Vejen til ny kirkegård bød på strid om placering, møddinglugt og klasseopdeling af gravjorden

For 150 år siden – den 9. oktober 1876 – var flere af byens præster, borgmester von Schmidten samt flere medlemmer af byens råd mødt op til indvielsen. Her var taler og sang, men modsat mange andre indvielser var stemningen andægtig. De fremmødte var nemlig samlet på Nordre Kirkegård, der netop denne dag blev indviet med begravelsen af den 42-årige billettør Thomas Peter Henrichsen.

Mødding måtte fjernes

I starten af 1870’erne var byens daværende eneste fungerende kirkegård, Søndre Kirkegård, ved at være fyldt, og byrådet måtte i gang med at finde en placering til endnu en kirkegård. Forskellige lokationer til den nye kirkegård var i spil – heriblandt et jordstykke syd for byen, der dengang hørte under herregården Marselisborg, et jordstykke på Galgebakken, hvor vi i dag har Universitetsparken, og et jordstykke nord for byen. Sidstnævnte lå ved Knudrisbakken og vejen (nuværende Kirkegårdsvej) fra Limfabrikken (der lå i området, hvor nu Østboulevarden og Kirkegårdsvej nu krydser hinanden), op til markvejen (Trøjborgvej), der fra Grenå Landevej fører op til Aldersro, altså, hvor vi i dag har Nordre Kirkegård. Det blev denne placering, der blev vedtaget ved et byrådsmøde den 17. april 1873.

Det blev dog anbefalet af den kommission, som havde foreslået placeringen, at en møddingplads beliggende ved ”Randers Chaussé” blev fjernet, inden kirkegården blev taget i brug, ”da Opholdet paa denne ellers vil blive utaalelig for de Besøgende, naar Vinden bærer fra Møddingspladsen hen over Kirkegaarden”.

Klasseforskel i døden

Herefter begyndte planlægningen og anlæggelsen af den nye kirkegård, som igen var oppe at vende på et byrådsmøde to et halvt år senere. Her var anledningen anlæggelsen af en sti til kirkegården, men den efterfølgende diskussion kom til at handle om noget helt andet; nemlig praksissen med at klasseopdele jorden på kirkegårde.

Byrådsmedlem Mørk mente ikke, at man burde tage en ny kirkegård i brug, før den eksisterende kirkegård var helt fyldt op. Sagen var den, at kirkegårdsjorden var delt op i forskellige prisniveauer, som reelt set medførte, at selv i døden var aarhusianerne klasseopdelte.

I Århus Stiftstidende blev det den 8. oktober 1875 beskrevet således: ”Mørk hævdede det Ønskelige i, at den nye Kirkegaard ikke tages i Brug, før den gamle Kirkegaard er fyldt, uden hensyn til, om denne Fyldning ogsaa skulde medføre, at en lavere Classes Liig maatte begraves i en høiere Classes Jord”.

Det var også i denne periode, at nogle gravsteder begyndte at blive anlagt og vedligeholdt som små minihaver, hvorved skellet mellem rig og fattig blev endnu mere iøjnefaldende, da fattigfolk ofte blot blev gravlagt i tætte rækker med et simpelt trækors på deres grav. Da diskussionen gik ud over det egentlige punkt på dagsordenen, blev den ikke gengivet i referatet fra byrådsmødet, men blot i avisen. Der blev derfor heller ikke taget nogen beslutning om klasseopdelingen her.

Et år efter diskussionen i byrådet var kirkegården endelig klar til indvielse, og Vor Frue Kirkes sognepræst, F.E. Seidelin, afholdt de to første begravelser på Nordre Kirkegård den 9. oktober 1876. Den første person til at blive gravlagt på Nordre Kirkegård var den 42-årige billettør Thomas Peter Henrichsen. Ifølge dødsannoncen havde billettør Henrichsen ”i en Række af Aar bestridt sin lille Post i Communens Tjeneste med megen Accuratesse og Nidkjærhed.”

Ceremonien foregik fra et midlertidigt trækapel, hvor også byens andre præster, borgmesteren og byrådsmedlemmer deltog. Ved højtideligheden udtalte Seidelin, at det nye sted ”hvor vi nu skulle begrave vore kjære Afdøde, seer saa aabent ud; med det skal hegnes med Herrens Fred. Der, hvor der tidligere er pløiet og saaet i den timelige Jord, der ville vi nu hegne med Guds gode Ord, saa at der her kan blive Fred imellem Gravene.” Senere samme dag blev også barber Woldums 62-årige hustru, Johanne Marie Woldum, ”efter langvarige og haarde Lidelser” stedt til hvile på den nye kirkegård.

Kapel og krematorium

Først i 1880 blev der opført et kapel i nyromansk stil med korsfløje, tegnet af arkitekt Vilhelm Puck. Efter 25 år kunne man dog konstatere, at kapellet var for lille. I 1909 blev kapellet ombygget og udvidet efter tegninger af arkitekt S.F. Kühnel. Kühnel stod også bag tegningerne til krematoriet på Nordre Kirkegård, som blev indviet den 9. januar 1923 med smukke relieffer af Elias Ølsgaard. Kühnel havde tegnet en bygning, som drog tankerne hen på en østerlandsk pagode, som blandt andet var inspireret af det berømte mausoleum i Halikarnassos, et af antikkens syv vidundere.

Da opførelsen af et krematorium var blevet diskuteret af byrådet tilbage i 1908, udtalte F. Nørgaard, at selv ”de mest sangvinske vilde” måtte indrømme, at der ville komme til at gå mange år, før tanken om ligbrænding ville slå igennem. Det viste sig at være upraktisk med krematorium og kapel i hver sin bygning, hvorfor kapellet i 1941 blev ombygget, og et krematorium blev indrettet i kapellets kælder. Få år efter blev Kühnels gamle krematorium nedrevet. Krematoriedriften på Nordre Kirkegård ophørte i 1969, hvorefter al ligbrænding foregik på Vestre Kirkegård, der var blevet indviet i 1927.

De nuværende kalkmalerier i kapellet blev udført i 1942 af Harald Borre og forestiller Gethsemanes Have, hvor en engel bringer trøst og styrke til Kristus.

En fredfuld oase

Ligesom kapellet blev også kirkegården hurtigt for lille, og allerede i januar 1883 kunne en kirkegårdsinspektion konkludere, at den nye kirkegård under normale forhold ville være fyldt op inden for 4-5 år, ”medens den ved en indtrædende Epidemi let kan blive fyldt langt tidligere”. Den ønskede udvidelse var klar til brug i 1891 og bestod af et område mod Sandgraven. Året efter inddrog man et stykke ind mod byen og i 1899 det stykke, som ligger nordvest for Kirkegårdsvej. Det sidst inddragne stykke kom til at volde problemer, og i 1903 kunne kirkegårdsbestyrelsen meddele byrådet om højtstående grundvand og oversvømmede grave. 5300 kr. – godt 750.000 kr. i nutidspenge – måtte afsættes til dræning af området, hvilket byrådet bevilligede. I 1912 blev Knudrisbakke inddraget. I 1935 blev der anlagt en urnehave, og der åbnedes samtidig igen for køb af gravsteder, hvilket ikke havde været muligt siden 1927, hvor Vestre Kirkegård blev indviet.

I dag ligger Nordre Kirkegård som en smuk og fredfyldt oase midt i byens larm og travlhed. En tur gennem den gamle kirkegård tager dig en tur ned gennem byens historie de sidste 150 år, og her ligger mange af de aarhusianere, der var med til at forme det Aarhus, vi kender i dag, begravet. Flere af dem, såsom købmændene Hans Broge og Otto Langballe, blev dog ikke oprindeligt begravet her, men på Søndre Kirkegård. Da denne blev nedlagt for at gøre plads til opførelsen af vores nuværende rådhus, blev flere gravsteder flyttet til byens andre kirkegårde i stedet for at sløjfe dem.