Favrskov Kommune har modtaget 617 ukrainere: »Det er nogle gode borgere, der gerne vil arbejde, selvom de kommer fra et udsat land«
Der er plads – og arbejde – til de flere hundrede voksne ukrainere, der er kommet til Favrskov Kommune, siden krigen i deres hjemland begyndte for fire et halvt år siden.
Langt de fleste ukrainere i Favrskov Kommune, der har mulighed for at gå på arbejde, er i beskæftigelse. Nærmere bestemt er 89 procent af de jobparate ukrainere i kommunen i beskæftigelse. Til sammenligning er tallet på landsplan 83 procent, fremgår det af den seneste opgørelse af jobindsatsen for fordrevne ukrainere, der har fået ophold i Danmark efter særloven.
Tallet kan sammenlignes med den almindelige opgørelse af arbejdsløsheden, der for danske borgere i Favrskov Kommune er nede på omkring to procent. Den er altså noget lavere end ukrainernes, men når man tager højde for de ukrainske borgeres situation, er der tale om en høj andel af beskæftigede, der som nævnt også ligger over landsgennemsnittet. Det mener Favrskov Kommunes direktør for job og økonomi, Peter Jensen, der ud fra en ren økonomisk betragtning desuden vurderer, at ukrainerne bidrager positivt til Favrskov Kommune.
Er de fordrevne ukrainere i Favrskov en byrde eller til gavn for kommunen?
»Jeg vil sige, at de er til gavn. Det er nogle gode borgere, der gerne vil arbejde, selvom de kommer fra et udsat land, og det må man tage hatten af for,« siger Peter Jensen.
Bolig til alle Spørgsmålet er særligt aktuelt, fordi regeringen som beskrevet i Jyllands-Posten vil begrænse adgangen til Danmark gennem særloven om fordrevne personer fra Ukraine. Flere nord- og vestjyske kommuner undrer sig over det planlagte lovforslag, fordi de hungrer efter arbejdskraft og bosætning.
Det kan man ikke sige om Favrskov Kommune, men det er uden store problemer lykkedes at finde boliger til alle de 617 ukrainere, heraf 183 børn, som kommunen pr. 25. august 2026 har modtaget i henhold til særloven om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Siden nytår er der kommet 43 ukrainere, heraf 15 børn mellem 2 og 17 år.
De fleste kommer fra indkvartering på asylcentre og bliver tilknyttet Jobcenter Favrskov, der i samarbejde med andre kommunale enheder hjælper dem med at oprette MitID og bankkonto, ofte udbetaling af ydelser og midlertidig bolig. Jobcentret hjælper de ukrainske borgere med en lang række ting, der er forbundet med at finde sig til rette i Danmark. Familier med børn får tilknyttet en integrationskonsulent, der blandt meget andet hjælper med at få børnene tilmeldt skole og daginstitution. Favrskov har tidligere haft særlige modtageklasser, men i dag, hvor tilstrømningen er aftaget, kommer de ukrainske børn i almindelige klasser.
Mange af de nyankomne bliver midlertidigt indkvarteret på det tidligere plejecenter Skaghøj i Hammel, hvor der lige nu bor 70 voksne og 13 børn fordelt på 54 værelser/lejligheder. Det er en billig løsning for kommunen, så selvom beboerne betaler en meget lav husleje, er det ikke forbundet med store omkostninger, fortæller kommunens økonomidirektør.
Efterhånden som de voksne ukrainere kommer i job, flytter de ud af Skaghøj og finder med kommunens hjælp en permanent bolig.
»De får typisk arbejde inden for hoteller og restauration og rengøring – i den lave ende af lønskalaen – og langt de fleste bosætter sig omkring Hammel og Ulstrup, hvor det er billigere at bo end i Hadsten og især Hinnerup,« siger Peter Jensen, direktør for job og økonomi i Favrskov Kommune.
læser
lige nu