Målet var to millioner fra byens borgere, men kun halvdelen er kommet i kassen til ny købmand – så hvad nu?
Ambitionen er at bygge en ny borgerejet købmandsbutik, men indtil to millioner kroner er i hus, kommer spaden ikke i jorden.
2.000.000 kroner. Det var målet.
Men 1. oktober, hvor Byens Hus Voldum havde sat en deadline for køb af anparter til en ny borgerejet købmand, var kun halvdelen kommet i kassen.
»Jeg er skuffet over, at vi ikke er kommet i mål,« siger Klaus Bilde, der er direktør for anpartsselskabet Byens Hus Voldum.
Selvom han forsøger at fremkalde en eller anden form for positivitet, kan han simpelthen ikke skjule frustrationen.
Grunden til en ny købmand, ved siden af Voldum-Hallen, er allerede købt af Byens Hus Voldum. Arbejdet med arkitekt og ingeniør er i fuld gang. Og Klaus Bildes oprindelige forhåbning var byggestart til foråret.
»Men spaden kommer ikke i jorden, før vi har nået to millioner kroner i anparter. For så er projektet ikke bæredygtigt. Der er en begrænsning for, hvad en købmand i Voldum kan betale i husleje. Som det ser ud lige nu, er projektet altså umuligt at føre ud i livet,« siger Klaus Bilde, der alligevel fortsætter:
»Men projektet skal nok blive til noget uanset hvad.«
Og hvordan hænger det så lige sammen?
»Jamen så kan det jo være, at vi skal ud og banke på døre i byen. Vi havde håbet, at det ikke blev nødvendigt. Så forsøger jeg også at tænke ind i, om man kan lave arrangementer, hvor overskuddet går til projektet,« siger Klaus Bilde.
Han har altså stadig en fast tro på, at den nye købmandsbutik nok skal blive realiseret – spørgsmålet er bare hvornår.
Historien kort fortalt
Den eneste dagligvarebutik i Voldum er Min Købmand, men bygningerne, hvor butikken ligger i dag, er ikke længere velegnede til en moderne dagligvarebutik. Og bygningerne skal rives ned for at give plads til et nyt boligområde.
En ny dagligvarebutik i byen skal være borgerejet, hvilket betyder, at borgerne gennem køb af anparter for 2.500 kroner kommer til at eje forretningen, og en ny købmand så lejer sig ind.
Og håbet var altså, at der ville blive købt 800 anparter á 2.500 kroner.
For at realisere den nye købmandsbygning skal der også skaffes omkring to millioner kroner gennem fundraising. Hvoraf knap halvanden million er på plads fra Den Nationale Landdistriktspulje og LAG-midlerne.
De sidste to-tre millioner kroner til projektet bliver i form af kreditforeningslån.
En forsmag
Den seneste uge har Voldum-borgerne fået en smagsprøve på, hvordan det vil være ikke at have en dagligvarebutik i byen.
Den nuværende Min Købmand har nemlig været lukket på grund af mus og rotter.
Men som bekendt er der ikke noget, der er så træls, at det ikke er godt for noget – og det er også forhåbningen her, både fra Klaus Bilde og købmand Flemming Møller Hoe.
»Normalt slår jeg meget på de økonomiske konsekvenser i form af faldende huspriser, hvis en by ikke har en dagligvarebutik, men der er ingen tvivl om, at der også er en fysisk konsekvens ved ikke lige at kunne hente den pakke sukker eller de æg , du nu lige står og mangler. Der er nogen, som mærker det fysisk ret hårdt lige nu – specielt ældre mennesker. Man kunne jo håbe, at den aktuelle situation giver noget i form af salg af anparter,« siger Klaus Bilde, og Flemming Møller Hoe tilføjer:
»Hvis man var i tvivl, om man skulle købe en anpart, så kunne man jo håbe, at den her uge var med til at tippe det over. Det er da forhåbentlig noget positivt man kan tage med fra den her ellers virkelig trælse situation. Nogle gange skal man miste det, man har, før man bliver opmærksom på det.«
læser
lige nu