Fortsæt til indhold

Købmandsgruppen fik thumbs-up på velbesøgt borgermøde

Der er fortsat stor lokal opbakning til at afsøge mulighederne for at åbne en Vores Købmand i Knebel. Det siger Lene Straarup fra købmandsgruppen til Din Avis.

Samfund

Der er fortsat stor interesse for at få en købmandsbutik i Knebel.

Det er konklusionen efter et velbesøgt borgermøde den 30. september på Molsværket.

»Vi var cirka 100 mennesker samlet, og der var bred opbakning til købmandsgruppen og til, at vi arbejder videre for at bevare en købmand i byen. Stemningen var generelt positiv, og efter mødet er vi i købmandsgruppen klart mere optimistisk inden mødet,« lyder det fra Lene Straarup fra købmandsgruppen, der fik stående applaus fra de fremmødte, da mødet sluttede.

Borgermødet var indkaldt, for at købmandsgruppen kunne få en fornemmelse af, om der var opbakning til at fortsætte arbejdet.

Lene Straarup har været med i købmandsgruppen i Knebel siden starten for cirka halvandet år siden. Den består ud over Lene Straarup af Connie Berggren, Ole B. Sørensen, Mona Thomasen og Bent Haulrik.

Sprang i målet

Borgermødet var indkaldt for at tage temperaturen på opbakningen til projektet efter et skuffende forløb hen over sommeren, der opstod forud for en ekstraordinær generalforsamling 8. juli.

Her skulle anpartshaverne tage stilling til en kapitalforhøjelse og godkende køb af ejendommen på Knebel Bygade 27.

Købmandsgruppen troede, at den havde landet en købsaftale med den tidligere købmand Jens Karl Andersen, som alle parter kunne leve med.

Men kort tid inden mødet sprang den tidligere købmand i målet og fastholdt, at han ville have den pris for bygningen, som han havde meldt ud fra start: 1,2 millioner kroner.

Lene Straarup beskrev over for Din Avis de følelser, der gik gennem hende og de øvrige i købmandsgruppen, da de fik at vide, at aftalen var røget i vasken.

»Vi er sådan lidt i chok. Vi var lige lidt lammede og tænkte: ”Arh, det kan ikke passe.” Vi havde jo en aftale, vi havde jo skrevet under på og som bare lige skulle komme helt på plads til denne her ekstraordinære generalforsamling, så vi kunne lave den endelige købsaftale. Nu var vi lige så glade. Så det virkede sådan helt crazy på en eller anden måde. Vi er ærgerlige og skuffede.«

Købmandsgruppen i tænkeboks

På borgermødet, der var åbent for alle og ikke kun for dem, der har købt anparter i projektet, fremlagde købmandsgruppen fire mulige løsninger. I kort form ser de sådan ud:

  • Se tiden an
  • Forsøge at få flere til at købe anparter for at styrke kapitalgrundlaget
  • Finde en investor, der vil købe ejendommen
  • Lukke ned (det ønskede kun et lille mindretal ifølge Lene Straarup)

»I købmandsgruppen er vi enige om lige at trække vejret og vente med at konkludere forhastet, men borgermødet har afgjort givet os ny energi, så jeg forventer, at vi efter efterårsferien præsenterer et oplæg til, hvordan vi kommer i mål og snart kan åbne en købmandsbutik. Det fortjener Knebel, som den største by på Mols,« siger Lene Straarup.

Den tidligere butik har været lukket siden september 2024.

Lene Straarup fortæller, at de fremmødte på borgermødet bidrog med et væld af noter og forslag, som købmandsgruppen nu vil gennemgå.

»For mig er det vigtigt at understrege, at vi skal overveje mulighederne nøje, før vi siger mere,« fastslår hun.

Se video: