Fortsæt til indhold

De første huse står klar i ny bydel – og alle kan kigge indenfor

Kommende nybyggere kan hente inspiration til deres næste hjem.

Samfund
csj

I weekenden 19. og 20. september åbner byggefirmaet Milton Huse en ny byggeudstilling i den nye bydel i Hinnerup Nord.

Her kan kommende nybyggere få inspiration til deres næste hjem.

Dørene slås op til tre nyopførte udstillingshuse på Løvsangervej.

Der er tale om »tre forskellige bud på et moderne parcelhus med nogle af de løsninger, som ligger højt på danskernes ønskelister til hjemmet: højt til loftet, store alrum og walk-in-garderober,« skriver Milton Huse i en pressemeddelelse.

»Lokalplanen herude giver vide rammer for, hvad der må bygges, og det har vi forsøgt at afspejle med de her tre huse der spænder fra et meget klassisk parcelhusudtryk til noget mere moderne og minimalistisk. Alle husene har dog det til fælles, at de er designet til børnefamilier. Vi vil gerne vise, hvor forskelligt man kan gribe det an,« siger Hans Egedal, regionschef i Milton Huse, i pressemeddelelsen.

Udstillingshusene er de første færdigbyggede huse i den første etape af det store nye boligområde, som er undervejs nord for Haldumvej.

Milton Huse har investeret i fire byggegrunde i udstykningen, der rummer 14 byggegrunde. På den fjerde grund opføres endnu et udstillingshus, som åbner i januar 2027.

Med de fire byggerier samlet i det nye område ønsker Milton Huse at skabe et sted, hvor kommende nybyggere kan hente inspiration og få en fornemmelse af mulighederne i Hinnerup Nord og Favrskov generelt, som udgør et attraktivt område for de store husbyggere.

»Favrskov Kommune og Hinnerup er spændende for os, fordi grundpriserne er lavere end i Aarhus, samtidig med at beliggenheden er meget attraktiv med gode forbindelser. Der er et godt grundlag for nybyggeri, og vi har allerede bygget en del huse i Hinnerup i de senere år. Derfor giver det mening for os at investere i den nye bydel og være med fra begyndelsen,« siger Hans Egedal.

Se video: