Fortsæt til indhold

Kan du se muligheder i denne beliggenhed? Så kan helt særlig ejendom blive din

Skanderborg Kommune sætter tidligere feriekoloni til salg, og der er masser af muligheder for den kommende ejer.

Samfund

Skanderborg Kommune har sat en tidligere feriekoloni ved Ajstrup Strand til salg.

Ejendommen ligger i første række til vandet, og en kommende ejer kan blandt andet få mulighed for at omdanne stedet til hotel, vandrehjem eller ferielejligheder.

Det er ejendommen på Drosselvænget 15 i Malling, der nu udbydes til en mindstepris på 8,5 millioner kroner.

Salget sker gennem EDC Erhverv Poul Erik Bech som et offentligt udbud på vegne af Skanderborg Kommune. Fristen for at afgive bud er 4. november 2026 klokken 14.

Ejendommen ligger i naturskønne omgivelser ved Ajstrup Strand og omfatter en grund på 12.175 kvadratmeter.

Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech
Udsigten fra den tidligere feriekoloni fejler ikke noget. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech

Den har tidligere været anvendt som feriekoloni for Sølund – botilbuddet i Skanderborg for voksne med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsniveau – og det er derfor Skanderborg Kommune, som ejer ejendommen, selv om den er beliggende i Aarhus Kommune.

Ejendommen rummer blandt andet en række værelser, toilet- og badefaciliteter, fællesrum og køkkenområde.

Nu håber kommunen at finde en køber, der kan se nye muligheder i den tidligere feriekoloni.

Masser af muligheder

Hos EDC oplyser partner og er­hvervs­di­rek­tør Mads Bjerrum Christensen til avisen, at Aarhus Kommune vurderer, at ejendommen blandt andet vil kunne anvendes som fortsat feriekoloni, men det vil også være muligt at etablere vandrehjem, hotel eller bed and breakfast i ejendommen.

Således er der også mulighed for at etablere ferielejligheder til udlejning, campinghytter eller andre former for ferie- og overnatningstilbud. Ejendommen kan derimod ikke anvendes som sommerhus, lyder det.

Mulighederne er dog ikke endeligt godkendt, understreges det.

Det bliver derfor køberens ansvar at sikre, at det ønskede projekt kan gennemføres inden for blandt andet lokalplanen, kommuneplanen og byggelovgivningen.
Et projekt vil desuden kræve de nødvendige tilladelser fra myndighederne.

Mulighed for at bygge til

Den tidligere feriekoloni har i dag et bebygget areal på 453 kvadratmeter.

Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech

Ifølge salgsmaterialet vurderes ejendommens samlede byggeret at være på cirka 819 kvadratmeter. Det kan dermed være muligt at opføre yderligere omkring 366 kvadratmeter, hvis ejendommen udnyttes maksimalt.

Også her vil et kommende byggeri være afhængigt af de gældende planbestemmelser og myndighedernes godkendelse.

Kommunen og ejendomsmægleren henvender sig med udbuddet blandt andet til investorer, udviklere og operatører, som kan se muligheder i kombinationen af den store grund, byggeretten og placeringen direkte ved vandet.

Se video: