»Jeg er ikke kommet for at give folk håb. Jeg er kommet for at fortælle dem, at lortet brænder«

Rutger Bregman har altid haft let ved at falde i søvn.

Som dreng skulle han bare smide sit lyshårede hoved ned på puden, så var han allerede halvvejs på vej til drømmeland, og der blev han hængende, indtil det blev morgen.

Det gør han ikke længere.

Nu ligger den hollandske historiker under dynen i sit hus lidt uden for kanalbyen Utrecht og stirrer tomt ud i mørket, mens tankerne om den verden, hans børn skal vokse op i, løber om hjørner med ham.

Rutger Bregman har en søn på et år og en datter på fem år, og når han kigger på dem, mærker han indimellem, hvordan håbløsheden truer med at overvælde ham.

Eller som han selv siger:

»Jeg spekulerer virkelig meget over, hvilken verden de kommer til at vokse op i. Selv i de bedste scenarier, hvor tingene går godt, spørger jeg mig selv om, hvordan de dog skal finde en mening i tilværelsen?«

Det lyder ikke rart og i virkeligheden også ret uvant, når man tænker på, at det er Rutger Bregman, der udtaler ordene.

Den 38-årige hollænder er kendt som den håbefulde historiker, der forsøger at se sprækker af lys i mørket.

I 2021 udkom han med sin internationale bestseller ”Det gode menneske”, der argumenterede for, at mennesket er stærkt undervurderet. At vi er mindre grådige og egoistiske end vores rygte. At de fleste af os grundlæggende er empatiske og ordentlige ved hinanden.

Nu er han så aktuel på dansk med endnu en international bestseller, ”Moralske ambitioner”, der er ét langt opråb om at melde sig ind i kampen for at gøre verden til et bedre sted.

Bogen udkom oprindelig i 2024, og dykker man ned i de 328 sider, vil man støde på masser af stof, der er mindst lige så relevant i dag, som da de udkom for to år siden.

Men i en tid, hvor verden udvikler sig hurtigere, end sne smelter i maj, er der også analyser, som allerede kan virke lettere forældede, siger Rutger Bregman, da vi mødes på hans danske forlag i Indre København på en regnvåd torsdag i oktober.

I bogen har forfatteren skrevet en liste over den strøm af udfordringer, som verden set med hans øjne står over for – alt fra fattigdom over forurening og ensomhed til dødelige sygdomme og klodens klima.

I årevis har den sidste udfordring af mange været betragtet som den største, og de globale klimaforandringer er selvfølgelig ikke blevet mindre med tiden.

Tværtimod.

»Men i dag eksisterer der kun én altoverskyggende trussel, hvis du spørger mig, og det er ikke længere klimaet,« siger Rutger Bregman.

»Jeg er stærkt bekymret«

Den verdensberømte historiker talte for et par år siden med nogle af verdens førende klimaforskere, der fortalte ham, at hvis klimaforandringerne udvikler sig, som de ser ud til at gøre, så vil vandstanden i verdenshavene stige med omkring tre-fire meter inden år 2100.

Hvad vil en sådan stigning reelt betyde for Rutger Bregmans flade hjemland?

Hvor akut er truslen for de 18 millioner hollændere, der bor i landet?

Det ville Bregman gerne vide, så han kontaktede nogle af de ingeniører, der er med til at sikre Holland mod oversvømmelser, og meldingen var klar:

»De fortalte, at vandstigninger på tre-fire meter kunne de godt klare ved at flytte diger og bygge nye dæmninger. Men stiger vandet mere, så forsvinder vores land i havet, og alle hollændere vil være nødt til at flygte for at redde livet.«

Han sidder lidt uden at sige noget.

»Vi står altså over for en trussel, der ligger 75-80 år ude i fremtiden,« siger han så.

»Det er selvfølgelig alvorligt. Men det er jo ingenting i forhold til tidslinjen for, hvornår kunstig intelligens potentielt kan skabe lige så meget kaos. Her taler vi om et halvt til et helt år. Det er helt vildt at tænke på. Men det mest vilde er, at mange tilsyneladende slet ikke forholder sig til truslen.«

Det gør Rutger Bregman til gengæld, og hvis han skal være helt ærlig, så er han »stærkt bekymret«, som han selv udtrykker det.

»Sådan har jeg aldrig før haft det i min karriere. Jeg har altid ledt efter håbet. I mange år har jeg været ham, man kunne gå til, hvis man ville have et lysere og mere optimistisk perspektiv på tingene. Jeg var ham, der mindede verden om, at vi på trods af krige, kriser og katastrofer bevægede os i den rigtige retning. At verden hele tiden blev en smule bedre, hvis man kiggede på tingene i et lidt større perspektiv. Nu ligger jeg vågen om natten og stirrer op i loftet.«

Et lys i mørket

Det lyder mørkt og næsten uoverskueligt. De næste mange linjer tilbyder desværre heller ikke megen optimisme, og på et tidspunkt i interviewet vil den hollandske historiker også sige, at han ikke stiller op for at indgyde håb. Han stiller op for at advare os.

Men mennesker bliver syge af at leve i håbløshed. Vi har brug for at mærke, at lyset findes derude, og den gode nyhed er, at vi på trods af Rutger Bregmans dystopiske åbning ikke bliver efterladt i håbløshedens hængedynd, når dette interview er slut.

For i den nye bog er der masser af fortællinger om, hvordan mennesker op gennem historien har besluttet sig for at yde deres bidrag til at gøre verden bedre.

Vi skal også høre om det ambitiøse projekt, ”The School for Moral Ambition”, som den hollandske historiker selv grundlagde for to år siden, og som allerede har gjort en stor forskel i kampen mod nogle af verdens største udfordringer.

Med andre ord er der lys i mørket, hvis blot man læser til ende.

Så er det på plads.

Og så tilbage til Rutger Bregmans sortsyn, for den 38-årige historiker kæmper virkelig med at finde håbet.

Ikke mindst fordi truslen fra kunstig intelligens er sværere og mere abstrakt at lægge arm med end mange andre af verdens udfordringer:

»Det er på ekstremt kort tid blevet meget uklart, hvad man kan og skal gøre i kampen mod de potentielt farlige bagsider ved udviklingen inden for kunstig intelligens,« siger han.

De modige whistleblowere

Tidligere i år smed Rutger Bregman selv alt, hvad han havde i hænderne, og søsatte en international boykot af OpenAI’s AI-model ChatGPT for at lægge pres på den magtfulde techvirksomhed.

Ikke mindst de ansatte.

»Det er så vigtigt, at de står frem og fortæller, hvad der foregår bag murene i Silicon Valley. Jeg har været derovre ad flere omgange i de seneste år, og jeg har talt med mange, der har arbejdet i techindustrien eller stadig gør det. Når man kigger dem i øjnene, kan man se, hvor skrækslagne de er. De mener virkelig, at der er en voksende sandsynlighed for, at vi alle sammen kommer til at dø inden for de næste par år,« siger Rutger Bregman.

Vi taler om Jacob Coxon, den 27-årige forsker i kunstig intelligens hos techvirksomheden Anthropic, som i begyndelsen af september valgte at sige sit job op i protest.

I forbindelse med sin opsigelse lagde han et opslag ud på det sociale medie X, der gik viralt med over 100 millioner visninger. Her advarede han i stærke vendinger om, at det vilde kapløb mellem techgiganterne om at udvikle en selvforbedrende superintelligens er ved at løbe løbsk og i værste fald kan ende med at udslette menneskeheden inden årtiets udgang.

