»Hvis man oplever, at sociale medier påvirker én negativt, skal man slukke for dem«
Helle Thorning-Schmidt opfordrer i ny bog danskerne til at være mere venlige mod hinanden. Men hvorfor taler den tidligere statsminister ikke om de algoritmer, som en af verdens mest magtfulde techvirksomheder sender mod vores samfund – og som hun er lønnet af.
»Du ligner én, der er faret vild,« smiler Helle Thorning-Schmidt, da hun ser mig vandre retningsløst rundt i en baggård i Indre København et par minutter, inden hun og jeg skal mødes på hendes forlag på førstesalen i en af de dyre opgange.
Jeg har en interviewaftale med landets tidligere statsminister, fordi hun har skrevet en bog, der siden udgivelsen har kastet en del ballade og forarget opmærksomhed af sig.
De 212 sider er Helle Thornings personlige opråb til danskerne. Et forsøg på at starte en samtale om, hvordan vi alle får 5 pct. mere venlighed ind i vores hverdag, så vi i fællesskab kan være med til at gøre Danmark til et lidt bedre og rarere sted.
Det lyder umiddelbart som en ædel mission, men når man som Helle Thorning er et prominent medlem af den amerikanske techvirksomhed Metas uafhængige tilsynsråd, der blandt andet har til opgave at holde øje med, hvordan Mark Zuckerberg og hans ansatte driver Facebook og Instagram, kan den slags ellers sympatiske budskaber let kæntre.
Det åbenlyse spørgsmål er selvfølgelig, om man i 2026 kan arbejde for en af de virksomheder på kloden, der i den brede offentlighed har ry for at være med til at skabe flere selvmord, mere selvskade og flere spiseforstyrrelser blandt unge, og samtidig skrive en bog, der handler om vigtigheden af at være venlig mod sine medmennesker?
Helle Thorning vil i dette interview hævde, at det kan man godt.
Man gør, hvad man skriver
Kort efter vores møde i den københavnske baggård sætter Helle Thorning og jeg os ned i et par lyse loungestole i en højloftet lejlighed med stuk og hvidmalede vægpaneler. Der er stillet danskvand frem på bordet mellem os, og den bogaktuelle forfatter tilbyder som det første at fylde mit glas op.
Walk the talk, som amerikanerne siger. Man gør, hvad man skriver.
Den form for venlighed ligger naturligt til Helle Thorning. Hun har plien og de gode manerer med hjemmefra, siger hun.
»Når man er venlig, opdager man, hvor langt man kommer med at være det. Jeg tror, de fleste vil opleve, at hvis de kigger op og er venlige, så bliver de også mere heldige.«
Helle Thorning har sovet godt. Det har hun altid gjort, og det er hun taknemmelig over, for søvn er vigtig, hvis man skal være den bedste udgave af sig selv, som den bogaktuelle forfatter udtrykker det.
Det er mad og drikke også, og derfor begynder Helle Thorning altid sin dag med at spise »en dejlig omelet med grøntsager« og drikke »to kopper god kaffe«, og hvis hun er på restaurant, og køkkenet serverer »underlødig mad«, lader hun den stå.
Jeg ved alt det her, fordi jeg har læst hendes nye bog ”En lille bog om venlighed og vrede”, der netop er udkommet.
»Det med at tage min egen energi alvorligt, har jeg altid gjort. Jeg havde det godt som statsminister, selvom jeg var maksimalt presset, fordi jeg altid sørgede for, at min egen energi var god,« fortæller Helle Thorning, der undervejs i dette interview vil slå et slag for, at vi aldrig har haft det bedre herhjemme, ligesom hun vil forsøge at overbevise os alle sammen om, at det hele nok skal gå, fordi vi lever i et af verdens bedste samfund.
Men det betyder ikke, at alt er rosenrød idyl. Det ved Helle Thorning godt. Som hun selv skriver i sin nye bog, er der i dag en »markant større mistillid unge mennesker imellem«, og derudover er »tilliden til det politiske system og til velfærdsstaten under pres« herhjemme.
