Skolelæreren sagde: »Det kommer til at gå dig ad helvede til« - men Tommy lod ham ikke få ret

Der er ikke helt, som der plejer at være, i værkstedshallerne ved FL Automatic i Haslund denne fredag.

Udover sagte brummen fra et fadølsanlæg, duftene fra den i dagens anledning opstillede pølsevogn og den muntre snak blandt de fremmødte gæster, der er placeret ved langborde, så mødes man med det samme, man træder ind, nemlig af rå, forvrængede guitartoner, der kaotisk kastes mellem betonvægge, hylder og fabriksudstyr.

I front for det firkløver, der får hallen til at runge med Shubbernes gamle perle »Fed Rock«, står dagens mand og betvinger en kirsebærrød SG-guitar, som er gjort ikonisk af blandt andre Angus Young fra australske AC/DC.

Manden med spaden hedder Tommy Dahl, og han går i dag af fra arbejde efter 50 års tjeneste hos FL Automatic.

Og det er ham, som undertegnede – og nu også du – skal møde. En mand, der, når han ikke står på scenen, ved første øjekast ikke ser ud til at gøre et særligt væsen af sig, men som efter lidt kradsen i overfladen nok alligevel ikke helt er, som folk er flest. I vendingens absolut mest positive forstand.

Det her er historien om en anderledes mønsterbryder, en musikelsker og en arbejdsmand, der har haft manges forventninger imod sig, men som har haft et godt (arbejds)liv og hele vejen igennem det har fulgt sin egen sti.

Det her er historien om Tommy Dahl fra Vissing.

Selvtillid hjemmefra

Tommy og jeg har taget to klapstole ind i et tilstødende værksted og har næsten vanskeligt ved at gennemføre samtalen, for Tommy bliver hele tiden afbrudt af sine gæster. Venner, bekendte og kollegaer skiftes til at komme hen og sige farvel og tak for i dag til manden, det handler om.

»Det er ikke helt gået op for mig endnu, at jeg stopper i dag,« siger han, da vi får ørenlyd. Han fortsætter:

»Men jeg er ramt af slidgigt, og kroppen kan det ikke rigtig mere. Så selvom jeg selv vil sige, jeg er en standhaftig mand, så er det tid at holde nu.«

Tommy Dahl er vokset op i udkanten af Favrskov sammen med sin ni år ældre storesøster Anne-Grethe Dahl, som mange måske husker fra borgmesterkontoret i Hadsten fra 1998 til 2002, og en storebror og storesøster mere. Opvæksten var kærlig, men beskeden, forklarer Tommy Dahl.

»Penge var der ingen af. Vi kom hurtigt ud og arbejde, men Anne-Grethe læste videre. Mine forældre var imod for meget skole, for de havde begge dårlige erfaringer fra skolesystemet.«

Ifølge Anne-Grethe Dahl var de fire søskende ikke underlagt særligt mange regler hjemmefra. De lærte hurtigt at klare sig selv.

»Vi havde en kærlig og meget fri opvækst. Vi fik lov at passe og klare os selv, og det betød, at vi alle blev selvstændige fra en tidlig alder. Og så lagde de gamle vægt på, at vi skulle ud og bestille noget i stedet for al den skole. Tommy blev et produkt af den opvækst og var nok lidt utilpasset i skolen,« siger hun.

Tommy forklarer selv:

»Vi var mig og en kammerat, der bare ikke gad skolen. Vi fik at vide, vi måtte blive udskrevet af den, hvis vi fandt et arbejde. Og jeg ville hellere skrue i ting end at gå i skole, så det gjorde jeg,« siger Tommy Dahl og fortsætter:

»Jeg fik det med hjemmefra at passe mig selv og ikke ligge andre til last. Vi lærte, at man passede på det, man havde, og man var taknemmelig for det. I dag er der nogen, der vokser op med for mange penge, og det er ikke sundt, tror jeg.«

Peter og Else

Skolen var dengang i starten af 70’erne måske ikke i samme grad gearet til, at man ikke rigtig passede ind i den. I hvert fald blev det nok for en af Tommys lærere, husker han.

»Han stod og råbte i klassen til mig og min kammerat: ’I bliver ikke til noget. Det kommer til at gå jer ad helvede til’,« fortæller Tommy Dahl.

Så efter niende klasse, fes Tommy Dahl ud efter at finde noget at bestille. Han endte hos FL Automatic og i de kærlige kløer på ægteparret Peter og Else Madsen.

»Jeg fik min plads en torsdag og startede mandagen efter. Og jeg bestilte noget fra starten, det havde man jo lært, man skulle. Min gamle mester Peter Madsen og hans kone Else mødte mig på en anden måde, end jeg var blevet mødt i skolen. Mester sagde: ’Det behøver sgu ikke være så bogligt, bare man kan bestille noget’,« siger Tommy Dahl.

I 28 år arbejdede han for dem og meget mere. Parret blev som et ekstra sæt forældre for Tommy Dahl.

»Vi talte sammen i hvert fald en time om dagen, mester og jeg. Efter at have været tæt sammen med dem begge i 28 år, så var det som at miste mine forældre. De betød virkelig meget for mig.«

Ufaglært smed

Siden han var helt lille, har Tommy Dahl brugt sine hænder og skruet i ting. Så det var det, han gik efter, da han kom ud og jagtede arbejde. Og det blev til 50 års arbejde som smed, selvom han aldrig uddannede sig til det.

»Vi lærte at skrue i ting, for hvis der var noget, man gerne ville have, eller noget, der gik i stykker, så var det op til én selv at lave det. Vi skabte det selv. Sådan var det.«

Og Tommy Dahl har nydt at stå i smedeværkstedet, hvor de blandt andet har lavet stumper og reparationer på udstyr til landbruget. Som Tommy Dahl selv siger, så findes der ikke en mere alsidig arbejdsplads i kongeriget Danmark.

»Du laver alt her. Jeg elsker f.eks. at stå og lave 1.500 af de samme beslag. Det er der ikke mange andre, der gider, men det gør jeg. Hellere dét end at ligge og svejse under en ’møg-spreder’, der er brudt sammen. Det har jeg selvfølgelig også gjort, men med de andre opgaver har jeg kunnet give hovedet fri til at tænke på alt muligt andet i stedet,« fortæller han.

Tommy Dahl har ud over at have hænderne godt skruet på også hovedet i orden. Ingen tvivl om det. Sætningen »du kunne have drevet det langt« eller variationer af den, har han skullet høre på flere gange.

Søsteren Anne-Grethe Dahl husker, hvordan hun kom i unåde, da hun holdt en tale til sine brødre ved en festlig lejlighed.

»Jeg fik en gang sagt, at Tommy og min anden lillebror ’kunne have drevet det langt’, for de havde begge to gode hoveder. Og de var rasende på mig bagefter. ’Siger du, at det, vi har, ikke er godt nok?!’ Og det var jo ikke det, jeg mente. Det er gået ham godt, og det er jeg rigtig glad for.«

Ingen har skullet fortælle Tommy Dahl, hvad han skulle. Ikke hans folkeskolelærer og heller ikke søsteren. Der er mange, der gennem tiden har foreslået ham at blive ingeniør eller på anden måde læse videre. Men det kunne de glemme.

»Flere har gennem tiden sagt: ’Du har gaverne, Tommy. Du bruger dem bare ikke.’ NEJ! For det er ikke dét, jeg vil. Jeg vil skrue i ting.«

Og det har han gjort. I 50 år hos FL Automatic. Men nu kan hænderne ikke mere. Tommy Dahl er ramt af slidgigt, hans højre hånd er hævet og svær at lukke. Han kunne få en seniorpension, hvis han sygemeldte sig, men det har han ikke gjort, og nu går han af på den såkaldte Arne-pension til en lavere sats. For ikke at ligge nogen unødig til last.

Heldigvis kan den venstre hånd lidt endnu. Den kan lukke, og det er vigtigt.

»Så jeg kan stadig spille guitar,« siger han.

Elvis og Beatles

Rockmusikken er nemlig det halve af Tommy Dahls liv. Det siger han selv. Og det har det været, siden han som en lille knægt fik sin første Elvis-plade.

»Jeg har været solgt til rockmusik så længe, jeg kan huske. Min søster havde også Beatles-plader liggende, og dem sneg jeg mig ind og hørte, når hun ikke var hjemme, selvom jeg ikke måtte,« fortæller han.

Det er især det, som smarte musikanmeldere nok vil kalde klassisk rock, som satte sine kløer i Tommy Dahl. Han har set Deep Purple syv gange og Status Quo »nok omkring 30 gange«. Han vidste, han selv skulle spille rockmusik, men han var først 19, da han endelig fik en guitar i hånden.

Der skulle gå yderligere 20 år, før han fik et band. De debuterede, da han selv blev 40 år. Herefter tog han og vennerne ud og spillede til fester rundt omkring. De har spillet til bryllupper – også af kobber-, sølv- og guld. Han har spillet jobs, der kostede ham stemmen flere dage efter, fordi den fik alt, hvad den kunne trække. Det har altid gjort noget helt specielt ved Tommy Dahl at spille for mennesker.

»Jeg bliver høj. Simpelthen.«

Derfor var det også logisk, at han selv skulle stå i front for musikken i dag til sin afskedsreception. Kærligheden til rockmusikken, som han selv opdagede fra barnsben, har han stolt smittet sin søn med, der i dag er 33 år og selv spiller musik.

»Hans mor kunne ikke fordrage det. Så snart, hun var ude af huset, så løb vi ned, hørte plader og skruede op,« fortæller han.

Det er altså ikke kun med hænderne, at Tommy Dahl har skabt noget og været kreativ. Foruden sin musik har han, uden at have nogen synderlige boglige forudsætninger for det, også gjort sig som amatørskuespiller i dilettant-forestillinger. Han har sågar skrevet et stykke selv, der blev kåret til årets dilettantstykke.

»Det handler jo om at have det sjovt, mens man er her. Jeg er nok en festoriginal uden at være for meget. Det er vigtigt for mig at have det sjovt,« siger han, tænker sig om og fortsætter så:

»Jeg er faktisk glad hele tiden. For jeg nyder de ting, jeg har. Jeg kan sagtens bare sidde på en stol og kigge på min motorcykel i lang tid, mens jeg får en bajer.«

Kærlighed og kongens medalje

Udover sin søn har Tommy Dahl også en datter på 36 år. Og når samtalen falder på børnene, lyser han op af stolthed.

»Jeg må have givet et eller andet brugbart videre til mine unger. For de er blevet utrolig ordentlige mennesker. Jeg er også lige blevet bedstefar for første gang, eller ’morfar’, som jeg hellere vil kaldes, for det virker ikke helt så gammel.«

Tommy Dahl er ikke sammen med børnenes mor mere, men de har et godt forhold den dag i dag, og det er han taknemmelig for. Men for at blive i rock-terminologien, så er han nok lidt for meget en »rolling stone« til at kunne have slået sig rigtig ned.

»Jeg har haft flere kærester, mange gode forhold og taget mange gode ting med derfra. Men jeg vil også være mig selv. Jeg har ikke kunnet leve uden den kærlighed, men nu gider jeg ikke det med forhold mere,« siger han.

Han har på mange måder heller ikke rigtig forstået, at han er 65 år. Spørger man ham, hvor gammel han føler sig, svarer han bare »ung«.

Men der skal alligevel noget alder til, før man kan bryste sig af at have været på den samme arbejdsplads i 50 år. Den bedrift er ikke mange forundt, og Tommy Dahl står også til at modtage Kongens Fortjenstmedalje.

Måden, han har tænkt sig at markere dét på, er der måske nogle, der vil karakterisere som »ung«.

»Det er sgu ikke mange, der får lov at prøve det efterhånden. Vi er et par kammerater, der tager toget til København, når det skal være. Så drikker vi os fulde og får noget godt at æde,« siger han.

»Har faktisk glædet mig«

De besøgende til dagens afskedsreception fortsætter med at komme forbi, mens vi taler i værkstedet. En gammel kammerat og kollega afbryder os og siger farvel.

»Jeg skal nok komme forbi med en six-pack om fredagen,« forsikrer Tommy ham om, inden han vender sig om igen til undertegnede.

»Jeg kommer til at savne det sociale, men så melder jeg mig ind i nogle foreninger og noget, og så er det dem, der skal bøvle med mig,« griner han.

Som mere eller mindre flue på væggen til denne reception, mærker man tydeligt, at Tommy Dahl er vellidt, og hvor vanskeligt det nok i virkeligheden bliver at holde ham helt fra at besøge værkstedslokalerne, som han har set udvidet og udviklet gennem de sidste 50 år.

Og hvad er så hemmeligheden for at holde i et langt arbejdsliv på samme arbejdsplads? Ifølge Tommy Dahl er det ret simpelt.

»Elsk det, du laver. Så holder du længere. Det tror jeg.«

Det har han selv gjort, og det har tjent ham godt. Også i forhold til den spådom, hans folkeskolelærer kom med, der viste sig ikke at holde stik. Og det har Tommy Dahl faktisk også fået selvsamme lærers ord for. Han blev nemlig inviteret til 40-årsjubilæet.

»Jeg kom forbi ham en dag, og så inviterede jeg ham til mit jubilæum. Og der kunne han se, at det jo var gået meget godt. ’Det må jeg alligevel tage hatten af for’, sagde han.«

Hvad ville din gamle mester have sagt på en dag som i dag, tror du?

»Han ville have nydt dagen, tror jeg. Drukket en bajer og glædet sig på mine vegne,« siger Tommy Dahl.

Der kommer flere af gæsterne hen og hilser af, inden de forlader værkstedet. Tommy Dahl tænker lidt, efter han igen er blevet spurgt om, hvad der nu skal ske i hans liv.

»Foreløbigt tager jeg den her pension stille og roligt og lander lige i det. Så har jeg nogle projekter på huset derhjemme, jeg skal tage fat på. Og alt mulig andet,« siger han.

»Jeg lader ikke være med at komme forbi her på FL. Men jeg har faktisk også glædet mig lidt til at holde. For jeg gider ikke mere, når helbredet ikke er til det.«