Fortsæt til indhold

Stolte købmænd roser 'Årets elev': »Han er pissegod til mennesker«

»Han kan finde ud af at takle alle, også dem der måske har det lidt svært,« siger den ene af købmændene om eleven, der nu er kåret til 'Årets elev'.

Samfund

Årets elev i Rema 1000 Danmark hedder Jacob Storm, er 25 år og ansat som souschef i Rema 1000 i Søften.

Han blev uddannet 1. april, hvor han afsluttede sin fagprøve med et 12-tal, og fredag 4. september var han så til afslutningsfest sammen med 150 andre elever i Rema 1000.

Her snuppede han titlen som ’Årets elev’.

Med sejren skal Jacob Storm nu en tur til New York og opleve dagligvarebutikkerne.

»Vi er mega stolte af ham,« lyder det fra købmand Christian Møller, der har Rema 1000 i Søften sammen med Anders Riis.

»Jacob har været i butikken, siden han var 16 år, til han i dag er 25 – kun lige afbrudt af et år, hvor han var guide. Han er bare en god fyr. En respekteret ung herre, som de unge ser op til,« fortsætter Christian Møller.

»Og så er han pissegod til mennesker. Han kan finde ud af at takle alle, også dem der måske har det lidt svært. Man er nødt til at være en god menneskekender for at have 115 personer under sig – det er et stort ansvar for sådan en ung knægt.«

Jacob Storm, der i øvrigt er søn af byrådspolitiker Thomas Storm (V), tager nu en mellemlederuddannelse i Rema 1000, og Christian Møller glæder sig til at følge sin souschefs udvikling.

»At følge de her unge mennesker både personligt og fagligt er det, vi brænder for. Selvfølgelig har vi en forretning, der skal give overskud, men vi brænder ligeså meget for at bygge store mennesker – jeg glæder mig da også over, at jeg kan se, at Jacob bruger nogle af de redskaber, vi har givet ham.«

Se video: