Fortsæt til indhold

Stort Aarhus-firma bliver del af europæisk kollektiv

Arkitektfirmaet fortsætter med egen identitet, men får adgang til flere ressourcer og nye samarbejdsmuligheder i Europa.

Samfund
ceb

Arkitektfirmaet AART, der har hovedsæde i Aarhus, bliver del af Verka Collective.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Med godt 250 medarbejdere og syv kontorer på tværs af Norden løfter AART arkitekturkollektivet Verka Collective op på over 500 medarbejdere.

»AART ændrer både størrelsen og rækkevidden af Verka Collective. Vi får en virksomhed, der allerede arbejder på tværs af markeder, kontorer og fagligheder, og som har erfaring med selv at udvikle en stor arkitektvirksomhed. AART bliver derfor en central del af kollektivet og den næste fase af vores europæiske udvikling,« siger Frants Nielsen, der er administrerende direktør i Verka Collective, i pressemeddelelsen.

Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Fortsætter med egen identitet

AART er en af Nordens største partnerejede arkitektvirksomheder, der rådgiver bygherrer om at udvikle organisationer og samfund med arkitekturen som katalysator.

Aktuelt er virksomheden engageret i udviklingen af mere end to millioner kvadratmeter på tværs af skala og sektor – blandt aktuelle og markante projekter er et nyt skatkammer på Rosenborg Slot i København, Vikingtidsmuseet i Oslo, transformationen af Universitetsbyen i Aarhus, Grundfos’ globale hovedkontor i Bjerringbro og Postbyen i København.

»For os handler det om at skabe en endnu stærkere platform for det, vi grundlæggende tror på: At vi med arkitekturen som redskab kan og skal gøre en positiv forskel for mennesker, organisationer og steder. Vi kalder det Redefining Architecture, og den ambition får vi nu endnu større kraft til at investere i og udvikle,« siger Torben Skovbjerg Larsen, der er administrerende direktør i og medstifter af AART, og fortsætter:

»AART fortsætter som AART – med vores egen identitet, faglige ambition og position – men nu med adgang til et større europæisk arkitekturfællesskab, flere kompetencer og nye samarbejdsmuligheder. Det giver os større handlerum til at udvikle arkitekturen, styrke vores indflydelse og skabe endnu større effekt – for vores bygherrer og i samfundet som helhed.«

Se video: