Landsby søger købmand: Nu er der landet en million kroner til at finde den helt rigtige
Købmandsprojekt har enorm lokal opbakning. Nu skal den rette findes til at lede forretningen.
Statens pulje til borgerdrevne dagligvarebutikker har bevilget en million kroner til den nye købmandsbutik i Øster Tørslev.
Det er en stor cadeau til det arbejde der er lavet i borgergruppen i byen.
Her der ydet en massiv indsats for at samle midler ind til at købe bygningerne, der tidligere har huset Spar-købmanden, som lukkede i foråret.
Byrådsmedlem i Randers Kommune Jesper Gade, der har været en af de bærende kræfter i byens indsats, og han er naturligvis svært begejstret over støtten.
»Købmandsgruppen i Øster Tørslev er utrolig glade og taknemmelige for støtten fra den Nationale Landdistriktspulje. Uden denne støtte ville det være svært at bevare og udvikle de lokale butikker, som er så afgørende for livet og sammenhængskraften i vores mindre landsbyer.«
»En lokal købmand er nemlig meget mere end et sted at handle. Det er et vigtigt samlingspunkt for hele lokalsamfundet,« konstaterer Jesper Gade.
Det undestreges også af den opbakning, der har været til købmandsprojektet.
Næsten 550 borgere har købt anparter i den nye købmandsforretning. Det vel at mærke i en landsby med blot 843 indbyggere.
Også folketingsmedlem Malte Larsen (S), der bor i Randers, soler sig i, at der er statslig opbakning til den lokale købmand.
»Det er en stor dag for landdistrikterne og specielt Øster Tørslev. En virkelig god udmøntning af regeringens ønske om at sikre bedre muligheder i landdistrikterne,« siger Malte Larsen.
Lige nu søger borgergruppen efter den rette købmand til butikken, der forhåbentlig åbner 1. november i år.
Det gør de blandt andet med en ”datingvideo” på Facebook.
I indslaget, der har titlen ’Landsby søger købmand’, fortæller borgergruppen om, hvor meget de brænder for at møde den helt rigtige person, som kan drive den lokale dagligvareforretning.