Fortsæt til indhold

Ny hvalperekord: Mindst 11 ulveflokke holder til i Danmark

Danmark har nu 11 ulveflokke, to par og to enlige hanner, viser en ny opgørelse efter årets ynglesæson. Forskere fra Aarhus Universitet forventer dog, at bestanden vokser yderligere, da der er egnede områder, hvor ulve endnu ikke yngler – eksempelvis på Djursland.

Samfund
/ritzau/am

Det vurderes, at der er 11 ulveflokke med hvalpe født i år, to ulvepar og to enlige hanulve i Danmark.

De fordeler sig over mindst 15 forskellige steder, alle i Jylland – fra Løgumkloster i Sønderjylland til den allernordligste del af Nordjylland.

Mindst 61 ulvehvalpe er registreret i de 11 ulveflokke i 2026, viser en foreløbig status fra ulveovervågningen, og det er ny hvalperekord, skriver Aarhus Universitet.

Ulvene kan muligvis også befinde sig yderligere tre steder, men det skal nærmere undersøgelser afklare.

Farvede cirkler markerer områder med kobler (par med hvalpe), par og stedfaste, enlige ulveindivider foruden områder med muligt stedfaste ulve. Mørk blå farve viser ulvekobler med hvalpe født i 2026, orange farve viser ulvepar uden hvalpe født i 2026, grå farve viser stedfaste, enlige ulveindivider, og mørk grøn farve viser revirer, hvor det endnu er uafklaret om de ulve, der registreres, er strejfende ulve fra nærliggende revirer eller nyere etableringer. Kort: Naturhistorisk Museum

Det viser den foreløbige status for bestanden af ulve i Danmark, udarbejdet af Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus, ifølge et notat fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø efter årets ynglesæson.

Nye ulvehvalpe fanget på vildtkamera. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet.

»Da antallet af hvalpe på nuværende tidspunkt er et minimumsestimat, forventes estimatet for det totale antal hvalpe født i 2026 at kunne stige en smule i løbet af de kommende måneder, efterhånden som nye observationer indløber,« lyder det i notatet.

Antal revirer med kobler (par med hvalpe), par og stedfaste, enlige ulveindivider og minimumsantal hvalpe (sort linje) fordelt på overvågningsår (1. maj – 30. april). Fire revirer, som er under udredning, er ikke angivet i figuren. Graf: Naturhistorisk Museum

Og en af årsagerne til, at forskerne forventer, at bestanden kan stige, er bl.a., at der findes områder i Jylland, som vurderes egnede for ulve, men hvor ulve endnu ikke yngler, for eksempel Djursland og Thy.

Ulven genindvandrede til Danmark fra Tyskland i 2012 efter næsten 200 års fravær.

Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet.