Fortsæt til indhold

Henning erkender ulovlig parkering – men vil ikke betale afgiften

Henning Sose parkerede ulovligt ved Randers Havn, men blev overrasket over afgiftens størrelse. Han nægter nu at betale. Parkeringsselskabet afviser kritikken.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Det gik lidt stærkt, da Henning Sose den 14. august skulle parkere bilen ved havnen i Randers for at arbejde på en lystyacht i bassinet. Han overså et ’parkering forbudt’-skilt og fik derfor med rette en afgift fra Europark.

Så langt så godt. Men her stopper sagen ikke. Afgiften lyder nemlig på 995 kroner, men på skiltet med information om parkeringsreglerne på det gældende sted står der, at bøden vil være på 795 kroner, hvis reglerne overtrædes.

»Det kan jo ikke passe, at de vil have 995 kroner, når der på skiltet står 795 kroner. Jeg synes, det er gangstermetoder. Det er en måde at skrabe flere penge ind,« mener Henning Sose.

Da han opdager forskellen på afgiftens pris og skiltets, ringer han til Europark.

»Jeg kontakter Europark via det telefonnummer, der står på skiltet, og så får jeg svaret ’jeg skulle bare betale bøden, fordi jeg havde selv valgt at parkere ulovligt’, og det var det,« siger han.

Andre skiltes pris gælder ikke

Men så let giver Henning Sose ikke op.

Han er gået i kamp mod parkeringsselskabet.

»Det, der stikker mig, det er, at der er forskel på det, jeg skal betale, og det, der står på Europarks eget skilt,« siger han til TV2 Østjylland.

Andre skilte i samme parkeringsområde som der, hvor Henning Sose holdt, viser en afgift på 995 kroner. Men det har ikke betydning, når det nærmeste skilt viser en anden pris, forklarer advokat hos FDM Michael Ern Nielsen.

»Hvis andre skilte giver en anden pris, har det ingen betydning, hvis det er naturligt for ham at kigge på det her. Han er ikke forpligtet til at kigge på alle skilte,« forklarer advokaten til TV2 Østjylland.

Nægter at tro på prisen

TV2 Østjylland har forholdt Europark kritikken fra Henning Sose. Selskabet ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag, men afviser dog samtidig kritikken kategorisk.

Selskabet mener ikke, at prisen 795 kroner fremgår af skiltningen, selvom både Henning Sose og TV2 Østjylland har kunnet konstatere det.

»I forhold til den konkrete parkeringsplads, så skal vi generelt afvise, at der er forskellige takster for kontrolgebyrer. Kontrolgebyrerne er sat til 995 kroner, hvilket fremgår af skiltningen på parkeringspladsen. I forbindelse med alle vores observationer, da optager parkeringsvagterne fotos af parkering og skiltning som dokumentation.«

»Vi har orienteret os i sagen, og kan ikke bekræfte, at der på tidspunktet for observationen skulle være forskellige takster på området, eller at det skulle fremgå af skiltningen, at kontrolgebyr udgør 795 kroner,« lyder det fra selskabet.

Ifølge Europark har prisen på afgiften på den pågældende plads været 995 kroner siden 11. september 2025.

Selskabet vil gerne i dialog med Henning Sose, og beklager hvis han har haft en dårlig oplevelse med kundeservice.

»Vi er naturligvis kede af, hvis det skulle være tilfældet, at parkanten har oplevet at blive ”affejet”. Dette er ikke den kundeservice, vi ønsker eller stræber efter. Vi opfordrer parkanten til at kontakte os, sådan at denne kan få direkte svar på sine spørgsmål fra en af vores sagsbehandlere,« oplyser Europark.

Forskellige priser rundt om i byen

Imens nægter Henning Sose fortsat at betale.

Er det ikke at gøre for meget ud af en lille ting og 200 kroner? Er det ikke bedre, at du bare betaler, og får det ud af verden?

»Det kan man godt sige, men når Europark selv skilter med en pris, så er det vel også den, de skal afkræve. Og det er jo ikke kun mine 200 kroner. Der kan være mange andre, som bliver udsat for det samme, og det er ikke fair.«

TV2 Østjylland har taget en tur rundt i Randers til Europarks forskellige parkeringsanlæg. Her skilter man både med 795, 875 og 995 kroner i afgift.

»De må gerne skrive forskellige priser, men så skal bødeforlægget også svare til det, der står på skiltet,« lyder det fra Henning Sose.

Han har valgt at tage næste skridt i kampen for at undgå den fulde parkeringsafgift.

»Jeg har tænkt mig at betale de 795 kroner, og så indbringer jeg det resterende for Parkeringsklagenævnet, og så ser vi, hvad det udvikler sig til,« forklarer han.

Se video: