To lokale karateudøvere har nået den sorte grænse

I Ashihara Karate er det sorte bælte ikke noget, man bare får.

Det er noget, man arbejder sig til.

For 19-årige Oscar Abildgaard og John Risager Rasmussen, 43, har vejen til 1. dan krævet mange timers træning, fysisk udholdenhed, vilje og ikke mindst evnen til at fortsætte, når kroppen helst vil stoppe.

De har begge trænet i Ebeltoft Karate Skole.

Oscar Abildgaard har trænet hele sin karatevej i Ebeltoft, mens John Risager Rasmussen også tidligere har trænet i Grenaa Karate Skole.

For nylig stod de så begge med det sorte bælte om livet efter at have bestået den krævende 1. dan-graduering i Ashihara Karate – en fuldkontaktkarate, hvor både fysisk form, teknik, koncentration og mental styrke bliver sat på prøve.

Men Ashihara Karate handler ikke kun om at kunne slå og sparke. Det fortæller sensei Teddy Vester, som er cheftræner ved Ebeltoft Karate Skole.

»Respekt og disciplin er en vigtig del af sporten. Man har respekt for dem, der kan mere end én selv – uanset hvor man befinder sig i systemet. For alle, der træner karate, ved, hvor mange timers arbejde, sved, vilje og vedholdenhed der ligger bag den enkelte bæltegrad.«

To veje til sort

Oscar Abildgaard begyndte til karate, da han var 10 år. Han ledte efter motion og manglede egentlig bare en sportsgren, der kunne få ham til at bevæge sig.

Men karate viste sig hurtigt at være meget mere end motion.

»Jeg syntes, det var spændende og anderledes. Træningen er fysisk hård, men den giver også noget mentalt. Jeg er stadig vild med at få brugt en masse energi til træningen.«

Paradoksalt nok oplever han også, at træningen giver energi tilbage – både bagefter og generelt i hverdagen.

Det, der begyndte som en måde at få mere motion på som 10-årig, er altså endt med et sort bælte og en sport, der er blevet en fast del af hans liv.

For John Risager Rasmussen, som i dag bor i Enslev ved Grenaa, var vejen ind i karate en anden.

Da han begyndte, var det egentlig som et supplement til kickboxing. Tanken var, at karate kunne give ham nogle grundlæggende teknikker, som han kunne bruge i den verden. Men det gik hurtigt anderledes.

»Lysten til karate voksede, og efterhånden blev den større end interessen for kickboxing. Det var blandt andet strukturen og disciplinen, der gjorde forskellen. I karate fandt jeg en form for orden og et system, der gav mening.«

Hvor Oscar Abildgaard nærmest har taget den lige vej mod det sorte bælte, har John Risager Rasmussens vej været mere kringlet. Der har været pauser undervejs. Familie, arbejde og alt det andet, der følger med et voksenliv, har i perioder fyldt mere, og derfor har han også stået på samme grad i længere tid.

Men karateinteressen forsvandt aldrig. I 2012 deltog John Risager Rasmussen eksempelvis i DM i semikontakt og vandt en sølvmedalje. Og nu, mange år senere, står han altså med det sorte bælte.

Et halvt års træning

Det er ikke tilfældigt, at kun få når hele vejen til det sorte bælte. Først har man typisk trænet i mindst seks år – fra hvidt bælte til brunt bælte med sort snip. Når beslutningen om at gå efter det sorte bælte er taget, begynder forberedelserne til 1. dan-gradueringen mindst seks måneder før.

Som minimum træner kandidaterne fire-fem gange om ugen i omkring halvanden time. Træningen består af grundlæggende stød, parader og spark, kombinationer, kondition og kamptræning.

Seks uger før gradueringen venter en udtagelsestest på omkring to timer. Her vurderer et gradueringsråd, om kandidaterne er klar til at fortsætte. Det handler ikke kun om teknikkerne, men også om at kunne vise overskud. Består man, venter den endelige graduering seks uger senere.

Selve gradueringen begynder med stød, parader og spark – først stationært og derefter under bevægelse. Så følger tre kataer, med og uden modstander. Men det er kampdelen, der for alvor sætter kræfterne på prøve.

»Først angriber fem-seks modstandere på skift kandidaten i to minutter. Derefter følger ti kampe på hver ét minut, hver gang mod en ny modstander. På det tidspunkt er energien ved at være brugt op. Alligevel skal kandidaten kunne fortsætte, bevare kontrollen og vise overskud,« forklarer Teddy Vester.

Efter omkring to timers hård fysisk aktivitet kommer øjeblikket, alle har trænet frem imod. Bestået – eller ikke bestået. For Oscar Abildgaard og John Risager Rasmussen blev det et ja.

Selv efter mange års træning er det ikke nødvendigvis ro, der fylder lige før start. Oscar Abildgaard havde én tanke:

»Nu skal jeg give alt, hvad jeg har i mig.«

Undervejs kommer tvivlen: Gør jeg det rigtigt? Fik jeg teknikken ordentligt ind? Men netop evnen til at fortsætte, når både krop og hoved begynder at tvivle, er en del af prøven.

John Risager Rasmussen havde en anden strategi:

»Ikke tænke – bare lade kroppen reagere. Huske alt det, man har øvet, så det ligger på rygraden.«

En livsstil

For begge mænd er karate blevet til mere end en sportsgren. Træningen kræver både fysisk og mental styrke, og man lærer at være vedholdende og fortsætte, også når noget er svært.

Karate er samtidig både en holdsport og en individuel sport. Man træner sammen, hjælper hinanden og lærer af dem, der er længere fremme. Men til gradueringen står man alene med ansvaret for sin egen præstation. Det er ens krop, teknik, koncentration og vilje, der bliver bedømt.

Netop kombinationen af fællesskab og individuel udvikling betyder meget for de to nye 1. dan. Karate handler om at blive bedre end sig selv – ikke om at være bedre end de andre.

Bæltesystemet er også en del af motivationen. Der er hele tiden en ny grad at arbejde hen imod, samtidig med at man hjælper dem, der kommer efter én selv. På den måde bliver man både elev og læremester undervejs.

»Man vil hele tiden have det næste bælte. Man ser andre på holdet, som har det bælte, man selv drømmer om at få. Og samtidig hjælper man dem, der kommer efter én selv,« siger Oscar Abildgaard.

For både ham og John Risager Rasmussen er fællesskabet i klubben en vigtig del af det, der får dem til at holde fast.

»Den hårde træning bliver lettere, når man har andre omkring sig, som træner med, sparrer med og bakker op. Og respekten følger med, fordi man ved, hvad der ligger bag hvert bælte,« udtaler John Risager Rasmussen.

Et bælte med historie

De sorte bælter, Oscar Abildgaard og John Risager Rasmussen stod med efter gradueringen, har allerede en historie.

I Ebeltoft lånte Oscar Abildgaard sit bælte af branchchief sensei Teddy Vester, 3. dan. John Risager Rasmussen lånte sit af sensei Gert Murata-Broberg, branchchief i Grenaa, hvor John Risager Rasmussen begyndte sin karatetræning.

Deres helt egne bælter med deres navne broderet er i skrivende stund på vej fra Japan.

Og de er absolut velfortjente, lyder det afsluttende fra klubbens sensei:

»Det er ikke bare praktisk at låne et bælte, indtil ens eget kommer. Det er en ære. Et sort bælte er et synligt symbol på mange års træning, og at få lov til at bære en andens bælte er et udtryk for tillid og respekt. Det sorte bælte er ikke noget, man får. Det er noget, man gør sig fortjent til gennem måneders træning, tvivl, udmattelse, kamp og vedholdenhed.«