Gymnasium opretter forsvarslinje i samarbejde med Forsvarsakademiet
Linje bygger på fagene international økonomi og afsætning, som skal ruste eleverne til at forstå Forsvarets opgaver og ledelsesudfordringer. Fagene kobles med virkelighedsnære cases fra Forsvaret.
På baggrund af et formelt samarbejde med Forsvarsakademiet og Flyvevåbnets Sergentskole i Karup kan elever på Tradium Handelsgymnasiet i Randers fra august 2027 begynde på en ny forsvarslinje.
Det skriver uddannelsesinstitutionen i en pressemeddelelse.
Linjen henvender sig til elever, der interesserer sig for samfundets sikkerhed, ledelse og internationale relationer.
»Vi lever i en kompleks og foranderlig verden. Derfor synes vi, det giver god mening at etablere en forsvarslinje, der kan give unge i Randers et indblik i, hvad en karriere i Forsvaret kan byde på,« siger Lars Michael Madsen, der er administrerende direktør på Tradium, i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Det har været vigtigt for os, at vi kunne indgå et formelt samarbejde med Forsvarsakademiet og herunder Flyvevåbnets Sergentskole i Karup om udviklingen af linjen. Udgangspunktet for linjen er at give eleverne en bred forståelse for samfundets sikkerhed og internationale relationer, som er de vilkår, Forsvaret opererer under.«
Indsigt i Forsvarets virkelighed
Forsvarsakademiet er Forsvarets centrale uddannelses- og forskningsinstitution.
En central gevinst ved det tætte samarbejde med akademiet er, at undervisningen bliver virkelighedsnær og anvendelsesorienteret. Ved at koble den gymnasiale undervisning med konkrete problemstillinger fra Forsvarets virkelighed vil eleverne opleve en tydelig sammenhæng mellem teori og praksis.
»Flere gymnasier har i de seneste år etableret forsvars- og beredskabsrettede studieretninger. Vi er glade for, at Randers nu er kommet med på landkortet, hvor vi har fundet en stærk samarbejdspartner i Tradium,« siger oberstløjtnant Henrik Jedig Jørgensen fra Forsvarsakademiet og fortsætter:
»Vi er overbeviste om, at forsvarslinjen vil give eleverne et værdifuldt indblik i Forsvarets rolle og de udfordringer og opgaver, der knytter sig til at beskytte vores samfund. Samtidig ønsker vi at give de unge, der allerede har en interesse for Forsvaret, mulighed for at fordybe sig i området og få et bredere kendskab til de mange opgaver, funktioner og perspektiver, som Forsvaret rummer.«
Fokus på særligt to hhx-fag
Forsvarslinjen på Tradium bygger på de to studieretningsfag International Økonomi A og Afsætning A.
Det er begge centrale profilfag på hhx og understøtter de kompetencer, der er relevante for Forsvarets mission og uddannelsesstrategi – for eksempel i forhold til at udvikle ledelse og medarbejdere, der kan håndtere både aktuelle og fremtidige udfordringer.
Derudover bliver de øvrige obligatoriske fag på linjen også tonet ved at inddrage problemstillinger, cases eller perspektiver relateret til Forsvaret.
»Vores elever på Forsvarslinjen skal på besøg på Flyvestation Karup, og de vil også blive inviteret til Forsvarsakademiet i København i 3.g, hvilket giver dem et førstehåndsindtryk af Forsvarets opgaver. I den øvrige undervisning vil vi også arbejde med virkelighedsnære cases, der udvikler elevernes evne til analyse, refleksion og beslutningstagning i komplekse situationer,« siger Jakob Zoffmann Lønvig, der er rektor på Tradium Handelsgymnasiet.
En særlig temadag
Ud over det formelle samarbejde omkring en decideret forsvarslinje bliver eleverne på forsvarslinjen også inviteret til en introduktion af Forsvarets Dag.
Dagen skal give et kvalificeret grundlag for at forstå værnepligtens betydning, Forsvarets og beredskabets rolle i samfundet samt de uddannelses- og karrieremuligheder, der knytter sig hertil.
»Flere skal aftjene værnepligt, og det gælder både kvinder og mænd. Det giver derfor god mening at give eleverne indsigt i værnepligtens indhold og baggrund samt i Forsvarets og beredskabets opgaver i Danmark,« siger Tradium-direktøren.
Temadagen, som elever på Tradiums innovationslinje på hhx er med til at udvikle, skal efter planen afholdes første gang i efteråret 2026.
læser
lige nu