Henny er 88 år og troede, kampen for hendes sønner var slut: »Nu bliver benene sparket væk under os«

Henny Aggersbjerg åbner døren og byder indenfor. Hun er en lille, spinkel dame på 88 år med et fast blik.

Hun hælder kaffe op. Hun har forberedt sig grundigt på vores møde. Hun er klar til at kæmpe for sine sønner endnu en gang. Sådan som hun gang på gang gennem hele deres liv har kæmpet for, at de kunne få det bedst mulige liv trods deres udviklingshandicap.

Hun kigger mig lige i øjnene og siger uden omsvøb:

»Nogen dage kan jeg bare græde.«

Men bag betroelsen skinner styrken igennem.

Hendes sønner, Henrik og Torben, er 64 og 61 år. Henrik har boet i bofællesskabet på Toftegårdsvej i 40 år, Torben i 23 år. Her har de deres boliger, deres faste rutiner og en lille sammentømret ”bostedsfamilie”.

Det er alt det, Henny frygter nu kan blive brudt op.

Hun ligger vågen

Natten efter vores samtale ligger Henny vågen. Hun vil ikke fremstå som en ynkelig gammel dame. Men hun er bekymret for, om hun fik forklaret præcist, hvilke konsekvenser hun frygter vil ramme hendes drenge og de øvrige beboere i botilbuddet.

Hun sender en lang sms. Igen og igen forsøger hun at sætte de rigtige ord på,hvorfor planen om at afvikle det nuværende bofællesskab på Toftegårdsvej er så katastrofal i hendes øjne.

For det handler ikke kun om bygninger og adresser. Det handler om et hjem og et fællesskab, som det har taget årtier at bygge op.

»Det, der gør det så ekstra frustrerende, er, at jeg følte, at nu var alt hos ”drengene”, som det skulle være. De befandt sig godt, bedre end nogensinde, og vi kunne endelig se resultatet af alt det, vi har arbejdet for hele deres liv. Det har stor betydning i min alder. Men nej, nu bliver benene sparket væk under os.«

Henny og hendes mand var med i arbejdsgruppen, som i sin tid kæmpede for at få bofællesskabet oprettet. Målet var at skabe et hjem, hvor mennesker med udviklingshandicap kunne få deres eget liv og samtidig blive i det lokalsamfund, de kendte.

»Alt det arbejde, vi har lagt i at få bostedet til at fungere og blive et godt hjem, gjorde vi i den tro, at det var deres blivende hjem.«

»Det er som at opløse en familie«

De seks beboere har levet tæt sammen gennem mange år. De er forskellige, men de kender hinandens vaner, holder af hinanden og passer på hinanden.

Når de kommer hjem om eftermiddagen, mødes de over en kop kaffe og taler om dagen og aftensmaden. Alle har deres plads og deres opgaver.

Om lørdagen er det Henrik, der henter morgenbrød. Han er næsten blind, men han kender vejen og holder af opgaven.

På et tidspunkt begyndte han at tage en rygsæk med. Henny spurgte hvorfor. Så skulle han ikke lede efter morgenbrødet, hvis han faldt på vejen, forklarede han

Det er en lille fortælling om noget stort: Henrik vil selv.

I bofællesskabet er han den, der kommer hjem med brødet. Andre beboere har deres roller. De bemærker det, når nogen mangler, og spørger efter hinanden, når en af dem er væk på ferie.

»Det er som at opløse en familie. Den tillid, tryghed og glæde, beboerne har i hinanden, vil blive til usikkerhed, mistrivsel og mistillid.«

Selv hvis Henrik og Torben beholder deres adresser, frygter Henny, at de alligevel mister deres hjem. For efterhånden som nuværende beboere flytter, er planen, at unge med blandt andet autisme og ADHD skal overtage boligerne.

Dermed vil beboersammensætningen og hele grundlaget for det nuværende fællesskab gradvist ændre sig.

»Kan du forestille dig, hvordan for eksempel en ung med ADHD vil have det med at bo i et bofællesskab med udviklingshæmmede? Jeg kan ikke forestille mig, at vedkommende vil være glad for det eller ønske at indgå i det fællesskab, mine sønner og deres bofæller har i dag.«

Hun understreger, at de unge naturligvis også skal have den rette hjælp. Men hun forstår ikke, hvorfor deres tilbud skal skabes ved at bryde et andet velfungerende hjem op.

Ifølge Henny har kommunen forklaret, at Toftegårdsvej er valgt, fordi bygningerne er de bedst egnede blandt dem, kommunen ejer, og fordi det samtidig er den nemmeste og billigste løsning.

»Hvordan kan man få den tanke, at ødelægge noget, der har kostet mange menneskelige ressourcer at bygge op, og som fungerer og er en stor succes, blot fordi det er det nemmeste og billigste?«

Hvem ender med Sorteper?

Henny læser kommunens brev sådan, at de nuværende beboere kan blive boende, så længe de kan klare sig under de ændrede forhold. En eventuel flytning skal ske efter en individuel vurdering og i dialog med den enkelte.

Umiddelbart kan det lyde betryggende. Men formuleringen rejser nye spørgsmål hos Henny.

For hvad er en dialog værd, hvis beboerne ikke kan overskue, hvad en flytning eller en grundlæggende ændring af bofællesskabet vil betyde for deres liv?

»De kan godt svare på et spørgsmål, men de forstår ikke nødvendigvis konsekvenserne, før forandringen er sket, og de står midt i den.«

Hun hæfter sig samtidig ved ordene »de ændrede forhold«. Efterhånden som nuværende beboere flytter, skal boligerne overtages af en ny målgruppe. Dermed kan fællesskabet, behovene og hverdagen omkring Henrik, Torben og deres bofæller gradvist blive forandret.

Hennys frygt er, at de nuværende beboere først mister den hverdag, de trives i, og derefter bliver vurderet ude af stand til at fungere under de nye forhold.

»Hvad sker der, hvis de ikke længere trives? Vil man så sige, at det er dem, der ikke længere passer ind, og at de derfor skal flytte?«

Hun frygter, at de nuværende beboere på den måde ender med Sorteper.

»Det gør mig virkelig bekymret.«

Friheden findes kun her

Begge sønner er synshandicappede, og Henrik er nu næsten blind. Alligevel kan de færdes på egen hånd i dele af Hørning, fordi de kender området.

De kan gå til Torvet og handle uden at krydse store veje. Butikkerne kender dem, og hvis pengene ikke helt slår til, finder man ud af det. Folk ved, hvem de er, og hvor de hører til.

Og de kan gå hjem og besøge deres far og mor.

»Jeg synes, det er ret indlysende, at hvis man har et udviklingshandicap og samtidig har et stærkt nedsat syn, så er det ikke særlig nemt at blive plantet om. Den lille grad af selvstændighed, det har taget mange år at bygge op, den forsvinder.«

Henrik har meget vanskeligt ved at orientere sig på fremmede steder. Henny tvivler på, at han som 64-årig vil kunne lære at færdes selvstændigt i et nyt område. For Torben vil en flytning også betyde, at de kendte veje og hans mulighed for selv at besøge forældrene forsvinder.

Deres liv vil blive mindre.

Første flytning tog næsten et år

Henny ved, hvad store forandringer kræver af sønnerne.

Da Henrik som ung flyttede ind på Toftegårdsvej, var han ikke klar. I begyndelsen kom han hjem næsten hver anden dag med sin lille taske og spurgte grædende, hvorfor familien ikke ville have ham mere.

Det tog det meste af et år at gøre ham tryg ved det nye hjem.

Da Torben mange år senere skulle flytte, forsøgte familien at forberede ham bedre. Han tog beskeden så bogstaveligt, at han havde sine ting pakket i kasser på værelset i halvandet år, mens han ventede på, at der blev en bolig til ham.

Derfor ved Henny også, at sønnerne ikke på forhånd kan forstå, hvad en flytning eller en opsplitning af bofællesskabet vil betyde. Konsekvensen går først op for dem, når deres kendte liv allerede er væk.

»Beboerne vil ikke kunne forstå, at nogen kommer og tager deres hjem efter 40 år.«

»Det gør mig ekstra gammel«

De seneste år har Henny endelig fundet ro. Hun vidste, at Henrik og Torben trivedes, havde hinanden og var omgivet af mennesker, der kendte dem.

Nu er uroen tilbage.

»Det gør mig ekstra gammel. Jeg har jo ikke længere det samme overskud. Og det generer mig, at jeg trods min alder stadig skal være den, der tager fat og kæmper for mine handicappede børn. Jeg ved godt, at alle forældre kæmper for deres børn og bekymrer sig om dem, men det trækker sjældent så langt ud, at de stadig kæmper, når de er 88 år.«

Hun føler, at hun står alene med ansvaret. Og hvis planen gennemføres, ved hun, at kampen ikke slutter med beslutningen.

Så skal hun forsøge at klæde sønnerne på til, at deres lille familie måske bliver splittet. Hun skal modne dem til en ny tilværelse og forsøge at samle dem op, når de opdager, hvad de har mistet.

Samtidig trænger et spørgsmål sig stadig stærkere på: Hvem skal kæmpe for Henrik og Torben den dag, hun ikke længere er her?

Henny håber stadig, at byrådet vil standse op, før beslutningen bliver endelig.

»Jeg håber, der findes politikere, der ikke kun tænker i penge, men også på skæbner. At de har hjertet med i det, de gør.«