større

Den nye aftale mellem regeringen og KL kan give Skanderborg omkring 15-20 mio. kr. mere end ventet. Men det rækker ikke langt i en kommune, hvor det tekniske budget viser et hul på cirka 60 mio. kr.

Samfund

»På den ene side er det en fin aftale, KL har indgået med regeringen, men udfordringerne for kommunerne har nok heller aldrig været større. Og i Skanderborg kommer vi stadig til at tale om besparelser.«

Sådan lyder den foreløbige vurdering fra borgmester Frands Fischer (S), efter at regeringen og KL torsdag offentliggjorde økonomiaftalen for kommunerne i 2027.

På papiret er aftalen ellers ikke lille.

Kommunernes serviceramme løftes med 3,3 milliarder kroner, og ifølge borgmesteren er der tale om en aftale i den pæne ende, når man sammenligner med tidligere år.

»Overordnet set er et løft på 3,34 mia. kroner jo en historisk fin aftale, når man går tilbage og ser på, hvad der tidligere er givet,« siger Frands Fischer.

Skanderborg får cirka 15-20 mio. kroner mere at drive kommune for end det, vi havde regnet med. Det svarer bare ikke helt til de udfordringer, vi står med
Frands Fischer (S), borgmester

Må vente på lokale tal

Men for Skanderborg er den foreløbige bundlinje stadig barsk: Kommunen står med et teknisk budgethul på omkring 60 mio. kr.

Derfor er det afgørende for Skanderborg ikke, hvor mange milliarder kommunerne samlet får, men hvor meget der ender i kommunens egen kasse.

Det svar får kommunen først, når det såkaldte udmeldingsbrev lander i den kommunale postkasse. Her får kommunen de konkrete tal for, hvad aftalen betyder for Skanderborg i kroner og øre. Det brev forventes at komme i starten af juli.

»Det er først med udmeldingsbrevet, at vi får vished for, hvad økonomiaftalen konkret kommer til at betyde for Skanderborg Kommune. Så ved vi, hvor staten lægger sig i forhold til det statsgaranterede skatteudskrivningsgrundlag, pris- og lønfremskrivninger og udligning. Navnlig det sidste er vigtigt for Skanderborg, i og med at vi sender så meget videre til udligning, som vi gør,« siger Frands Fischer.

Når de tal er på plads, kan kommunen lægge det tekniske budget, som viser, hvad det vil koste at fortsætte som hidtil, når ændringer i børnetal, lønstigninger, udligning og statslige tilskud er regnet med.

20 millioner mere rækker ikke

Og selv om økonomiaftalen ser ud til at give Skanderborg flere penge, er det ikke nok til at lukke hullet.

Ifølge Frands Fischer er der både plusser og minusser i aftalen.

Et plus er, at kommunerne kompenseres for ekstra normering, når børn går fra børnehave til SFO, inden de fylder seks år. Her har Skanderborg allerede holdt fast i børnehavenormeringen og budgetteret med udgiften.

Et minus er, at kompensationen for modtagelsen af ukrainske flygtninge ikke dækker de udgifter, kommunen har haft.

»Går de plusser og minusser nogenlunde op med hinanden, så vil det lovede løft af servicerammen betyde, at Skanderborg får cirka 15-20 mio. kroner mere at drive kommune for, end vi havde regnet med. Det svarer bare ikke helt til de udfordringer, vi står med,« konstaterer borgmesteren.

Dermed kan budgethullet ende omkring 40-45 mio. kr. – hvis borgmesterens foreløbige vurdering holder. Det er penge, der efter sommerferien kan blive omsat til konkrete spareforslag på kommunens velfærdsområder.

Børn og udligning presser budgettet

En af de største lokale udfordringer er, at Skanderborg er en meget børnerig kommune.

Hver fjerde borger i kommunen er under 18 år, og ifølge borgmesteren er Skanderborg den kommune i landet, der procentuelt har flest børn under seks år.

Det betyder pres på dagtilbud, skoler, SFO, specialundervisning og hele børneområdet. Og her oplever kommunen, at pengene ikke følger godt nok med.

»De penge, vi får i bloktilskud, svarer ikke til vores reelle udgifter. Skanderborg er en af de mest børnerige kommuner i Danmark,« siger Frands Fischer.

Oven i det kommer udligningen.

Skanderborg Kommune har et samlet budget på omkring fire milliarder kroner. Samtidig sender kommunen omkring en halv milliard kroner videre til andre kommuner i udligning.

»Vi er en af de kommuner, der i forhold til vores indbyggertal betaler mest i udligning,« forklarer Frands Fischer.

Regnestykket er derfor stadig ubehageligt enkelt: Skanderborg får flere penge, men langt fra nok til, at sparekataloget kan blive liggende i skuffen.

Se video: