Frivillige er brændstoffet. Uden dem går kulturen i stå
Lørdag den 26. september fejrede Ørsted Biograf sit 100-års jubilæum. En kraftpræstation og et af de smukkeste eksempler på Djursland på, hvordan lokale og vedholdende ildsjæle kan gøre en brav forskel.
Lokalsamfund og mindre byer kan sagtens selv gøre en forskel, selv om virkeligheden anno 2026 ser svær ud. I Norddjurs Kommune, der nok er udfordret på befolkningstal sammenlignet med naboen mod syd, er der masser af gode eksempler på, at det er muligt at holde skibe i søen, når ildsjælene er der og er gode til at samle de mange om et konkret projekt.
Det er altid en fornøjelse at dreje til venstre ad Sygehusvej, når man kommer cyklende eller bilende til Ørsted. Mest af alt for at bivåne den karrygule og velholdte bygning, der lyser op på vejen.
Den smukke Ørsted Biograf på Sygehusvej er mere end en bygning.
Den er summen af alle de mennesker, der gennem 100 år har valgt at bruge deres tid, kræfter og hjerteblod på, at lyset ikke skulle gå ud i salen.
Det begyndte med én mand, Anton, der turde gå imod forventningerne og bygge en biograf i stedet for at købe et landbrug, som hans far ellers havde lagt op til ved at lægge en startkapital foran ham, så han kunne komme godt i vej og stifte familie.
Siden har de ejere, der fulgte efter Anton, båret drømmen videre. Fra filmruller og hårde træstole til digitalt udstyr og moderne biografsal.
Fra 1983 og til nu er huset blevet drevet udelukkende af et hold ulønnede ildsjæle og frivillige filmentusiaster.
I dag er gruppen vokset til cirka 25 frivillige. En bestyrelse på syv personer står i spidsen, men alle er med, når retningen skal sættes.
Det er dem, der holder Ørsted Biograf levende. De sælger billetter og popcorn, de maler, reparerer, søger fonde, lægger budgetter og finder film, der både kan samle hele byen og udfordre publikum.
De gør det uden løn, men med en løn, der ikke kan sættes på konto: glæden ved at se salen fyldes, lyset dæmpes og stilheden sænke sig, lige før filmen går i gang.
De frivillige i Ørsted Biograf er et bevis på, at kultur ikke kun skabes i de store byer og de store huse. Den skabes dér, hvor mennesker tager ansvar for deres sted og siger: »Det her skal vi have – og vi gør det selv.«
Borgmester Kasper Bjerregaard (V) var forbi ved lørdagens fejring af 100-års jubilæet.
Mon ikke han benyttede lejligheden til at hylde de mange frivillige og frivilligheden? Et tema, som fylder meget for borgmesteren, fordi han og mange andre ser det som altafgørende for at bevare den højt besungne sammenhængskraft i kommunen.
Din Avis vil gerne bidrage til hyldesten:
»Denne hyldest er til jer: Til jer, der tager en ekstra vagt, når der mangler én. Til jer, der møder op med værktøjskassen, når noget er gået i stykker. Til jer, der bliver ved med at tro på, at film skal ses i biografen. Til jer, der gør Ørsted Biograf til et sted, man ikke bare går hen – men et sted, man hører til.
Tak, fordi I holder lyset tændt, døren åben og drømmen levende. Uden jer var Ørsted bare en by uden biograf. Med jer er Ørsted en by med en kulturinstitution, der har hjertet med – og som nu har gjort det i 100 år.
Det er altid en fornøjelse at dreje til venstre ad Sygehusvej, når man kommer cyklende eller bilende til Ørsted. Mest af alt for at bivåne den karrygule og velholdte bygning, der lyser op på vejen.
Et blændende stykke kulturarv, som er blevet passet og plejet i 100 år og fortsat vil blive det de næste 100, hvis verden vil.«
Stort tillykke, og så det lange!
læser