I Gyvelparken dyrker de både grøntsager og fællesskab
Fælles havelodder i Gyvelparken Ry skal styrke både klimaindsatsen og naboskabet, mens beboerne sammen dyrker deres egne afgrøder og udveksler erfaringer.
Klimavenligt naboskab. Det er navnet på et nyt initiativ i Gyvelparken Ry, hvor fælles havelodder til dyrkning af egne afgrøder er i fokus. Projektet skal både skabe mere klimabevidste borgere og et større fællesskab i boligområdet.
Det skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
»Jeg hygger mig heroppe, og jeg kan gå her flere timer. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået det her,« siger Max Møller Thomsen, der bor i Gyvelparken Ry, i pressemeddelelsen.
»Det er alletiders«
Max Møller Thomsen viser gerne sit havelod frem. Og med god grund.
I skrivende stund er tre ud af fire havelodder halvtomme, men ikke det stykke, Max står for. Her bliver man mødt af et lille hegn pyntet med grønne blade, et minidrivhus og farverige blomster.
Derudover har han stillet et lille havebord frem og sammen med naboerne fundet stole til det. Han kan tydeligt mærke, at der er kommet mere liv i området, efter de nye havelodder kom til.
»Jeg er forbi haven hver dag. Jeg nyder at gå rundt her. Når jeg tager en pause ved bordet, kommer der ofte nogle naboer forbi, og vi får en lille snak. Det er alletiders,« siger han.
Max Møller Thomsen har boet i Gyvelparken i fire år og er førtidspensionist. Han har været en stor drivkraft i at få projektet skudt godt fra start, da han sørgede for at få renset og jævnet det jordstykke, hvor havelodderne skulle etableres.
Plads til alle
’Klimavenligt naboskab’ er støttet af kommunens klimapulje. Projektet skal sætte fokus på ressourceforbrug og lokal dyrkning af råvarer og herigennem samtidig skabe fællesskab og sammenhold mellem beboerne.
»Jeg ved godt, at det lyder højtflyvende, men en beboer har lige sagt til mig, at det her er det bedste, der er sket i området. Det, at man ser hinanden og får mere med hinanden at gøre, betyder meget for, om det er et dejligt område at bo i. Det er med til at skabe fællesskab og naboskab,« siger Simone Fie Dahl, der er boligsocial medarbejder i ’Fælles om’.
Hver mandag mødes haveholdet til kaffe og kage, hvor de både vender stort og småt, men også aftaler, hvad der skal arbejdes videre med i havelodderne. Når kaffen er drukket, følges holdet ud til haverne og tager fat på arbejdet sammen.
»De er gode til at være med hinanden på trods af deres mange forskelligheder. Alle ved, at der skal være plads til alle, fortæller Simone Fie Dahl.
Dagens møde mellem havefolkene slutter med, at der skal skrabes jord af en trailer i fællesskab, mens snakken går, og grinene smitter.
læser
lige nu