»Det var ikke et særlig eftertragtet job« – alligevel har Poul haft det i årtier
Poul Nørgaard Jensens karriere begyndte med et tilfældigt vikariat, der blev til 40 år i Favrskov Kommune.
Det skulle egentlig kun lige være et vikariat på tre måneder i Hammel Kommune, men 40 år senere er Poul Nørgaard Jensen stadig ansat i det, der nu hedder Favrskov Kommune.
De seneste knap 30 år har han været åmand. Det går kort sagt ud på at vedligeholde og føre tilsyn med kommunens vandløb.
Det var ellers ikke lige det, der lå i kortene, da en 19-20-årig Poul Nørgaard Jensen flyttede fra Hammel til Aarhus for at uddanne sig til typograf.
Han nåede dog aldrig at arbejde med faget, for han kunne ikke tåle opløsningsmidlerne.
»Så da jeg havde fået mit svendebrev, sagde jeg farvel og tak til faget for altid. Det var da lidt skørt, men det var en god tid,« erindrer Poul Nørgaard Jensen.
I samme periode fik han en kæreste, som han efterfølgende flyttede til Frankrig med. Han nåede at være væk fra Hammel i syv år i alt, før han vendte retur.
Det var i en periode med stor arbejdsløshed, så han forventede egentlig, at han lige kunne nå at lande og finde ud af, hvad han nu skulle, men på første hverdag, da han skulle melde sig i a-kassen, lød meldingen:
»Du bliver sgu ikke arbejdsløs. Der er tre jobs på Wavin og ét hos kommunen.«
»Da jeg gik ud af skolen, havde jeg i en kort periode arbejdet på fabrik, og det skulle jeg bare aldrig, aldrig mere. Og jobbet på kommunen var bare et vikariat på tre måneder – det kunne jeg nok klare,« siger 65-årige Poul Nørgaard Jensen og fortsætter:
»Desuden havde jeg en god bekendt, Nils Borring, som i en kort periode havde været sommeransat hos kommunen, og han sagde, at det var godt nok. Så tirsdagen efter – den 10. september – mødte jeg ind.«
Skidesjovt arbejde
I de første år lavede han alt muligt inden for det grønne område – og alt muligt andet forefaldende arbejde. Lige fra at male vinduer, rense tagrender på rådhuset og køre hjælpemidler ud.
Og det viste sig jo, at han faktisk faldt ret godt til i jobbet.
»Det var skidesjovt arbejde. Jeg var jo fuldstændig grøn og havde aldrig klippet en hæk eller kørt en traktor. Så de andre grinte røven i laser over mig. Men folk kan jo også godt lide at lære andre noget,« husker Poul Nørgaard Jensen.
»Og så kom jeg sgu ikke herfra,« fortsætter han.
Da han så i en MU-samtale tilbage i 1996 fik ytret ønske om at komme ned i vandløbene, lød svaret prompte:
»Ja, så skal du satme få lov til det.«
»Det var nemlig ikke et særlig eftertragtet job, men jeg kunne jo se, at de hyggede sig med det,« siger Poul Nørgaard Jensen.
Vandløbene er hans fokus en stor del af året, men om vinteren er han også en del af sneberedskabet. Fra 15. oktober til 15. april har han døgnvagt hver anden uge. Det vil sige, at han skal stå til rådighed 24 timer i døgnet i en uge. Når der er sne, kører han ud og besigtiger vejene og beslutter, hvad der skal foregå. Han indkalder så entreprenører til at få det gjort.
Selv efter 40 år med samme arbejdsgiver er åmanden glad for sit job:
»Nu har jeg så fået nogle unge kollegaer. Det er satme sjovt. De skal have så mange roser. De gør det godt og er meget interesserede. De griner nok lidt af mig engang imellem, men det skal de have lov til.«
Skaf en kaffemaskine
I 38 år har Poul Nørgaard Jensen været tillidsvalgt. De fleste år som tillidsrepræsentant, men også en kort periode som arbejdsmiljørepræsentant.
Man mærker hurtigt, at det har fyldt meget for ham, og at det er et hverv, som han har taget meget seriøst.
»Da der efter blot to år blev peget på mig som tillidsrepræsentant, blev jeg meget stolt. Det ville jeg virkelig gerne. Fra min typograf-tid var jeg opdraget til ikke sige nej til sådan noget. Typograferne var jo dengang meget fagligt aktive og fagligt bevidste, så allerede dengang fik jeg oplæring i, hvad det vil sige at drive fagligt arbejde på en arbejdsplads,« siger 40-årsjubilaren.
Første opgave var at skaffe en kaffemaskine.
»Jeg synes måske nok, at det var lige smalt nok af en faglig sag at være. Men jeg tog den med videre, og det kunne der altså ikke blive tale om. Det måtte jeg gå tilbage og fortælle, og så nedlagde de andre arbejdet. Det var altså lidt vildt at være 25 år og stå lige i fronten af det hele.«
Og hvad endte det så med? Kaffemaskinen kom i hus.
Det er blot en af mange sager, hvor Poul Nørgaard Jensen har stået i skudlinjen som tillidsrepræsentant. Gennem kommunesammenlægning, fyringer, udliciteringer og diskussioner om materielgårdens fremtid.
En del af historien
»At passe vandløb er en hård tjans, som slider på kroppen,« fortæller Poul Nørgaard Jensen, som derfor har skabt sin egen lille seniorordning.
Det skal forstås på den måde, at han bruger ti timer om ugen på at være aflønnet leder af Lokalhistorisk Arkiv Hammel-Favrskov.
Det har han været siden 2003, hvor Arne Gammelgaard gik på pension.
»Idéen blev plantet på en gåtur jeg havde med Arne Gammelgaard i Polen. Han nærmede sig 70 år og sagde: ’Du kan da tage over på arkivet’ – og det kunne jeg måske godt tænke mig. Men jeg skulle altså ikke regne med, at det blev foreløbigt, sagde han. Og så kom jeg ellers i lære i ni år,« fortæller Poul Nørgaard Jensen.
Han styrer økonomien for alle arkiverne og samarbejdet mellem dem.
Umiddelbart passer tjansen som arkivleder glimrende til netop Poul Nørgaard Jensen, der husker godt. Det mærker man tydeligt, når man taler med ham, for hans historier er spækket med detaljer.
Den gode hukommelse og interessen for historie ligger formentlig i generne. Nørgaards far havde nemlig »en helt afsindig god hukommelse,« fortæller han.
»Mine forældre kom til Hammel i 1953, og min far kom ret hurtigt med i alt muligt. Han kendte gud og hver mand, fordi han var håndværksmester, og han havde en god fornemmelse for at opsnappe historier. Det sugede jeg til mig. Og så havde jeg jo Arne Gammelgaard som lærer i skolen. Jeg vidste, at hvis jeg kunne få ham til at tale om lokalhistorie, så var den tysktime ligesom suspenderet.«
Faktisk har Poul Nørgaard Jensen også bidraget til historien i Hammel. Sammen med blandt andre Jens Ove Friis og Nils Borring tog han nemlig initiativ til Hammel Musikforening, som arrangerede et hav af koncerter med bands såsom Bifrost, Kliché, Gnags, Delta Cross Band, Allan Olsen, Poul Krebs og Lars Lilholt.