Fortsæt til indhold

Skimmelangreb langt værre end frygtet: Børn kan først vende tilbage om et år

Børn og medarbejdere må vente til november 2027 med at vende tilbage, mens kommunen åbner gulve og konstruktioner for at finde årsagen til fugten.

Samfund

Det, der først lignede en lukning på en måned, ser nu ud til at holde børn og personale ude af Guldsmeden i næsten halvandet år.

Børn og medarbejdere i Børnehuset Guldsmeden i Skovby skal efter planen først vende tilbage til institutionen 1. november 2027. Indtil da skal de være samlet i pavilloner, som ventes klar 1. november i år.

Skimmelangrebet har nemlig vist sig at kræve et langt mere omfattende arbejde end først antaget. Nu skal gulvene åbnes over hele institutionen, dele af ydervæggene undersøges nærmere, og kommunen skal samtidig finde ud af, hvor fugten i konstruktionen kommer fra.

»Det, vi kan konstatere, er, at der har været fugt. Det er et faktum,« siger Mie Rauff Nielsen, chef for Ejendomscentret i Skanderborg Kommune.

Men præcis hvor vandet er kommet fra, er endnu ikke afklaret.

Det kan skyldes tidligere oversvømmelser, opstigende grundvand, byggefugt, selve gulvkonstruktionen – eller flere ting i kombination.

Skal ned til den rå beton

Indtil nu har undersøgelserne blandt andet bestået i, at der flere steder i Guldsmeden er skåret huller på omkring 30 gange 30 centimeter gennem linoleum og spånplader og helt ned til den rå beton.

Da de udskårne stykker blev vendt om, kunne man se skimmel på undersiden af spånpladerne. Nogle steder er angrebet værre end andre.

Nu skal alt linoleum og alle spånplader fjernes, så Teknologisk Institut og kommunen kan undersøge hele gulvkonstruktionen og se, om der eksempelvis er en sammenhæng mellem de områder, der tidligere har været ramt af oversvømmelser, og de steder, hvor skimmelen findes.

»Når vi får taget al linoleum og spånpladerne af, så kan vi se, om det primært er dér, hvor vi har haft oversvømmelser, at vi finder skimmel,« forklarer Mie Rauff Nielsen.

Der er også fundet tegn på skimmel enkelte steder i konstruktionen under ydervæggene. Det drejer sig om områder helt nede omkring remmen under gulvhøjde, og derfor skal dele af ydervægskonstruktionen udskiftes.

Hvor store dele, ved kommunen endnu ikke.

Undersøgelserne viser samtidig, at skimmelen ikke findes overalt i bygningen. Der er ikke fundet skimmel i ventilationsanlægget, og der er også undersøgt vægkonstruktioner uden fund. I køkkenet, hvor gulvet består af klinker frem for linoleum og spånplader, har prøverne heller ikke vist skimmel.

Når saneringen er færdig, skal ventilationsanlægget ifølge Mie Rauff Nielsen renses, inden institutionen igen kan tages i brug.

Gemte sig under gulvet

Guldsmeden har gennem flere år været ramt af oversvømmelser i forbindelse med kraftig regn, og det er derfor oplagt at spørge, hvorfor der ikke er grebet mere omfattende ind tidligere.

Ifølge både administrationen og formanden for Børne-, Unge- og Familieudvalget, Trine Frengler (S), er forklaringen, at gentagne undersøgelser frem til i sommers ikke viste tegn på skimmelsvamp.

»Vi har gentagne gange foretaget målinger i bygningen uden at kunne finde tegn på skimmel. Det er også derfor, vi ikke tidligere er gået mere dramatisk til værks,« siger Mie Rauff Nielsen.

Trine Frengler fortæller, at professionelle firmaer efter tidligere oversvømmelser har været ude for at tørre bygningen og efterfølgende har vurderet, at forholdene var i orden.

Så sent som i april blev der ifølge hende foretaget målinger i luften uden fund af skimmel.

På den baggrund forsvarer Trine Frengler kommunens hidtidige håndtering af problemerne.

»At vi så nu ser skimmel under gulvet, det kunne ingen vide. Faktisk er det løbende blevet undersøgt, om der var skimmel, men der er ikke tidligere fundet tegn på det. Da det så blev konstateret, blev der handlet resolut. Det synes jeg godt, administrationen kan være bekendt,« siger Trine Frengler.

Også Mie Rauff Nielsen peger på, at problemet har været skjult.

»Problemet har været, at vi ikke har kunnet se fugten, fordi den var under linoleummet. Derfor har det ikke været tydeligt, som hvis det var på en væg.«

Allerede inden Guldsmeden blev lukket 1. juli, arbejdede kommunen på en løsning til klimasikring af området for at mindske problemerne med de tilbagevendende oversvømmelser. Nu bliver opgaven bredere, fordi undersøgelserne også skal vise, om der skal gøres noget ved grundvandet.

»Er det grundvandet, så skal der styr på grundvandssænkningen,« understreger Mie Rauff Nielsen.

Regning kan vokse

Den foreløbige regning for hele sagen løber op i 22 millioner kroner.

Heraf går omkring to millioner kroner til den første genhusning af børnene, 11,4 millioner kroner til pavillonløsningen, 7,9 millioner kroner til reetablering af Guldsmeden og 700.000 kroner til klimasikring.

Men de 22 millioner kroner er ikke nødvendigvis slutregningen. Kommunens beregning er et overslag baseret på den viden, der er nu, mens undersøgelserne fortsætter.

Børne-, Unge- og Familieudvalget har anbefalet, at der bevilges yderligere 16,6 millioner kroner. Sagen går nu videre til Økonomi- og Erhvervsudvalget og byrådet.

»Vi er nødt til at dykke ned i kassen. Det er den eneste mulighed,« siger Trine Frengler.

Hun kalder regningen ærgerlig, men peger på, at konsekvenserne først og fremmest rammer børn og ansatte.

»Vi kunne godt bruge de penge til noget andet, men det er mere ærgerligt for personalet og børnene, som bliver rusket rundt nu her. Det er ikke sjovt.«

Imens fortsætter jagten på en forklaring, der giver svar på, hvordan fugten er kommet ind i konstruktionen. Først når gulvene er fjernet, og konstruktionerne ligger åbne, forventer kommunen at komme tættere på svaret.

Se video: