Mølleparken – et dyrt tilbud, der endte med at være en gave til hele byen

I år er det 100 år siden, at enkefru Wilhelmine Weis døde, og dermed også 100 år siden, at Mølleparken begyndte at blive en realitet. Hvordan enkefruen, den gamle Aarhus Mølle og Mølleparken hænger sammen, kan du læse i denne uges historie fra Aarhus Stadsarkiv.

Mølle til salg

Aarhus Mølle, der lå ved nuværende Vester Allé, var igennem århundreder en vigtig institution i den gamle købstad. Møllen kan med sikkerhed spores helt tilbage til 1200-tallet, og da vi nåede 1800-tallet, var ejerne af møllen ikke bare vigtige erhvervsfolk, men gennem opkøb af den omkringliggende jord var de også blevet store jordejere.

Og nu tilbage til Wilhelmine Weis. Hendes død og Mølleparkens tilblivelse blev knyttet sammen i 1908, da hendes ægtemand og ejer af Aarhus Mølle, Ernst Weis, den 4. juni kontaktede Aarhus Byråd med et godt tilbud. Weis tilbød nemlig at sælge sin store grund omkring den gamle mølle ved Vester Allé. Sagen var den, at gassen var gået af mølledriften, der i 1903 var blevet nedlagt, og møller Weis stod nu med et stort bygningskompleks og en masse kvadratmeter, som han ikke længere skulle bruge.

Et for dyrt tilbud

Tilbuddet om at sælge hele molevitten til kommunen var i sig selv et fint tilbud til en by med vokseværk, men det indeholdt en del betingelser, som fik flere af byrådets medlemmer til at stejle. Der var blandt andet krav om, at kommunen for egen regning straks skulle anlægge gader dikteret af Weis, selv om den fulde råderet over området først ville tilfalde kommunen, efter at både hr. og fru Weis var døde.

Derudover var der også krav til, hvad området måtte bruges til. I tilbuddet var det formuleret således: ”Af Arealet … maa Kommunen anvende indtil een Trediedel til derpaa at bygge en smuk Bygning til Anvendelse til Raadhus, Museum, Universitet eller anden lignende højere Undervisningsanstalt. Resten af Arealet maa aldrig bebygges, men skal henligge som Torv eller offentlig Park, der skal have Navnet henholdsvis ”Mølletorvet” eller ”Mølleparken”.

Endelig var prisen langt højere end, hvad byrådet ville betale. Weis ønskede 250.000 kroner (svarende til cirka 19,8 millioner kroner i dag), som skulle betales til hr. Weis’ medarvinger, proprietær Holger Weis og svogeren, herredsfoged Ingerslev. Oveni dette kom 5.000 kroner (svarende til cirka 400.000 kroner i dag) årligt til hr. og fru Weis, indtil de begge var afgået ved døden. Dette sidste punkt fik flere af byrådsmedlemmerne til at spekulere i, hvor lang tid man kunne forvente, at de ville leve. Nogle mente, at da de begge var oppe i årene, kunne det ikke være mange år, mens andre nemt så 20 års længere levetid i dem. Det skulle vise sig, at Ernst Weis døde fire år senere, mens Wilhelmine først døde 18 år efter, at hendes mand havde henvendt sig til byrådet.

Genbehandlet i byrådet

Sagen blev i første omgang behandlet bag lukkede døre efter ønske fra møller Weis, og byens aviser var underlagt et tavshedsløfte. Jyllands-Posten valgte dog at skrive om sagen den 12. juli 1908 med følgende begrundelse: ”Hidtil har Sagen været behandlet i Byraadet for lukkede Døre, og der synes at være en vis Tendens til vedblivende at holde den gjemt der, indtil den pludselig kan præsenteres fix og færdig som et fait accompli. Sagen er imidlertid af den Beskaffenhed, at den i høj Grad tænger til en offentlig Drøftelse.”

Først i marts 1909 blev sagen genbehandlet i byrådet. Med i den endelige aftale indgik nu også et jordstykke på 4.800 kvadratalen på Bispetoften, som byrådet længe havde forsøgt at købe af Weis, mod at Weis beholdt en del af jorden ved møllen. Derudover indgik der i købsaftalen 38.000 kvadratalen omkring møllen. Heraf skulle 10.000-12.000 udlægges til vejanlæg, mens resten skulle udlægges til park med mulighed for anlæggelse af en bygning med en monumental karakter. Derudover skulle kommunen nu kun bekoste halvdelen af gadeanlæggene.

Det var dog kun jordstykket på Bispetoften og en mindre del af møllehaven, som kommunen kunne overtage med det samme, mens jordstykket omkring møllen først ville tilfalde kommunen, når både Ernst Weis og hustru Wilhelmine var døde. Hele herligheden løb i alt op i 250.000 kroner – hvor 200.000 gik til medarvingerne og 50.000 til mølleejeren selv – stadig udbetalt i obligationer.

Der var flere indvendinger mod aftalen, heriblandt prisen, som de fleste var enige om stadig var for høj. Samtidig var byrådet egentlig mest interesseret i jordstykket på Bispetoften, hvor kommunen i forvejen ejede jord. Man kunne dog godt se fordelen ved at sikre sig et større jordstykke til en fremtidig offentlig ejendom. På samme måde vurderede man, at Weis formodentlig bare ville sælge jorden videre til privatudstykning, hvis kommunen ikke tog imod tilbuddet.

Møllehave blev til Mølleparken

Herefter begyndte udviklingen af området så småt. Langs åens nordlige side blev anlagt en gade, der i dag er en del af Åboulevarden, mens Garvergyde (i dag Møllegade) blev forlænget fra Møllestien ned til den nyanlagte gade langs åen. Ved det møllehaveområde, som kommunen overtog, blev der anlagt lidt bede og opstillet sandkasser til områdets børn.

Det var dog først efter Wilhelmines død i 1926, at udviklingen for alvor tog fart. Møllebygningerne blev i overensstemmelse med kontrakten fra 1909 revet ned med det samme, og en del af de gamle møllebygninger blev genopført i Den Gamle By.

Tre år senere stod det klart, at den offentlige bygning, der skulle ligge i Mølleparken, blev et nyt hovedbibliotek. Samme år begyndte også planerne om opstilling af J.C. Bjergs skulptur Elskovskampen i parken, og året efter donerede Carlsbergfondet statuen til byen. Statuen med dens tilhørende bassin kom på mange måder til at diktere udformningen af parken, hvis stier og bede blev tilpasset bassinets form. Der blev dog så vidt muligt forsøgt at bevare de gamle træer fra møllehaven. I 1932 stod Mølleparken, planlagt af stadsgartner Sandbjerg, samt Bjergs springvands- og skulpturkompleks færdigt. To år senere blev også byens nye store hovedbibliotek, tegnet af Harald Salling-Mortensen og Alfred Mogensen, indviet. I dag er biblioteket flyttet til Dokk1, og parken er blevet omlagt, men står fortsat som et grønt åndehul i byens travlhed – præcis som den gamle møllerejer ønskede det.