Favrskov Kommune har rundet milepæl: »Det er selvølgelig bare et tal, men det er også et tal, vi har stilet efter«
Favrskov Kommune er på 20 år vokset med 5.000 borgere og har netop rundet 50.000 indbyggere.
Pr. 1. august 2026 er der ifølge Danmarks Statistik 50.073 indbyggere i Favrskov Kommune. Indbyggertallet kan svinge fra måned til måned på grund af til- og fraflytninger, dødsfald og fødsler med mere, men da antallet af indbyggere nu for tredje måned i træk ligger over 50.000, har kommunen valgt at melde ud, at man har nået en ”vigtig” milepæl.
»Selvfølgelig er det bare et tal, men det er også et tal, vi har stilet efter, da vi gennem flere år har arbejdet målrettet med at tiltrække nye indbyggere til Favrskov. Vi arbejder for, at så mange som muligt får øjnene op for, at Favrskov er en attraktiv kommune, både i forhold til placering i det østjyske, naturen, arbejdspladser, infrastruktur og servicetilbud. Favrskov er en attraktiv bosætningskommune, hvor nye boligområder, stærke lokalsamfund og gode pendlerforbindelser skaber grobund for fortsat vækst. Her er godt at være, og vi hilser de mange nye indbyggere velkommen,« siger Lars Storgaard i en nyhed på kommunens hjemmeside.
Befolkningstallet er steget 5.000 siden kommunesammenlægningen for snart 20 år siden. Da Favrskov Kommune blev en realitet ved kommunesammenlægningen 1. januar 2007, var der 45.035 indbyggere.
Siden er det gået støt og roligt frem, båret af udstykninger med byggegrunde i Hammel, Hadsten, Søften, Hinnerup, Voldum, Lading og Ulstrup. Ord som ’vækstkommune’, ’attraktiv bosætningskommune’ og ’pendlerkommune med strategisk god beliggenhed’ er nogle af de ord, der er blevet brugt om Favrskov Kommune gennem tiden, oplyser kommunen i pressemeddelelsen.
Favrskov Kommune er nu den 41. største kommune i landet ud af 98.
læser