Fortsæt til indhold

Endnu et parti trækker sig fra budgettet

Kommunen har en yderst velpolstret kassebeholdning og går alt for forsigtigt til værks. Det går ud over kernevelfærd, lyder argumentet fra politiker.

Samfund

Natur- og Velfærdslisten trækker sig fra budgetforhandlingerne i Norddjurs Kommune.

Det meddeler partiets stifter og ene repræsentant i kommunalbestyrelsen Ulf Harbo på Facebook.

»Jeg ville så gerne spise sneglen, være med i hulen, være med til at underskrive budgetaftalen, få taget billede, spise god frokost og få champagne. Men jeg kan ikke få mig selv til det og derfor er Natur- og Velfærdslisten nu ude af budgetforhandlingerne,« skriver han.

Dermed er både Natur- og Velfærdslisten og Dansk Folkeparti ikke med i budgettet.

Ulf Harbo peger hovedsageligt på de udmeldte besparelser i kommunen som hovedårsagen til, at han trækker sig.

Han anerkender godt nok, at Norddjurs i øjeblikket har en usund økonomi med faldende indtægter og stigende udgifter.

Han mener dog også, at kommunen har rustet sig så godt med en velpolstret kassebeholdning og en status som Danmarks mindst gældsatte, at de varslede besparelser er for omfattende.

Ulf Harbo pointerer blandt andet, at de de sneste års budgetbalancer tegner et væsentlig mere positivt billede af kommunens økonomi.

Da man for eksempel for fire år siden lagde budget og havde 2026 som overslagsår, forventedes det, at kommunen i år ville have en kassebeholdning på 325 millioner kroner.
I dag viser de aktuelle tal, at kassebeholdningen er på 553 millioner kroner. Altså 227 millioner mere end forventet.

Hans vurdering er således, at man i årets budgetlægning er for forsigtig, og det ender med at gå ud over både velfærd og et af partiets kerneværdier om mere natur.

»Som jeg ser det så er det værste der kan ske ved at budgettere med færre besparelser det er at vi får et større kassetræk til næste år og det kan vi som sagt godt klare på nuværende tidspunkt,« skriver Ulf Harbo og fortsætter.

»Vi skal selvfølgelig ikke budgettere ud fra likviditet og det kan sagtens være at vi rammer rigtigt næste år, men likviditeten gør at vi kan gå mere skønsomt til værks og erfaringerne byder os at passe på ikke at bremse for hårdt op. Man siger i det politiske spil at man må tage det sure med det søde. Men jeg må sige at fra Natur- og Velfærdslistens synsvinkel har der ikke været noget sødt til det sure og ingen reel interesse hos forligspartierne i forhold til at forsøge at få Natur- og Velfærdslisten med i budgettet. Der er ingen prioritering af mere natur som bosætnings-, turisme-, erhvervs-, sundheds- og visionsstrategisk indsats.«

Da Dansk Folkeparti ved Jens Kannegaard Lundager trak sig for to uger siden, da budgetskitsen blev offentliggjort, argumenterede han også for paradokset i, at man sparer 30 millioner kroner på flere kommunale kerneområder, mens man samtidig vil bruge en million kroner på at ansætte en ny erhvervschef og en konsulent, som skal være med til at finde nye administrative besparelser.

»Med det politiske mandat jeg har fået af vælgerne må jeg desværre sige tak for denne gang og slå fast at den vej der er anvist er ikke en vej vi kan stemme for med det fokus vi har på udviklingen af vores natur og fastholdelse af lokal borgernær velfærd,« lyder det fra Ulf Harbo.

Se video: