Grenaa og mange andre byer siger tak for mad til Frits

Når man nærmer sig en 83 års fødselsdag med hastige skridt, må det være tilladt at sige farvel til arbejdslivet og håbe på nogle gode år uden daglige pligter og opgaver.

Den erkendelse er Frits Jensen også nået frem til, så han glæder sig over, at fremtiden nu er på plads for hans sidste arbejdsplads i et langt liv i restaurationsbranchen - Hotel Crone på Grenaa Havn. Hans liv er en bekræftelse på, at med flid og hårdt arbejde i mange timer kan man komme langt. Men det er ikke altid den lige vej til succes, for man vil også møde bump på vejen og modgang i livet.

Tidligere på året blev hoteldelen skilt fra og forpagtet til Kim B. Olsen, der er indehaver af Grenaa-virksomheden Davai, og han havde brug for overnatningsmuligheder til medarbejdere, så i dag er han indehaver af Grenaa Hostel, hvor alle kan leje sig ind til en overnatning i enkle rammer, hvis der er plads.

Ny forpagter

Det betød, at Frits Jensen sommeren over har drevet restauranten, men her har en forpagtningsaftale gjort det muligt for ham at slippe tøjlerne og sige farvel til arbejdsmarkedet.

Det er Sanneli Nomonde Rasmussen, som nu sørger for mad og drikke på Restaurant Crone sammen med sin kæreste Marc Nökel. Og de har ikke langt til deres nye arbejdsplads, for de bor lige ved siden af Crone-bygningen.

Sanneli har erfaring med madlavning fra sin tid som køkkenleder, men hun har også arbejdet som tjener - og har arbejdet med reikihealing og kropsterapi på Anholt.

»Hos os skal man kunne få mormormad, altså det klassiske danske køkken, men vi har da ideer til fornyelse også. Vi vil gerne lave et sildebord og gøre mere ud af smørrebrød, som Crone altid har været kendt for. Men det er gået stærkt med at lave aftalen om forpagtning, så vi har ikke haft tid til at lægge de helt store planer,« siger Sanneli.

Frits Jensen glæder sig over, at han nu har afsluttet et langt arbejdsliv. Han troede det skulle slutte, da han solgte Ebeltoft Parkhotel, men han havde det svært med at se det gamle Hotel Crone i Grenaa stå tomt og ubrugt efter en tidligere ejers konkurs. Så han købte det i 2019, men det var ikke meningen, at han selv skulle drive stedet, for en tiårig forpagtningsaftale var aftalt, men så kom corona, og forpagteren gik konkurs. Og så var der ingen vej uden om for Frits, der i flere år gerne har villet sælge og justerede prisen i nedadgående retning - men uden held.

Til søs som 16-årig

Han er født i Langå og voksede op i Ikast. Og da skolen var et overstået kapitel, havde han besluttet sig for, at han ville til søs. Første hyre var med DFDS-færgen H. P. Prior, der sejlede mellem København og Aalborg. Da var Frits 16 år.

»Jeg må have gjort det godt nok, for efter et halvt år på færgen, skiftede jeg til rederiets nyeste skib på Sydamerika, hvor jeg var med i to-tre år, inden jeg skiftede til et skib i Middelhavet, og i højsæsonen også på færgen mellem Oslo og København. Det var en udmærket tid for mig, men jeg ville jo ikke bare være sømand. Jeg ville lære at lave mad. I dag lyder det måske mærkeligt, men dengang fik man den bedste kokkeuddannelse til søs. Kokkeuddannelsen i land var i disse år utrolig dårlig. Så den bedste indgang til et job i land, var at man var uddannet på et skib, for her skulle man selv lave det hele hver eneste dag, men vi fik også de bedste råvarer ombord. Sejlede vi til Argentina, kom der halve oksekroppe ombord, som vi selv skar op. På Kanarieøerne fik vi friske grøntsager til to måneders sejlads, og i Brasilien fik vi oksefilet, som ikke kunne skaffes bedre noget sted. Så for mig var det lykken at komme i lære på et skib,« husker Frits.

Tragedie på floden

Men det var også her, at han kom ud for en oplevelse, som har sat sig dybt i ham siden. Det skib, som han sejlede med, kolliderede på floden fra Rosario til Buenos Aires i Argentina med et andet skib - med katastrofale følger, for det andet skib brød i en voldsom brand.

»Vi ved, at mindst 37 mennesker døde. Og de var væk allesammen, for det var et tankskib, som var kommet ud af kurs, og vi ramte det midtskibs. Skibet var lastet med 11.000 tons råolie og 8000 tons flybrændstof, så det eksploderede, og skibet udbrændte meget hurtigt. Der var også ild i vores skib, som fik skroget trykket ind. Flammerne var 26 meter høje, og vi slukkede ild og fik ordre til at klare os selv. Midt i det kaos fandt jeg en fireårig pige, som var med som passager sammen med sine forældre. Hende reddede jeg. Og siden, når vi sejlede forbi stedet, kunne vi se det kæmpestore skibsskrog, som var smeltet til ukendelighed. Det var frygteligt at blive mindet om.«

Siden blev der indført regler, hvor det var op til rederierne at bestemme, hvor de ansatte skulle sejle - og det huede ikke den unge Frits. Derfor fuldførte han aldrig kokkeuddannelsen til søs.

»Jeg ville selv bestemme - også dengang,« siger Frits med et smil.

Verdens navle

Så han gik i land, men holdt kun fri et par dage, inden han var ansat på Nørre Snede Kro.

»Dengang var det verdens navle i Jylland. Det var før motorvejene kom, så når danskerne flyttede sig, var det på hovedvejene, og busserne kom forbi kroen i en strid strøm. Det var ufatteligt, hvor meget mad, vi solgte. Den dag i dag kan jeg undre mig over det. Men folk kørte jo søndagsture til udflugtssteder, og så skulle de også have noget at spise. Der var ikke gået mange dage, før kokken, som jeg arbejdede sammen med, en dag forsvandt fra den ene dag til den anden. Så var jeg pludselig køkkenchef og stod med to smørrebrødsjomfruer og to elever - selv om jeg også selv var elev. Men vi fandt fint ud af det, men efter halvandet år blev jeg tilbudt job på det nybyggede Hotel Medi i Ikast.«

Det lå bogstaveligt talt lige i midten af Jylland, deraf navnet. Og blev opført på initiativ af flere af egnens tekstilfabrikanter.

»Jeg kendte ham, der havde fået jobbet som køkkenchef, og han ville kun have stillingen, hvis jeg også blev ansat som kok. Men efter seks uger forsvandt køkkenchefen også lige pludseligt, så jeg stod alene med ansvaret for køkkenet. Men det gik godt, og ejeren kaldte mig et par gange ind til morgenkaffe og tilbød mig lønforhøjelse, men da det også skete, da sommersæsonen var slut, tænkte jeg, at nu havde de nok fundet en anden køkkenchef. Men det drejede sig om, at der var blevet ringet fra København af nogle, der kunne huske mig fra tiden i DFDS. Der var et par pladser ledige på kokkeskolen. Og så viste det sig, at jeg blev tilbudt at afslutte min uddannelse samtidig med ansættelse på Grand Hotel i København, selv om jeg reelt manglede otte måneder af min læretid. Men i Ikast mente man, at den chance måtte jeg ikke lade gå fra mig, så jeg flyttede til København for at starte måneden efter.«

Topkarakter til svendeprøve

Det var en stor arbejdsplads, hvor Frits havde arbejdstider, der passede til, at han også kunne passe skolen. På skolen var der 56 elever, og Frits var den yngste af dem allesammen. Og til svendeprøven fik han den fjerdehøjeste karakter, så køkkenchefen på Grand Hotel stod klar med en kontrakt.

»Men han kom for sent. For jeg havde skrevet under med Nørre Snede Kro. Jeg ville tilbage til Jylland, for jeg brød mig ikke om København. Og her var jeg så køkkenchef, indtil kroejeren kom i økonomiske vanskeligheder på grund af nogle dårlige investeringer, han havde gjort. Så han var nødt til at sælge - og et ægtepar købte kroen. Uden at vide noget om at drive en kro. Konen ville gerne hjælpe i køkkenet, men mødte op i selskabskjole og med guldringe på fingrene. Og da hun havde vimset rundt i fem minutter, var jeg nødt til at sende hende ud. To dage efter sad parret inde i krostuen og græd. De vidste ikke, hvad de var gået ind til, men jeg fortsatte der et stykke tid.«

Tl Hørning Kro

Men kun indtil et nyt og spændende tilbud dukkede op. Om at blive køkkenchef på Hørning Kro. Og der hørte et hus med til jobbet, og det passede fint for Frits, der nu var blevet gift og havde stiftet familie.

