Fortsæt til indhold

Farvel til Laurits. Landmanden, der tog demokratiet alvorligt

Samfund

Landmand Laurits Hougaard, Ramten, født 20. december 1951, sov stille ind den 24. august 2026 efter kort tids sygdom, meddeler familien. Han blev 74 år.

Laurits Hougaard var gennem mange år en markant skikkelse i lokalområdet på sin egen facon. Landmandslivet var for ham en livsform og en passion, som han havde mærket glæden ved fra barnsben. Men også det omkringliggende samfund interesserede ham.

Han engagerede sig i både lokale og nationale samfundsforhold, især gennem sit virke i Venstre og som aktiv debattør på avisernes debatsider. Han var kendt for at tage del i debatten om landbrugets vilkår og større samfundsspørgsmål.

Ved folketingsvalget i marts 2026 deltog han som vanligt i det lokale og traditionsrige vælgermøde i Nørager Forsamlingshus en tidlig søndag morgen to dage før valget, hvor Socialdemokratiet og Venstre krydser klinger. Her var Laurits Hougaard på stikkerne og mindede om, hvad en nylig rapport om vandkvaliteten fra et forskerhold konkluderede om landbruget.

Sagligheden afgørende

Laurits Hougaard tog demokratiet alvorligt ved at sætte sig grundigt ind i sagerne, fremføre sine synspunkter og lytte til andres. Han repræsenterede en ordentlighed i debatten, som yngre generationer sikkert fandt kedelig, men for Laurits Hougaard var sagligheden det afgørende – ikke politisk pjank og pop. Der var noget grundtvigsk over hans tilgang til det politiske arbejde, hvor respekten for andre holdninger og partier var tydelig.

Han var Venstremand af den gamle skole og fulgte partiets udvikling tæt, både lokalt og på landsplan. Venstres overtagelse af borgmesterposten i Norddjurs med Kasper Bjerregaard som borgmester glædede ham, og han så det som et vigtigt skridt for partiet i området.

Generationsgården Mørkholt

Laurits Hougaard var medejer af gården Mørkholt I/S, hvor han sammen med sin søn Jakob Hougaard drev 400 hektar jord. Ejendommen har været i familiens eje i over 75 år. Laurits Hougaard overtog selv bedriften fra sin far i 1972, og Jakob Hougaard kom med i driften i 2003. I 2016 overtog Jakob Hougaard ejendommen fra sin far og bor i dag på Mørkholt sammen med sin familie. Duoen har løbende opkøbt andre ejendomme og huse i området.

Laurits Hougaard var i en periode formand for Venstre Nørre Djurs, ligesom han var bestyrelsesmedlem i Nimtofte Fjernvarme og repræsentant for Dansk Landbrug i Den Regionale Hjortevildtgruppe for Djursland. Ved sin død var han næstformand for Venstre i Norddjurs, der i 2025 blev en samlet partiforening for hele kommunen.

Golfbanen

Laurits Hougaard var også involveret i Djurs Golfklub, hvor han sammen med andre etablerede den såkaldte Pay & Play-bane på Kolstrupvej i Nimtofte.

Han ejede jorden og bygningerne, og har gennem årene arbejdet for at sikre banens fremtid for golfspillerne. Pay & Play-banen blev etableret i 2004 og giver mulighed for, at både medlemmer og ikke-medlemmer kan spille golf på anlægget.

Biogasdebatten

En tydelig sag, som Laurits Hougaard engagerede sig i, var debatten om et stort biogasanlæg i Nimtofte-området for et par år siden. Han var for anlægget, men harcellerede over processen. Her blev hans egne landbrugsarealer udpeget som mulig placering for et biogasanlæg, i første omgang uden hans viden.

Laurits Hougaard understregede, at hans jord ikke var til salg, og han undrede sig over Syddjurs Kommunes fremgangsmåde og den manglende respekt for lodsejerne og den private ejendomsret. Han deltog aktivt i høringsprocesser og kontaktede byrådsmedlemmer for at fremføre sine synspunkter. Laurits Hougaard truede med at gå rettens vej, hvis der blev tale om ekspropriation af hans jord. Det blev ikke tilfældet.

Begravelsen finder sted fra Stenvad Kirke fredag den 28. august klokken 13.

Ære være Laurits Hougaards minde.

Se video: