Fortsæt til indhold

Efter 17 år på samme skole skal René nu være skoleleder i nabobyen

»Jeg er så klar til opgaven, og jeg er virkelig glad for at have fået muligheden,« siger den kommende skoleleder.

Samfund

I dag er han leder af mellemtrinnet på Søndervangskolen i Hammel. Fra 1. oktober er han skoleleder på Tungelundskolen.

Hans navn er René Michael Ahm Hansen.

Han har haft sin gang på Søndervangskolen i 17 år, og det er derfor også »med blandede følelser«, han fredag meldte sit jobskifte ud på Aula.

»Det er jo en stor del af mit liv, jeg har været på Søndervangskolen, og jeg har nydt at støde ind i elever og forældre rundt om i byen efter skoletid,« siger René Michael Ahm Hansen, der selv bor i Hammel.

»Jeg har dog hele tiden været bevidst om, at jeg skulle prøve at være skoleleder på et tidspunkt – det har jeg haft en idé og et ønske om i mange år. Så på den måde har jeg det okay med at sige farvel. Jeg synes også, at Søndervangskolen lige nu rider på toppen af en bølge, så det er også okay at overlade skolen i nye hænder.«

Han kalder jobskiftet »den rigtige mulighed på det rigtige tidspunkt«.

»Jeg er så klar til opgaven, og jeg er virkelig glad for at have fået muligheden for at være skoleleder på Tungelundskolen. Det er en spændende skole, som er stærkt lokalforankret i Thorsø, og det kan jeg virkelig godt lide. Det vil jeg gerne være en del af og bidrage til. Jeg tror, at opgaven passer godt til mig og min personlighed,« siger den kommende skoleleder.

»Jeg er også bare glad for, at jeg har mulighed for at forfølge min drøm i Favrskov Kommune. Her er et godt skolevæsen,« fortsætter René Michael Ahm Hansen.

Ledelse og jagthunde

Før René Michael Ahm Hansen landede på Søndervangskolen, var han som helt nyuddannet lærer med til at starte en friskole op fra bunden i Mammen.

Efter fire år ramte hverdags-logistikken ham dog, og han fik job på Regnbueskolen i Hammel. Et år senere følte han sig endelig »klar til en stor folkeskole,« som han selv udtrykker det.

Her kom Søndervangskolen ind i billedet.

Han begyndte som klasse- og dansklærer, landede sidenhen i udskolingen i nogle år og blev så for 7,5 år siden leder af mellemtrinnet.

Undervejs har han taget en diplomuddannelse i ledelse. Interessen for ledelse har nemlig blot vokset sig »større og større« siden friskoletiden i Mammen.

René Michael Ahm Hansen er 51 år, gift og har tre voksne børn på 20, 23 og 26 år – to piger og en dreng. Desuden har han to børnebørn på 2,5 år og seks uger.

I sin fritid går han på jagt og har gennem mange år opdrættet hunde af racen gammel dansk hønsehund. Han er sågar også formand for ’Klubben for gamle danske hønsehunde’.

René Michael Ahm Hansen overtager posten som skoleleder på Tungelundskolen efter Morten Tipsmark, der har været konstitueret leder siden februar.

På det tidspunkt var den daværende skoleleder, Belinda Hornsgaard, netop stoppet efter en »gensidig fratrædelsesaftale,« fortalte Favrskov Kommunes skolechef Karina Corneliussen dengang.

Se video: