Martin er kommet hjem

»Hej, Søren Ryge,« sagde han, da jeg nærmede mig og spurgte, om jeg måtte sætte mig, »jeg hedder Martin.«

»Jeg er jo bare lidt nysgerrig,« sagde jeg. »Nu er jeg kørt forbi dig så mange gange, og du sidder bare her på din bænk med din guitar og fjer i kasketten – må jeg snakke lidt med dig – måske skrive lidt i Adresseavisen om dig – jeg tror, at der er mange andre her i Rønde, der også er nysgerrige.«

»Ja da, spørg bare løs.«

»Hvor bor du?«

»Jeg er hjemløs. Jeg har sovet meget i sheltere rundt omkring i de senere år, når jeg har fået lov, men det er altså koldt om vinteren. Nu bor jeg i en skurvogn lidt uden for byen, fordi der var en flink bondemand, der gav mig lov, og det er fint. Men jeg har ingen folkeregister-adresse, og jeg får ingenting fra det offentlige.«

»Jeg er født og vokset op her i Rønde. I et lille hus, der lå dér, hvor Rema 1000 ligger nu. Så har jeg boet og arbejdet alle mulige steder som voksen, også boet sammen med en dame engang, men nu er det altså blevet Rønde igen, for her kender jeg jo stadig en del.«

»Alle er flinke, når de går forbi, og hilser på mig. Der har kun været én mand, der skældte mig ud engang, fordi han var træt af at kigge på mig. Politiet har aldrig snakket med mig. Der er en sød dame i huset derovre, som giver mig mad næsten hver dag, og engang fik jeg et par bukser inde fra genbruget.«

»Jeg får jo lidt penge af folk, der kommer forbi, men jeg har ikke brug for ret meget, for jeg har jo ingen udgifter. Når jeg har samlet for meget sammen, sender jeg dem til min gamle dame, for hun har aldrig penge.«

»Jeg købte guitaren og lærte at spille på den, for når Kim Larsen kunne tjene penge på det, så kunne jeg vel også. Jeg spiller mest blues og flamenco. Jeg er 67 år og har det godt. Og jeg kan godt huske dig fra fjernsynet, fra dengang du sad i Anders og Julius’ gamle hus, og det skulle rives ned – det var da trist.«

Og så behøver vi ikke vide mere, for han er lige så flink, som han ser ud til, faktisk rar.

Han vil gerne snakke.