»Vi har brug for modige og idealistiske whistleblowere, der skubber skællene fra vores øjne og taler om virkeligheden, som den er, og ikke som vi kunne ønske, den var,« siger Rutger Bregman og fortæller om, hvordan nogle af folkene fra hans ”The School for Moral Ambition” i månedvis har været til stede omkring OpenAI’s kontorbygninger i alle døgnets timer.

»De skriver beskeder på fortovet med kridt: ”Historien holder øje med jer!”, ”Tal højt!” og ”Opsig dit job!” Forhåbentlig sætter det tanker i gang hos nogle. Men det kan også give bagslag, fordi mange har et anstrengt forhold til aktivisme selv i de mest milde former. Men tiden kalder på, at vi handler på alle planer. Også med kridt.«

Venstrefløjens store svigt

Men hvordan er det overhovedet kommet så vidt?

En af de mest markante årsager er ifølge Rutger Bregman den kollektive fornægtelse, der har præget og stadig præger offentlighedens tilgang til udviklingen inden for kunstig intelligens.

»Der eksisterer en kæmpe kløft mellem, hvad flertallet tror, teknologien er i stand til, og hvad den i virkeligheden kan præstere. Det gør, at vi ikke for alvor reagerer på truslerne, og mens vi snakker, vokser monsteret sig større og større.«

I sommer udkom den hollandske historiker med essayet ”En ubekvem sandhed om kunstig intelligens”. Titlen refererer til den amerikanske ekspolitiker og klimaforkæmper Al Gore, der i 2006 lavede den berømte film ”En ubekvem sandhed”, der skulle vække verden og få folk til at se klimaforandringerne i øjnene.

»Dengang var problemet i stor stil, at højrefløjen nægtede at forholde sig til udfordringerne. Først benægtede de, at der overhovedet var klimaforandringer, indtil det ikke længere var muligt. Så påstod de, at klimaforandringerne ikke var menneskeskabte, indtil det heller ikke var muligt. Så bagatelliserede de problemerne, inden de sluttede med at fortælle os, at vi nok skulle finde løsninger til at fikse det hele.«

Med kunstig intelligens er det først og fremmest venstrefløjen, der svigter ved at nedtone de konsekvenser, som de burde interessere sig for, siger Rutger Bregman:

»Højrefløjen elsker kunstig intelligens, fordi teknologien lover vækst og gyldne tider. Men venstrefløjen burde interessere sig langt mere for, hvad teknologien kommer til at betyde for vores generelle trivsel, for vores arbejdsmarked, for den sociale ulighed, ja, fortsæt selv listen.«

»Hvad pokker gør vi?«

Mange bliver ved med at sige, at maskinerne aldrig kommer til at skrive og tænke lige så godt som et menneske, selv om der hele tiden kommer eksempler på det modsatte, siger Rutger Bregman.

Vi taler om den canadisk-haitianske forfatter Thelyson Orelien, som for nylig tog det litterære Frankrig med storm med sin debutroman, der endte med at blive nomineret til den prestigefyldte Goncourt-pris.

Det lignede en succeshistorie, indtil en anonym profil på det sociale medie X anklagede ham for at have brugt kunstig intelligens til at skrive det meste af sin roman. Det viste sig at være rigtigt, og så vendte litteraturkritikerne pludselig den unge forfatters værk ryggen.

»De havde hyldet sproget for dets smukke rytme, men nu, hvor de genlæste siderne, kunne de pludselig godt se, at det var uoriginalt og generisk formuleret,« fortæller Rutger Bregman.

Det interessante er, at teksten først blev kaldt dårlig, da mistanken om brug af kunstig intelligens dukkede op, og det er netop den form for fornægtelse, den hollandske historiker ser overalt:

»Folk fornægter maskinernes evner, men i dag kan teknologien meget mere, end vi overhovedet kunne have forestillet os for bare et halvt år siden,« siger han og drejer samtalen ind på de gennembrud, matematikken oplever i disse måneder.

»Vi ser nogle af matematikkens sværeste og vigtigste uløste gåder blive løst på stribe, fordi techvirksomhederne kaster mere og mere regnekraft efter dem. Matematikere over hele verden er chokerede og river sig fortvivlet i håret, mens de taler om det moderne menneskes absolutte meningstab. Men medierne beskriver kun overfladisk disse scenarier, folk gyser lidt, og politikerne mærker ubehaget trænge sig på, men alt for få stiller det åbenlyse spørgsmål: Hvad pokker gør vi?«

Vi er nødt til at vågne op

Rutger Bregman blev verdensberømt, da han i 2019 var inviteret til det berømte topmøde World Economic Forum i den schweiziske alpeby Davos, hvor topchefer, statsoverhoveder og den økonomiske elite hvert år mødes for at diskutere klodens problemer.

Undervejs sad den hollandske historiker i et panel, der skulle diskutere den stigende globale ulighed. Da det blev Bregmans tur til at sige noget, leverede han en syrlig og kompromisløs kritik af milliardærernes skatteunddragelse, som ingen for alvor talte om:

»Det føles, som om jeg er til en konference for brandmænd, og ingen må tale om vand.«

Videoklippet gik verden rundt og blev mødt af en tsunami af digitale klapsalver på de sociale medier.

Siden har Rutger Bregman været en ivrig gæst på alle de store amerikanske talkshows, og i dag holder han foredrag og giver forelæsninger over hele verden. Hver gang han står på scenen, kigger han på et tidspunkt ud på publikum og beder dem om at forestille sig, at internettet pludselig går ned og er slukket i en uge. Og hver gang er der folk i salen, der spontant bryder ud i jubel.

»De jubler, fordi de forestiller sig nogle dage, hvor de slipper for at svare på mails og i stedet kan bruge tiden på at spille brætspil med deres børn, nu hvor de ikke kan scrolle på deres TikTok. Men de forstår ikke, hvad det reelt betyder for os. Hele vores samfund - fra hospitaler til vandboringer - baserer sig på digital infrastruktur, så hvis nettet går ned, vil tusinder af mennesker dø i løbet af kort tid.«

Budskabet er klart. Vi er nødt til at vågne op. Det handler om at blive voksne som civilisation.

»Det er ikke en gud, der har skabt kunstig intelligens. Det er os selv, og vi må indse, at der ikke kommer nogle kloge voksne og redder verden for os. Det skal vi selv være med til at gøre,« siger Rutger Bregman, der ofte, når han bliver interviewet, bliver bedt om at slutte på en optimistisk bemærkning, så folk ikke går helt slukøret hjem.

Den 38-årige hollænder forstår godt behovet for at se sprækkerne i mørket. Det har han bygget en hel karriere på. Men tiden er ikke til den slags »happy talk«, som han siger.

»Jeg er ikke kommet for at indgyde folk håb. Jeg er kommet for at fortælle, at huset brænder. Det er ikke min opgave, at berolige jer. Det er min opgave at få jer til at hente vand.«

De moralske ambitioner

Men selv om det er mod Rutger Bregmans ånd, kan vi ikke gå ud på mørke, og som tidligere nævnt er det absolutte sortsyn heller ikke normaltilstanden for den hollandske historiker.

Desuden lovede vi også, at interviewet ville slutte i lyset.

Heldigvis behøver man kun at læse Rutger Bregmans ”Moralske ambitioner” for at blive opløftet. En bog, han selv beskriver som »et koldt og intenst brusebad for sjælen«, og som han først og fremmest skrev, fordi han var kørt sur i at høre sig selv fortælle folk om alt det, der er galt med verden - han ville handle.

I bogen beskæftiger han sig med, hvordan ihærdige mennesker kan ændre tingenes tilstand, hvis de vil. Med vilje, ambition, handling og hårdt arbejde.

Vi mennesker har evnen til at forme verden omkring os til det bedre, men desværre bilder vi alt for ofte os selv og hinanden ind, at vi står handlingsløse over for den, lyder den enkle pointe i ”Moralske ambitioner”, der begynder med en simpel erkendelse:

»Du har kun ét liv. Den tid, du har tilbage her på Jorden, er dit kostbareste eje. Tid kan du aldrig tilkøbe, og hver time, du har givet ud, har du mistet for altid. En fuldtidskarriere består af 80.000 timer eller 10.000 arbejdsdage. Hvordan du bruger den tid, er et af de vigtigste moralske spørgsmål i dit liv.«

I bogen er der masser af eksempler på mennesker, der har gjort en forskel. Som eksempelvis briten Rob Mather, der i mange år var leder i et stort konsulenthus, men som helt tilfældigt så en dokumentar på tv, som fik ham til at sige sit job op.

Nu er han chef for en velgørenhedsorganisation, ”Against Malaria Foundation”, som han selv grundlagde i 2004.

»Det er Real Madrid inden for velgørenhed. De beskytter 400 millioner mennesker mod malaria, og hvis denne bog skaber bare en enkelt Rob Mather, har arbejdet med den været alle anstrengelserne værd,« siger Rutger Bregman.

Idealister med ambitioner

Men den verdensberømte hollænder nøjes ikke med at kritisere den måde, vi indretter samfundet på. Han vil også ændre på, hvad vi stræber efter.

Samme år, som han udgav ”Moralske ambitioner”, grundlagde han organisationen ”The School for Moral Ambition. Målet er at få nogle af verdens dygtigste og mest ambitiøse mennesker til at bruge deres evner på at løse klodens største problemer – i stedet for at gøre karriere i de virksomheder, der i forvejen har flest penge og mest magt.

For der er noget paradoksalt i den måde, vi indretter vores uddannelsessystem på, mener han.

»Vi betaler skat til et uddannelsessystem, der skal uddanne unge, så de kan bidrage til samfundet. Men så ser vi de dygtigste jurastuderende blive headhuntet af store banker og konsulenthuse, hvor de får en fantastisk løn for at hjælpe virksomheder med at undgå skat. Eller de dygtigste psykologer blive ansat hos Meta, hvor de bruger deres viden til at gøre unge mennesker afhængige af platformene. Det er helt absurd.«

Og hvorfor vælger de unge så de job? Fordi de får en god løn og anerkendelse, mener Bregman. Det vil han lave om på.

”The School for Moral Ambition” skal være en modvægt til de store virksomheder, der i dag konkurrerer om at tiltrække de bedste hoveder. Organisationen tilbyder blandt andet stipendier og fellowship-programmer til mennesker, der vil arbejde med nogle af verdens største udfordringer.

»Vi er ekstremt selektive. På Harvard havde vi et program, hvor 10 pct. af alle tredjeårsstuderende søgte, men vi kunne kun tilbyde 12 pladser. Verdens største problemer fortjener de bedste hoveder og de mest originale løsninger.«

Det handler om at kombinere en aktivists idealisme med en iværksætters ambitioner, forklarer Bregman.

»Når en succesfuld iværksætter har tjent sin første million, stopper han jo heller ikke. Han fortsætter med at bygge noget større. Den samme vedholdenhed burde præge mennesker, der vil gøre verden bedre.«

Og så skal vi være villige til at arbejde for forandringer, som vi måske ikke selv kommer til at opleve.

»Tænk på de 68 kvinder, der i 1848 mødtes i Seneca Falls i USA for at kræve kvinders rettigheder. Kun én af dem nåede at opleve, at amerikanske kvinder fik stemmeret.«

For Bregman handler moralsk ambition også om at forstå, hvad der egentlig giver et menneskeliv mening.

»Det er så let at lade sig opsluge af sine egne fornøjelser. Men det er ikke den næste storbyferie eller champagnesmagning, der giver os mening. Det giver os måske fornøjelse, men der er forskel på fornøjelse og på at føle, at ens liv betyder noget.«