Storbranden på Østervold udløste historisk redningsindsats - nu hædres brandfolkene med pris
Den Danske Redningsberedskabspris 2026 gives til samtlige brandfolk, der deltog, og hædringen sker både nationalt og lokalt i Randers.
Natten til 25. september 2025 modtager vagtcentralen hos Beredskab & Sikkerhed i Randers, Favrskov, Nord- og Syddjurs Kommuner en alarm, der først ligner en mindre hændelse: ’Skraldespand i det fri – brand i Randers’.
Men meldingen udvikler sig hurtigt til den største redningsindsats i beredskabets historie.
Affaldscontaineren, som er i brand, står på et parkeringsdæk i en etageejendom på Østervold, og ilden breder sig til en række biler. Over parkeringsdækket ligger fem etager med lejligheder.
Her sover 45 intetanende mennesker, mens flammer og røg tager til. Da de første brandfolk ankommer, er de første beboere vågnet og hænger ud ad vinduerne og råber om hjælp.
Det er første og anden slukningsenhed fra Beredskab & Sikkerheds Falck-station i Randers, der først rykker ud. Og det er de brandfolk, der kommer til at stå i centrum af en meget krævende redningsopgave.
Indsatsen viser sig hurtigt at blive så stor, at det trækker på kræfter på tværs af beredskaber i Østjylland, og det er derfor samtlige brandfolk, som medvirkede i den samlede brand- og redningsopgave, der er indstillet til Den Danske Redningsberedskabspris 2026.
Indsatsen reddede 16 personers liv og sikrede evakuering af 45 personer, hvis lejligheder lå over det brændende parkeringsdæk.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Prismodtagere hædres
Den ekstraordinære indsats bliver nu hædret med Den Danske Redningsberedskabspris 2026, som bliver overrakt af Lisbeth Bech-Nielsen (SF), der er samfundssikkerheds- og beredskabsminister, 2. oktober i Holmens Kirke.
7. oktober bliver alle brandfolkene så hædret af Randers Kommune på Randers Rådhus af borgmester Rosa Lykke Yde (SF).
»Det er en dybt imponerende og helt ekstraordinær indsats, som blev gjort. Uden brandfolkenes overblik, en meget koordineret indsats og en stor portion heltemod, kunne det her være gået helt galt. Den holdånd, det fællesskab og viljen til at tage ansvar, når det virkelig gælder, er det, vi hædrer,« siger borgmesteren.
Beslutningskraft, mod og overblik
Da første slukningsenhed natten til 25. september sidste år ankommer til branden i Randers, er den ledet af holdleder Anders Sejling Kristensen.
Brandmændene bliver mødt af kraftig røg- og brandudvikling og går straks i gang med at redde beboere ud gennem den røgfyldte opgang.
Røgdykkerne bruger evakueringsmasker koblet til deres egne luftflasker – en beslutning, der bliver afgørende, fordi bygningens udformning gør håndstiger ubrugelige, og drejestigen er endnu ikke fremme. Flere ældre og gangbesværede beboere bliver båret ned gennem de røgfyldte trapper, mens brandfolkene flere gange er tæt på at løbe tør for luft.
Kort efter ankommer anden slukningsenhed, der er ledet af holdleder Daniel Mathias Terp, og de bliver sat ind på bygningens bagside, hvor biler er i flammer på parkeringsdækket, der er ild i udhæng og facade, og beboere råber på hjælp.
Drejestigen bliver sat ind til personredning, mens mandskabet samtidig bekæmper branden. I alt bliver 10 personer reddet med drejestigen.
Et fælles beredskab
Indsatsen ledes af indsatsleder Henrik Peder Pedersen, som hurtigt beslutter at opdele skadestedet i to dele.
Yderligere styrker, skadestedsledere og assistanceenheder fra nabostationerne bliver kaldt ind. Samtidig koordinerer han med politiets og sundhedsvæsenets indsatsledelse om opmarchområde, behandlingsplads og evalueringscenter.
I alt er omkring 47 brandfolk, en indsatsleder og to skadestedsledere fra Beredskab & Sikkerhed, Falck og Østjyllands Brandvæsen involveret i indsatsen sammen med et stort antal politi, ambulancer og lægebiler, der alle er med til at sikre en samlet redningsindsats.
Takket være den koordinerede og målrettede indsats bliver 16 beboere, der ikke selv kunne bringe sig i sikkerhed reddet direkte ud af bygningen. Samlet bliver alle 45 beboere evakueret fra bygningen, og ingen kommer alvorligt til skade.
læser