Fortsæt til indhold

Vild rådgiverregning: Så mange millioner har lufthavn kostet Aarhus Kommune

Ejerskabet af Aarhus Airport har kostet Aarhus Kommune dyrt i regninger til advokater og konsulenter, viser aktindsigt.

Samfund

Målet med at eje en forretning er, at det gerne skal give et afkast. En indkomst. Penge på kistebunden.

Det har dog langt fra været tilfældet for ejerkommunerne bag den kommercielle lufthavn i Tirstrup, Aarhus Airport. I særdeleshed ikke for Aarhus Kommune som majoritetsejer.

Foruden diverse større kapitalindsprøjtninger og lån med dertilhørende rentehenstand – der samlet beløber sig til over 600 mio. kr. – har der også været store udgifter til advokater og rådgivere.

I juli kunne nærværende avis fortælle, at alene Advokatselskabet Poul Schmith (også kendt som Kammeradvokaten) har modtaget 5,5 mio. kr. fra Aarhus Kommune for bistand forbundet med sager vedrørende Aarhus Airport.

»Det er usædvanligt, at en kommune bruger så mange penge på advokatbistand i relation til ejerskab af en virksomhed. Der er nogle eksempler på andre kommuner, som også har haft nogle sager, hvor det har set lige så dramatisk ud. Men det er jo sådan, det er, når man har valgt at gå ned ad den her vej,« sagde Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, til avisen i den forbindelse.

En ny aktindsigt viser nu, at også andre konsulentvirksomheder og advokatselskaber har tjent tykt på kommunens kvaler med den underskudsgivende lufthavn.

Samlet har Aarhus Kommune spenderet ni millioner kroner på ekstern rådgivning i relation til lufthavnen siden 2017. Altså rundt regnet en million kroner om året.

Advokatselskabet Poul Schmith er med regninger på nu samlet 5.771.264 kroner det selskab, der har fået klart mest udbetalt. Kommunen har især brugt selskabet på klagesager til EU-Kommissionen og vurderinger af, om den økonomiske støtte til lufthavnen er på kant med EU’s statsstøtteregler.

Aktuelt er Advokatselskabet Poul Schmith involveret i en klage, som Aalborg Lufthavn indgav til EU-Kommissionen om konkurrenceforvridende støtte.

Kromann Reumert har fået ca. 1,1 mio. kr. for juridisk bistand i forbindelse med såkaldte rekapitaliseringer, hvor ejerkommunerne skød flere penge i lufthavnen og udvidede ejerkredsen med firmaet Staus A/S, der ikke længere er indblandet i foretagendet.

Derudover har konsulentvirksomhederne Deloitte, KPMG og BDO fået over en halv million kroner for hjælp i forbindelse med jagten på en privat investor i Aarhus Airport.

Samlet løber rådgiverregningen altså op i ni millioner kroner, og den kommer utvivlsomt til at stige med tanke på den verserende EU-klagesag og de igangværende bestræbelser på at frasælge lufthavnsselskabets aktiver for at sikre likviditet.

Det selv om Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) flere gange har bedyret, at han ikke vil bruge flere skattekroner på lufthavnen.

Borgmesteren har i forbindelse med denne artikel henvist til tidligere udtalelser om kommunens udgifter til Advokatselskabet Poul Schmith i relation til Aarhus Airport.

»Selvfølgelig ville jeg helst bruge pengene på velfærd. Omvendt er EU’s statsstøtteregler yderst komplekse, og derfor har vi nogle af landets dygtigste juridiske rådgivere til at bistå os (...) Det er altså ikke sager, vi selv har opsøgt, men som vi er nødt til at agere i. Det hører med, at vi deler den samlede regning med de øvrige ejerkommuner.«

»Jeg håber selvfølgelig, at det bliver på et lavere niveau i fremtiden. Omvendt kan jeg ikke afvise, at vi får brug for advokatbistand igen,« sagde Anders Winnerskjold i den forbindelse.

Se video: