Anklager kolonihaver for ulovligt byggeri: Nu er Gert Bjerregaards eget sommerhus havnet i kommunens søgelys
Venstrepolitikeren har de seneste uger rejst kritik af folk, der ikke overholder reglerne for byggeri i kolonihavehuse i Aarhus, men hans eget nybyggede udlejningssommerhus i Ebeltoft er nu havnet i strid. Ekspert kalder det klokkeklart regelbrud, og Bjerregaard selv indrømmer.
»Det krænker virkelig min retsbevidsthed. Vi kan ikke se gennem fingre med, at man bor pivulovligt.«
Sådan udtalte Venstre-politiker i Aarhus byråd Gert Bjerregaard sig for nylig til Din Avis i sagen om ulovlige kolonihavehuse i Aarhus, som han mener, der skal skrides hårdere ind imod.
Og i et læserbrev til denne avis skriver han for nylig, at lovgivning ikke kan gradbøjes.
Alligevel viser det sig nu, at han selv har overtrådt byggereglerne ved sit helt nye udlejningssommerhus i Ebeltoft.
»Det ser ud til, at vedkommende har fået godkendt nogle tegninger ved kommunen, men så har opført noget andet,« lyder det fra landinspektør Lars Peter Bloch fra virksomheden skel.dk, som avisen har vist sagen til.
Samme opfattelse har flere naboer til det nye sommerhus, og derfor har de klaget til Syddjurs Kommune.
Måske skulle han lige få styr på sit eget penalhus, før han går rundt og kritiserer andresUffe Valbjørn, nabo
Tegninger og virkelighed
Sagen handler i bund og grund om spørgsmålet om, hvorvidt en sauna og en såkaldt spapool er placeret for tæt på skel til naboen.
I 2025 købte politikeren to grunde ved siden af hinanden på Ahl lige uden for Ebeltoft. Triovej 14 og 16.
Senere samme år ansøgte han via firmaet flexkonstruktøren.dk om byggetilladelse til at bygge et stort sommerhus til 20 mennesker på den ene af grundene, nemlig nummer 14.
Der foregik lidt korrespondance frem og tilbage, kan man se i kommunens byggesagsarkiv, og efter enkelte tilretninger gav kommunen byggetilladelse til et hus på 180 m2 plus indbygget udhus på 42 m2 og et såkaldt fritstående udhus på 8 m2, som de facto er en udendørs sauna.
På bagsiden af huset, væk fra vejen og op mod Solovej, der primært består af ældre og mindre sommerhuse, anlægges en stor, hævet terrasse med spapoolen på cirka to gange seks meter i midten af det hele og saunaen et lille stykke derfra tættere på nabogrunden.
Begge dele kan man se på de tegninger, som Gert Bjerregaards byggetilladelse er givet på baggrund af, men i virkeligheden er de kommet til at stå anderledes.
Med andre ord er sauna og pool ikke placeret samme sted på grunden, som de er på tegningerne.
Klokkeklart imod reglerne
Ifølge bygningsreglementet skal en spapool på en sommerhusgrund være fem meter fra skel mod nabo. En udendørs sauna skal være minimum 2,5 meter fra skel mod nabo.
I baghaven til Gert Bjerregaards ejendom står saunaen ifølge naboernes klage kun cirka en meter fra nabogrunden og poolen på en lettere forhøjet terrasse kun godt fire meter væk.
»Hvis det er korrekt, så er det helt klart imod reglerne. Det er klokkeklart. Og når bygherre har ansøgt ud fra nogle tegninger, hvor både pool og spa holder kravene til afstand, så kunne man jo godt få den tanke, at de godt kender reglerne, men bare har ændret placering efterfølgende,« udtaler Lars B. Nielsen, som dog samtidig understreger, at han udtaler sig principielt, da han ikke selv har besøgt sommerhuset.
Vildt provokeret
Afsenderen af klagen er sommerhusejer Uffe Valbjørn, der bor på en tilstødende vej.
Han er forarget over Gert Bjerregaards byggeri.
»Ja, jeg er faktisk vildt provokeret. For det første at det har kunnet lade sig gøre, uden at kommunen har stoppet det, men også at det er en politiker, der står bag regelbruddet. Politikere burde jo gå forrest med det gode eksempel,« siger han.
Vidste du, da du klagede til kommunen, at han selv lige nu har sat ulovligt byggeri på dagsordenen i Aarhus?
»Nej, men det gør da kun sagen endnu værre. Måske skulle han lige få styr på sit eget penalhus, før han går rundt og kritiserer andres.«
Det er nærmeste nabo, Hanne Friis, enig i. Det er hendes grund, som er tættest på saunaen og poolen. Faktisk kun en meter derfra.
»Kommunen har jo tilladt, at der bliver bygget sådan et stort sommerhus lige dér, feriekolonien kalder vi det, så selv om man kan undre sig og synes, det er virkelig træls, så kan vi ikke gøre så meget ved det. Men det er da vildt frustrerende, at de skal sætte sauna og pool så tæt på vores have. Det er meget intimiderende. I det mindste kunne man sætte en afskærmning op. Det ville være en fordel for begge parter.«
Bjerregaard indrømmer
Avisen har spurgt Syddjurs Kommune til sagen, som svarer, at man i de tegninger, som byggetilladelsen blev givet på, er blevet oplyst om, at det hævede opholdsareal, svømmespa og udhus (sauna, red.) ville blive opført minimum 5,0 meter fra skel.
»Ved færdigmeldingen af byggeriet har ejeren underskrevet erklæring om, at byggeriet er opført i overensstemmelse med byggetilladelsen. På dette grundlag har kommunen vurderet, at sagen kunne afsluttes med ibrugtagningstilladelse. Nye oplysninger og iagttagelser, hvad angår en opført sauna samt de hævede opholdsarealers afstand til naboskel, giver anledning til, at Syddjurs Kommune vil anmode sommerhusets ejer om en redegørelse for forholdene.«
Avisen har kontaktet Gert Bjerregaard for at få en kommentar til naboernes klagepunkter og det faktum, at kommunen på den baggrund har bedt om en redegørelse vedrørende forskellen på tegningerne og det faktiske byggeri.
Den aarhusianske byrådspolitiker er kommet med følgende skriftlige svar:
»Indledningsvis kan jeg oplyse, at jeg foreløbig ikke har modtaget nogen former for henvendelse hverken fra Duettevej 10, Ebeltoft eller fra Syddjurs Kommune omkring sagen. Efter avisens henvendelse har jeg straks henvendt mig til min entreprenør, og han har i går (mandag den 12. oktober) også konstateret, at saunaen står for tæt på skel, og han har på min instruks omgående fjernet saunaen. Det er en klar fejl fra min side, og ansvaret er mit, og derfor er saunaen også straks blevet fjernet.
For så vidt angår swimmingpoolen, er jeg opmærksom på afstandskravet på 5,0 meter til skel, min entreprenør har målt den til at afvige 15-18 centimeter fra dette, og jeg vil nu tage kontakt til kommunen for at få forholdet afklaret.«
Lige ved siden af det omstridte hus, på Triovej 16, som Gert Bjerregaard også ejer, har han bygget et tilsvarende stort sommerhus til udlejning. Ifølge loven må man som privatperson eje to sommerhuse og leje dem ud, så længe man selv bruger dem minimum to uger om året.
læser
lige nu