Restaurant på havnen er gået konkurs
Ejere håber, at ny forpagter snart kan være klar.
Restaurant Crone ved havnen i Grenaa er gået konkurs.
Det fremgår af Statstidende, at restauranten er kommet under konkursbehandling efter begæring 21. august.
Tidligere i august skrev Restaurant Crone på Facebook:
»Grundet en nødvendig omstrukturering af virksomheden samt nogle uforudsete økonomiske udfordringer ser vi os desværre nødsaget til midlertidigt at lukke Restaurant Crone, indtil situationen er afklaret og løst.«
»Det er naturligvis ikke en beslutning, vi har truffet let. Vi arbejder på højtryk for at finde en løsning og håber meget snart at kunne slå dørene op og byde jer velkommen igen. Vi vil gerne sige tusind tak til alle jer, der har besøgt os, støttet os og været med til at skabe liv og gode stunder på Crone.«
Det er Sanneli Nomonde Rasmussen, som siden efteråret 2025 har forpagtet restauranten, og til Randers Amtsavis gav hun tidligere på ugen udtryk for, at hun ikke har haft ordentligt styr på regnskaberne, selv om restauranten egentlig har kørt godt.
Ejendommen ejes nu af Peter Brøgger Andersen og René Amstrup.
De håber, at en ny forpagter snart kan være klar.
»Vi har allerede talt med to interesserede, og hvis man gerne vil høre mere om muligheden, skal man bare kontakte mig. Forpagtningsafgiften er i øvrigt mega-lav, og jeg er sikker på, at en ny forpagter åbner Crone igen inden for 14 dage,« siger Peter Brøgger Andersen til Amtsavisen.
Grenaa Hostel, der også holder til i ejendommen på havnen, fortsætter sin drift uændret.
læser
lige nu