Fortsæt til indhold

Familieklub modtager donation på 135.000 kroner: »Jeg blev utrolig glad«

Fonden Sol og Strands donation gør familielejren ”Sammen i Danmark” mulig.

Samfund

For mange familier er en tur til Egeskov Slot eller Odense Zoo noget, man kan glæde sig til og siden se tilbage på som et godt familieminde. Men for familier, der lever med følgerne af flugt, tab, uvished og en presset økonomi, er den slags oplevelser langt fra en selvfølge.

Det vil Red Barnets frivillige Familieoplevelsesklub i Favrskov Kommune gerne være med til at ændre. Med donationen fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld er det blevet muligt at afholde familielejren ”Sammen i Danmark” i efterårsferien.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Jeg blev utrolig glad, da jeg modtog beskeden om, at vi havde fået en donation på 135.000 kroner. Det betyder, at vi kan arrangere en lejr igen i år. Uden disse midler ville det ikke have været muligt,« siger Olena Ianevych, der er frivillig leder af Familieoplevelsesklubben.

Olena Ianevych arbejder til daglig på Jobcenter Favrskov i integrationsafdelingen. Hun kom til Danmark sammen med sin mand for 17 år siden. I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i 2022 tog hun initiativ til at skabe et fællesskab for de ukrainske familier, der var kommet til Favrskov Kommune.

»Jeg tænkte, at jeg måtte hjælpe i det omfang, det var muligt. Derfor kontaktede jeg formanden for Red Barnet Favrskov, og vi blev enige om at etablere Familieoplevelsesklubben,« siger Olena Ianevych.

Bag klubben står ti frivillige, som arrangerer aktiviteter for de omkring 150 medlemmer, heraf 89 børn mellem 2 og 17 år. Fælles for familierne er, at de er flygtet fra krigen i Ukraine.

»Flere har mistet både hjem og netværk, nogle familier er blevet splittet af krigen, og mange mødre står alene med ansvaret for børnene, mens fædre eller andre nære familiemedlemmer fortsat befinder sig i hjemlandet,« siger Olena Ianevych.

På den kommende familielejr kan deltagerne se frem til sammen at opleve dansk historie, kultur og natur. Programmet byder blandt andet på Jellingestenen, H.C. Andersens univers i Odense, Egeskov Slot og Odense Zoo.

Lejren handler imidlertid ikke kun om at give familierne gode oplevelser. Et af de primære mål er at bryde den isolation, som kan følge med, når en familie skal skabe et nyt liv efter flugt og samtidig lever med begrænsede sociale og økonomiske ressourcer. Samtidig skal de fælles oplevelser styrke relationen mellem børn og forældre og give familierne mulighed for at skabe nye netværk og fællesskaber, som kan vare ved, når de vender hjem fra lejren.

»Det er forholdsvis nemt for de mindste børn at danne relationer til andre, når de mødes i børnehave og skole. Det er sværere, når man når teenageårene – her ser vi mange, der er ensomme. De er kommet til et land, hvor de ikke kan sproget, og det kan være svært at få venner. På familielejren oplever vi, at der opstår relationer og fællesskaber, hvor de støtter hinanden og mødes på eget initiativ efterfølgende. Når man ser, at ens børn har det godt, giver det mere ro hos forældrene,« siger Olena Ianevych.

Se video: