Tradiums første - og hidtil eneste - formand takker af
Med udgangen af april takker formand Søren Sørensen af efter 25 år i bestyrelsen på Tradium.
30. april 2026 fratræder Søren Sørensen posten som bestyrelsesformand for Tradium. Han har siddet i skolens bestyrelse i 25 år, og de sidste 18 år har han været formand. Først for Randers Tekniske Skole, og siden fusionen med Handelsskolen Minerva i 2010 har han været formand for Tradium.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Jeg kiggede på dåbsattesten allerede for to år siden og besluttede, at jeg ikke ville genopstille efter denne bestyrelsesperiode. Det har givet tid til at forberede en god overgang til den nye bestyrelse. Her er heldigvis gode kræfter til at videreføre arbejdet for Tradium,« siger Søren Sørensen i pressemeddelelsen.
En skole, der er vokset
Skolernes fusion i 2010 var en betydningsfuld milepæl, der krævede vision, strategisk tænkning og en forståelse for at bevare og styrke skolens fundament.
I samspil med Tradiums direktion var Søren Sørensen med til at skabe sammenhæng og en fælles retning, der har været positiv for skolens udvikling og afgørende for elevernes uddannelsesoplevelse og uddannelsesmiljø.
»Det var nogle begivenhedsrige år. Da vi på Randers Tekniske Skole var i kontakt med handelsskolen på Minervavej omkring fusion, blev jeg samtidig bedt om at håndtere, at AMU på Ring Djursland gik konkurs. Vi fik også dele af AMU Østjylland under vingerne i den periode. Det gjorde, at vi voksede meget og fik mange fagligheder under samme tag,« fortæller han.
Den store skole gjorde det muligt at investere i skolens fagmiljøer – blandt andet er der bygget murerafdeling, autoafdeling, tømrerværksted, college, mobilitetscenter og senest i januar en ny autohal.
Professionalisering af bestyrelsen
I bestyrelsesarbejdet har Søren Sørensen stået for en professionalisering af arbejdet, der inddrager alle medlemmers kompetencer.
»Jeg indførte BUS – ”bestyrelsesudviklingssamtaler” – i bestyrelsen og har sørget for, at der bliver gennemført bestyrelsesevalueringer,« siger han og fortsætter:
»Jeg har altid syntes, det er vigtigt, at vi i bestyrelsen er fælles om at skabe en fantastisk skole ud fra bestyrelsesmedlemmernes forskellige baggrunde og en professionel forståelse af, hvad bestyrelsesarbejdet går ud på. Vi startede for år tilbage på det, man lægger mere vægt på i dag.«
Bestyrelsesarbejdet har været eksemplarisk for sektoren, og i Søren Sørensens periode som formand blev bestyrelsen for Tradium således i 2013 og 2024 kåret som Årets Bestyrelse af Forum for Offentlige Bestyrelser.
Fremtidsblikket
Også i Søren Sørensens sidste bestyrelsesperiode har der været store opgaver at arbejde med, ikke mindst den indledte fusion med Paderup Gymnasium, herunder samlokaliseringen med HTX, og forandringen af uddannelseslandskabet, der venter i de kommende år.
»Fusionen med Paderup og etableringen af et naturvidenskabeligt gymnasium vil give endnu mere bredde i uddannelserne på skolen. Ydermere er det et godt fundament for at løfte den EPX, som jeg håber, vi får et godt samarbejde om i Randers,« siger han og fortsætter:
»I fremtiden tror jeg også, der er opgaver, vi skal blive bedre til at løfte sammen med vores kollegaskoler i andre byer, for eksempel udbuddet af grund- og hovedforløb på erhvervsuddannelserne.«
Søren Sørensens afsked markeres med en reception på Tradium 17. april.