Op mod halvdelen af årgang bliver væk fra timer – nu råber skole op: »Grænser er grænser – det er ikke til diskussion«

På de ældste klassetrin på Søndervangskolen i Hammel kan det være tæt på halvdelen af en årgang, som ikke deltager i idrætstimer.

Det har nu fået skolen til at reagere og skrive en besked ud til samtlige forældre på Aula:

»Følgende skrivelse er lavet på baggrund af en udvikling de seneste år, hvor flere og flere elever ikke deltager, ikke husker tøj, melder sig skadet uden besked fra forældre med mere. Det er vigtigt, at vi får genskabt en kultur, hvor alle deltager i alle fag, og hvor bevægelse, hygiejne og fællesskab er en bærende del af idrætsundervisningen. Alle elever deltager aktivt i idræt, med mindre der er besked hjemmefra.«

Sådan indledes beskeden, som viceskoleleder og leder af udskolingen, Frank Kejlberg, har udsendt. Til avisen uddyber han:

»Det er glemt tøj, skader, hovedpine, menstruationssmerter, manglende søvn eller børn, som skal spille en vigtig fodboldkamp i weekenden og derfor ikke kan bruge energien på idræt. Børnene prioriterer selv, og vi voksne hopper med på den.«

Han fortsætter:

»Jeg er nødt til at sige, at selvom man har hovedpine eller menstruation, så kan man sagtens være med i idræt. Det er jo ikke fordi, vi kræver, at de skal høre høj musik eller stå på hovedet – de kan sagtens være med i fællesskabet og spille badminton.«

Viceskolelederen forklarer, at små ting kommer til at betyde, at eleven »slet ikke kan noget.«

»Men i deres videre liv vil en mester altså ikke bare acceptere, at du ikke møder på arbejde, fordi du har hovedpine eller har sovet dårligt. Jeg ved ikke, hvordan din arbejdsplads fungerer, men jeg tænker, du skal møde på arbejde alligevel.«

Skal ikke inddrages i alt

Når et stort antal elever i udskolingen er fraværende i idrætstimerne opstår et andet problem:

»Jamen hvad laver de så, når de ikke er med? Det bliver pludselig et fripas til at have ungdomsklub,« siger Frank Kejlberg, der dog er fortrøstningsfuld:

»Vi kan mærke, at alle forældrene bakker op om, at vi er nødt til at tage ejerskab på det her. Vi peger ikke fingre ad nogen – vi udskammer ingen – men vi skal i dialog med alle. Hvis vi skal lykkes med det her, skal der sættes retning på. Det er noget, vi alle sammen skal minde hinanden om,« siger han og uddyber:

»Det er nødvendigt med en tydeliggørelse af, at grænser er grænser. Vi skal ikke have flere grænser, regler og konsekvenser, men vi skal stå fast på, at når der er sat en grænse, så er det en professionel vurdering af, at den skal være der – og det er ikke til diskussion. Vi skal have sat voksenstyring og retning på. Med tydelighed og struktur skal vi voksne være med til at styre, hvordan børne- og ungdomslivet udvikler sig.«

»Vi har haft en lang kultur for, at børn skal ses, høres og inddrages, hvilket er helt fantastisk. Men vi voksne har glemt, at det altså ikke er alt, de skal ses, høres og inddrages i. Jeg er stor fortaler for, at børn selvfølgelig skal høres og ses, men nogle steder skal de altså bare have at vide, at det er sådan her det er, for det har de voksne bestemt.«

Livsduelige borgere

Selvom fraværet er mest tydeligt i idrætstimerne, så er det ikke udelukkende et problem, der er forbeholdt netop de timer. Det kan være alle mulige aktiviteter.

»Eksempelvis vores juleklippedag – der har vi elever i udskolingen, som ikke gider, og derfor bare er fraværende,« siger han og fortsætter:

»Vi oplever også elever, som siger, at de ikke kommer til timen de første ti minutter, fordi de lige skal snakke med en veninde.«

Frank Kejlberg mener ikke, at problematikken er særlig for Søndervangskolen.

»Vi er blevet lullet ind i en kultur, hvor det er okay, hvis de unge mennesker ikke lige gider. Det er ikke en kultur, som kun eksisterer på Søndervangskolen. Det er en generel børne/ungdomskultur, hvor voksenautoritet ikke er helt gældende. Der er ligesom frit valg i forhold til, om man vil eller ikke vil.«

Han fortsætter:

»De unge er meget insisterende. Hvis de i deres egne hoveder har lov til en given ting, så er voksenautoriteten i dag udfordret. Det er ikke fordi, de unge er ligeglade, men fordi der har været et fravær af regler, retningslinjer og rammer i for lang tid.«

Han oplever at problemet bliver værre og værre, jo ældre børnene bliver – i takt med at forældrene løsner grebet som en del af den naturlige modningsproces.

»Men vi skal se på vores unge mennesker som nogle, der er på vej. Vi skal hjælpe dem med en retning for, hvor de er på vej hen. Hvis de skal kunne skabe deres muligheder og opfylde deres drømme, så kan det kun ske ved at være vedholdende, også når noget ikke er verdens bedste arbejdsopgave. Der er masser af læring i at deltage i noget, som man ikke lige har lyst til.«

Han peger endnu engang på, at hvis de unge mennesker skal kunne indgå i uddannelse eller arbejde efter endt folkeskole, så er de nødt til at lære at rette ind.

»Vi skal hjælpes ad med at træne vores børn i det, de møder efter skolen. Vi skal gøre dem til livsduelige borgere, som kan indgå i et demokratisk samfund. Og der er altså ingen uddannelse eller arbejdspladser, som gider, at man kommer ti minutter for sent. De unge skal kunne indrette sig under nogle retningslinjer – kan de ikke navigere i det, kan de ikke være på en arbejdsplads.«