Karin Salling, Mike Andersen, Lau Højen, Dopha og Bye Bye Brenda hylder Røde Kors. Kom med til fejring og koncert
I 2026 fylder Røde Kors Aarhus 150 år. Takket være en gavmild donation fra Salling Fondene markeres milepælen med en række aktiviteter i byen, der hylder den frivillige indsats gennem generationer og inviterer flere aarhusianere ind i fællesskabet
En donation på 390.000 kroner fra Salling Fondene gør det muligt for Røde Kors Aarhus at gennemføre en række aktiviteter i forbindelse med foreningens 150-års jubilæum i 2026.
Fejringen skal anerkende de tusindvis af frivillige, som gennem 150 år har været fundamentet for Røde Kors’ humanitære arbejde i Aarhus.
Samtidig skal aktiviteterne give aarhusianerne et indblik i det lokale sociale arbejde og gøre flere opmærksomme på mulighederne for at engagere sig frivilligt.
Det oplyser Røde Kors i en pressemeddelelse.
»Med frivillige som drivkraft har Røde Kors i 150 år gjort en forskel for mennesker i hele Aarhus. Det er et engagement, som vi i Salling Fondene har stor respekt for, og vi håber, at jubilæet udover at blive en fejring af historien også kan inspirere nye generationer til at engagere sig i at hjælpe mennesker gennem frivilligt arbejde,« siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Jubilæumsmagasin og velgørenhedskoncert
Donationen bidrager til udgivelsen af Røde Kors Aarhus’ jubilæumsmagasin med fortællinger om foreningens historie, aktuelle arbejde og personlige fortællinger fra frivillige.
Det kan hentes gratis i føtex-varehuse, Bruuns Galleri og Røde Kors-butikkerne i Aarhus Kommune.
Røde Kors Aarhus inviterer også til velgørenhedskoncert i Musikhuset Aarhus, som skal indsamle midler til det lokale sociale arbejde. Peter Vuust er kapelmester sammen med 5 x Vuust, LiveStrings og gæsteartisterne Mike Andersen, Lau Højen, Dopha og Bye Bye Brenda.
Koncerten afholdes i Rytmisk sal den 30. november klokken 19.30. Billetterne er sat til salg gennem Musikhuset Aarhus.
»Vi glæder os til at dele jubilæet med aarhusianerne og håber, at både magasinet og koncerten vil inspirere endnu flere til at gøre en forskel for sig selv og andre gennem frivilligt arbejde. Jeg håber, at rigtigt mange vil støtte vores arbejde ved at købe billetter til jubilæumskoncerten,« siger Niels Højberg, bestyrelsesformand i Røde Kors Aarhus.
læser
lige nu