Aarhus Letbane vil selv vedligeholde og reparere tog
Fjernelse af dobbeltfunktioner vil give en økonomisk gevinst, mener letbanedirektør.
Aarhus Letbane hjemtager opgaven med vedligehold og reparation af selskabets tog.
Det fremgår af en pressemeddelelse mandag 7. september.
I dag står Stadler Service Denmark for vedligehold og reparation af Aarhus Letbanes tog, men aftalen udløber i juli 2027 og kan ikke forlænges.
Hjemtagelsen sker, lyder det, for at skabe en mere direkte sammenhæng mellem de enkelte aktiviteter i og omkring Aarhus Letbane.
Letbane-direktør Michael Borre mener også, at hjemtagelsen kan gøre driften mere økonomisk effektiv, fordi en række dobbeltfunktioner vil blive fjernet.
»Formålet med at udføre vedligeholdelse af tog selv er blandt andet at mindske kompleksiteten i den daglige drift, herunder at gøre placering af ansvaret mere entydigt. Vi har haft et fint samarbejde med SRS gennem årene, men har måttet sande at organiseringen omkring Letbanen har været for kompleks, siger Michael Borre i pressemeddelelsen.
Stadler vil nu, lyder det, fokusere på at sikre en god overgang for selskabets medarbejdere til Aarhus Letbane. Michael Borre håber, at alle medarbejdere fortsætter i deres job i forbindelse med overgangen.
»Den enkelte medarbejder besidder væsentlige kompetencer, som naturligvis også vil være vigtige for Letbanen, efter at opgaverne er overført,« siger Michael Borre.
Frem til juli 2027 vil Stadler Service Danmark fortsat løse opgaverne med vedligehold og reparation. Samtidig planlægges en overdragelse af opgaver og medarbejdere, oplyses det.
læser
lige nu