Fortsæt til indhold

Skimmelsvamp lukker børnehus - uvist hvornår det åbner igen

Børnehuset er som minimum lukket i en måned. Indtil videre er der ingen plan B.

Samfund

Der er aktuelt adgang forbudt for små og store i Børnehuset Guldsmeden i Galten i Skanderborg Kommune.

Det er tilfældet, efter at der er fundet skimmelsvamp i dele af børnehuset, hvor ledelsen har taget konsekvensen af situationen og i første omgang lukket Guldsmeden fra 1. juli til 31. juli.

»Vi har haft nogle oversvømmelser ved de tidligere skybrud, og nogle af vores medarbejdere har bagefter været påvirkede af indeklimaet. Nogle har skrevet det ind i deres APV (arbejdspladsvurdering, red.), og vi har været bekymrede for miljøet for vores børn og vores medarbejdere. I sidste uge kom Teknisk Institut ud og lavede nogle målinger, og de viser, at der er skimmelsvamp i byggeriet,« siger dagtilbudsleder for Guldsmeden Helle Lund Petersen.

Børnene i Guldsmeden vil i den kommende tid blive fordelt på andre institutioner i Galten, men forældre, der har mulighed for det, opfordres til at holde deres børn hjemme de næste dage, lyder det.

»Vi har nogle mega dygtige medarbejdere, der gør det aller, aller bedste for børnene, og både medarbejdere og forældre har taget det rigtig, rigtig godt. Vi lukker ud fra et forsigtighedsprincip for at være på den sikre side,« siger Helle Lund Petersen og fortsætter:

»Nu har vi 14 dage, hvor andre børnehuse hjælper til, og bagefter samles børnene i én institution lige som normalt i sommerferieperioden. Nu krydser vi fingre for, at det er overstået på en måned. Hvis det ikke bliver færdigt, skal vi lave en plan B, men det har vi endnu ikke forholdt os til.«

Ifølge chef for Ejendomscentret i Skanderborg Kommune Mie Rauff Nielsen er der for nu fundet skimmelsvamp i to vægkonstruktioner og under et linoleumsgulv, hvor svampen har været indkapslet i gulvkonstruktionen.

»Der går 14 dage, inden vi kender omfanget, og så er der forskrifter for, hvordan vi skal have afrenset materialer. Det er der firmaer, der arbejder med, siger Mie Rauff Nielsen.

»Hvis det viser sig, at mængden af skimmelsvamp er så omfangsrig, at vi ikke kan åbne Guldsmeden om en måned, skal vi have lavet en plan, er der flere forskellige løsninger, man kan se ind i. Det kan være, at der er nogle ledige kvadratmeter andre steder, vi kan bruge, eller måske kan vi genhuse børnene i pavilloner,« siger hun.

Børnehuset Guldsmeden er en integreret institution med børn i alderen 0-6 år, opdelt i en børnehave- og vuggestueafdeling. Børnehuset har en samlet normering på omkring 130 børn.

Se video: