Fortsæt til indhold

Universitetsbyen danner ramme for nyt forskningsprojekt til 150 millioner

Projektet skal vise, hvordan innovation og teknologi kan anvendes til gavn for samfundet.

Samfund
sb

Aarhus Universitet vil i de kommende fem år danne ramme for et internationalt forskningsprojekt, der skal udvikle nye værktøjer til, hvordan man bedst renoverer med fokus på sundhed og højeffektive grønne bygninger.

Det sker med udgangspunkt i universitetets nye campus, Universitetsbyen, der bliver bygget på Århus Kommunehospitals gamle arealer.

Projektet går under navnet Probono og skal illustrere, hvordan innovativ, smart teknologi og digitalisering kan anvendes til gavn for samfundet.

Projektet er støttet af EU med cirka 150 millioner kroner og har i alt 47 partnere fra hele Europa.

»Aarhus Universitet er meget begejstret for at deltage i projektet både som forskningsinstitution, der bidrager med ny viden og nye værktøjer til byggeriet, og ved rent fysisk at drive et Living Lab i projektet – et storskala laboratorium, hvor vi med udgangspunkt i et stort renoveringsprojekt indhenter reel erfaring med de værktøjer, vi udvikler,” siger dekan for Faculty of Technical Sciences ved Aarhus Universitet, Eskild Holm Nielsen, i en pressemeddelelse.

Levende laboratorier

Ambitionen med Probono er at udvikle og afprøve løsninger til design, konstruktion og drift af nye og/eller renoverede grønne områder, som har positiv energibalance, og som ikke udleder CO2. Alt sammen som del i en bæredygtig, grøn byudvikling.

Denne udvikling foregår i de såkaldte Living Labs, og i Aarhus tager projektet udgangspunkt i universitets renovering af Kommunehospitalet.

»Der findes mange eksempler og meget forskning fra renovering af eksempelvis folkeskoler, men det er meget begrænset med forskning i, hvordan et universitets inde- og udemiljøer kan skabe sundere, mere effektive og bæredygtige forsknings- og læringsmiljøer,« siger adjunkt på Institut for Byggeri og Bygningsdesign ved Aarhus Universitet, Aliakbar Kamari.