»Men det hus, vi blev tilbudt at flytte ind i, var ikke noget for os, så jeg stillede som betingelse, at vi i stedet skulle flytte ind i et hus, som stod færdigt som nybygget otte dage senere. Køb det til mig, så kan vi skrive kontrakt. Og sådan gik det. Hørning Kro var et godt sted. Vi havde kæmpesucces. På et tidspunkt havde vi haft nogle nordjyske håndværkere boende, mens de løste en byggeopgave, og en dag sagde en af dem til mig, at nu havde de spist min gode mad i lang tid, så han så gerne, at jeg forpagtede den kro i Himmerland, som hans mor ejede. Det var i Trend, hvor kongefamiliens jagthytte ligger lige ved siden af.«

Og Frits forpagtede kroen for en femårig periode, men da der var gået tre år, købte han et gammelt slot på tvangsauktion. Det hedder Næsbydale, og blev drevet som badehotel lige ned til Limfjorden. Det byggede Frits om og indrettede med restaurant og dansested - samtidig med, at han stadig drev kroen i Trend.

Men han fik et hak i tuden, da der i 1973 blev indført bilfrie søndage for at spare på brændstoffet under oliekrisen.

»Bare den første måned kostede det os 100.000 kroner. Så da kontrakten i Trend udløb, valgte jeg at koncentrere mig fuldt ud om Næsbydale Badehotel. Her udviklede jeg et projekt med 24 ferielejligheder, som skulle bygges ind i skrænterne, og hvor man takket være et glasparti ville få naturen helt tæt på. De lokale politikere var glade for projektet, som blev godkendt enstemmigt. Og kreditforeningen var klar med en god belåning, så vi gik i gang. Mureren var i gang med soklen og inventaret var bestilt. Men hvad skete der så? Der var en, som mente at have set nogle sjældne blomster i området, så han henvendte sig til Danmarks Naturfredningsforening, og der blev rejst en fredningssag. Hele området blev totalfredet uden erstatning til mig. Det var en hård nød at knække.«

Startede forfra

Så halvandet år senere solgte Frits Jensen stedet - og begyndte i stedet nærmest forfra i branchen. Med job på Højskolehotellet i Holstebro, Karup Hotel og Madsens Hotel i Bjerringbro, hvor han var direktør og sørgede for udvikling.

Han kom til Djursland i 1979, da han forpagtede Pavillonen i Grenaa. Dengang suverænt byens største mødested, når der skulle holdes møder, festes og danses til de største danske orkestre til de ugentlige baller.

Her blev det til ni dejlige år, men efter en skilsmisse, hvor Frits stod alene med tre sønner og to døtre, skulle han lige sunde sig, så han sagde farvel til Pavillonen.

Han gennemførte et semester på Export Akademiet, og det førte så med sig et ophold i den canadiske vildmark med tid til at nyde masser af frisk luft, fiskeri og jagtture. Hans livslange og meget store interesse. I Canada tog han sig af gæster fra hele verden, der delte hans begejstring for mulighederne i den fri natur.

I 1990 blev han køkken- og restaurantchef i Øer Maritime Ferieby, hvor han havde to pragtfulde år inden turen igen gik til Canada.

Hjemme i Danmark igen gik turen til Ebeltoft Parkhotel - først som forpagter en kort tid men siden som ejer - og han var også en tur omkring Tirstrup Lufthavn, hvor opgaven blandt andet var at servicere de mange chartergæster.

Alvorligt syg

Det blev til 15 år i spidsen for Ebeltoft Parkhotel, men så blev Frits Jensen ramt af alvorlig sygdom og var nødt til at sige farvel.

»Jeg var virkelig syg. Helt i tovene og uden garanti for, at jeg ville overleve det. Men det gjorde jeg heldigvis, og da jeg fire år senere stod med lidt penge, var det, at jeg syntes, det var trist at se Hotel Crone stå tom. Så det købte jeg og troede, at det var slut med at arbejde, men det var det så ikke. Men nu er det slut, og i første omgang glæder jeg mig til at komme op i min hytte i Malung i Sverige. Jeg har ikke haft tid til at besøge det i over to år, fordi jeg var nødt til at passe Crone, men nu skal jeg heldigvis snart på elgjagt deroppe i Värmland. Og gode venner har også inviteret mig og min kone til at gæste deres nye jagtfarm, som de har købt til 22 millioner kroner i Sydafrika.«

Frits Jensen kan glæde sig over, at mange har været hans ven i store dele af livet. Ser stadig mennesker, som han startede med at arbejde sammen med tilbage i 1967.

»Jeg kender mange, som altid har holdt deres fester hos mig - uanset hvor jeg nu arbejdede eller drev kro eller hotel. Nu må de så finde et nyt sted til det.«