De små folkeskoler er en diskussion om, hvilken slags samfund vi vil være
De små folkeskoler er ikke små. De er fundamentet.
Når vi diskuterer de små folkeskoler, diskuterer vi ikke bare mursten og elevtal. Vi diskuterer hvilken slags samfund vi vil være.
For mig er folkeskolen ikke en udgiftspost i et regneark. Det er selve hjertet i vores fællesskab. Og i de små lokalsamfund som Allingåbro, Vivild, Ørsted og alle de andre steder omkring os, er hjertet og skolen ét og samme sted.
Derfor skal vi bevare de små folkeskoler.
Man siger ofte, at der ikke er børn nok til at bevare skolen. Men virkeligheden er omvendt: Der kommer ikke børnefamilier, hvis der ikke er en skole.
Ingen ung familie flytter til en by, hvor deres børn skal sidde i en bus 45 minutter hver morgen for at komme i skole.
En folkeskole inden for cykelafstand er tryghed. Det er hverdag. Det er forudsætningen for, at unge tør købe det tomme hus på villavejen og blive en del af fællesskabet.
Vil vi bosætning og liv i hele Norddjurs, så er den lokale folkeskole det mest effektive bosætningsværktøj vi har.
Det er velfærd tæt på.
læser
lige nu