Fortsæt til indhold

Ballade ved andedam: Lokale fjerner ikonisk hus i protest

Hensigten var at skabe hygge omkring gadekæret i Nordby på Samsø. Nu er det lille bindingsværkshus i søen fjernet, lyder det.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Det velkendte og ofte besøgte gadekær i Nordby mangler et varemærke.

Andehuset, der ellers siden 2004 har flydt rundt i dammen, er væk. Det var blandt andet her, kong Frederik og dronning Mary stillede op på et officielt besøg på øen sidste år.

Hans Aksel Farver, som er én af de lokale, der gennem årtier har passet og vedligeholdt det velkendte andehus, har nemlig besluttet at tage det op fra gadekæret.

Det sker, efter at han fik at vide, at fem flydelys, som han satte ud i vandet i sommer, skulle fjernes, fordi der var blevet klaget til kommunen over dem.

»De ringer til mig og siger, at jeg skal fjerne dem. Jeg når ikke engang hjem fra arbejde, før de ligger ude i min have. Jeg opfattede det lidt som et påbud,« siger Hans Aksel Farver til TV2 Østjylland.

Han synes, at det er forkert at gå direkte til kommunen, hvis man er utilfreds. Han havde hellere set, at dem, der var utilfredse med lysene, var kommet til ham.

»Der er blevet lavet alt muligt hernede, og det har altid været lidt impulsivt. Folk skal komme ud af busken. Så kan vi nok finde ud af det, men de må komme ud, fordi de har rykket ud,« siger han.

Ærgerlig beslutning

Hos kommunen er man ærgerlig over beslutningen om, at andehuset nu er fjernet. Det forklarer Lars Skovgaard, der er chef for Teknik og Miljø i Samsø Kommune.

Det var ham selv, der var på arbejde, da klagen kom, og da der var ferie, var det også ham, der greb telefonen og ringede.

»Han (Hans Aksel Farver, red.) mente, at det var en lille ting. Men da vi havde fået en klage, og der ikke var søgt om tilladelse, bad vi ham fjerne dem,« forklarer Lars Skovgaard til TV2 Østjylland.

Gadekæret er kommunalt område, og derfor bestemmer kommunen, hvad der skal være der.

Og selvom der er forskellige traditioner med lys i Nordby, så er det her anderledes, mener han.

»Vi mener, det er et fremmedelement. Egentlig skal man søge om det, og vi tolker det som, at det ikke er et naturligt element. Det er ikke på samme måde en tradition,« siger han.

Lars Skovgaard tilføjer desuden, at gadekæret er en ”turistmagnet”, og derfor vil man fra kommunens side gerne holde gadekæret så autentisk som muligt.

»Normalt har vi en god dialog med borgere og foreninger. Og vi anerkender, at Hans Aksel har været aktiv og god for gadekæret. Men vi skal stå på mål for, at områder, hvor der kommer mange turister, ser autentiske ud,« lyder det.

Hvad nu?

Dialogen er ikke nået videre, lyder det fra begge parter.

Kommunen ærgrer sig over, at sagen er gået så vidt, at andehuset er fjernet.

Hans Aksel Farver mener, at det er en konsekvens af den klage og kommunens håndtering af noget, der i hans øjne er en lille ting sammenlignet med det arbejde, som han og andre gør i gadekæret med vedligeholdelse af andehuset.

Og konsekvensen af det er, at andehuset ikke længere er at finde i gadekæret - for nu.

Både Hans Aksel Farver og Lars Skovgaard håber på, at andehuset snart kommer tilbage i gadekæret i Nordby.