Det er derfor, hun melder sig på banen, fortæller hun.
Hvis vi skal redde Danmark fra at miste vores så berømte tillid, er vi nødt til at bekæmpe mistilliden, og vores »superkraft«, som Helle Thorning kalder det i sin nye bog, er vores venlighed.
Så er det på plads.
Metas magtfulde hadmaskiner
Vi har fået afsat en time til at interviewe den i dag 59-årige ekspolitiker, og modsat, hvad jeg havde forventet, kom invitationen ikke med noget krav om, hvad vi skulle eller måtte tale om.
Det er jeg glad for.
I de seneste måneder har Helle Thorning nemlig styret uden om de fleste journalister, der har villet udfordre hende på hendes valg af arbejdsplads.
Men nu sidder hun klar med et glas danskvand i hånden og smiler.
Set udefra virker Helle Thorning som et menneske, der kan holde til lidt af hvert.
Som formand for Socialdemokratiet blev hun ofte kritiseret hårdt og højlydt af sine egne partifæller, og i offentligheden er hun blevet kaldt alt fra Gucci Helle til Bordello-mor.
Uden nogensinde at gå ned med flaget.
Af samme grund er socialdemokraternes tidligere formand også et forbillede for mange. Ikke mindst kvinder, der ser en stærk kønsfælle løbe storm mod nogle af de strukturer i samfundet, som holder kvinder nede.
Andre kigger på Helle Thorning og ser et magtmenneske, der skifter holdning til verden alt efter, hvilket job hun besidder.
De taler om dengang, hun som statsminister var med til at stramme landets udlændingelove, der gjorde det sværere for børn i krigszoner at blive familiesammenført, for kort efter at tale de samme børns sag som direktør i verdens største uafhængige børneorganisation, Save the Children.
I dag går kritikken af Helle Thorning på, at hun bliver lønnet af Meta, en af verdens mest magtfulde techvirksomheder, som i disse år er fanget i en strøm af retssager, der anklager deres algoritmer for at gøre unge, især unge kvinder, alvorligt syge.
I sommer bragte Politiken en række artikler, der viste, hvordan sociale medier promoverer skadeligt indhold, der er med til at skubbe danske unge ned ad mørke og destruktive stier.
Sidst, men ikke mindst, har psykolog Lotte Rubæk, der også er ekspert i unges selvskadeadfærd, og som selv forlod et af Metas ekspertpaneler i vrede for to år siden, ved flere lejligheder kritiseret Helle Thorning for at være med til at blåstemple den amerikanske techvirksomhed, ligesom hun har kaldt virksomhedens sociale medieplatforme for »Metas hadmaskiner«.
De små ting gør en forskel
Helle Thorning kender alle historierne, og hun er med på, at vi skal regulere de store techvirksomheder. Men hun er også optaget af, hvordan vi selv kan være med til at sikre, at vi tør stole på og snakke med andre mennesker herhjemme, for ellers går det galt, som hun siger:
»Se på andre lande, hvor folk er fastlåste i egne kulturelle fællesskaber, så de nærmest ikke kan tale med andre. Vi ser det i USA, hvor folk higer efter at bygge flere broer mellem mennesker. Vi er på et tidspunkt i Danmark, hvor vi skal passe meget på det, vi har.«
Helle Thorning er optaget af mikrohandlinger. Det er ofte i de små ting, vi kan gøre en stor forskel, siger hun.
»Nogle gange tror man, at man skal tage kæmpestore ting i brug: Nu skal jeg også være sødere mod alle mennesker. Men vi kan ikke forlange 100 pct. mere hele tiden. Der kan man gøre sig selv en tjeneste og bryde det ned og forlange 5 pct. mere af sig selv. Hvis jeg har en mikroforbindelse med andre mennesker, det kan være en kort samtale, et lille møde eller bare, at man hjælper nogen ned med en barnevogn, kan det give energi til den anden. Men også til mig selv.«
Men hvorfor er der ifølge Helle Thorning markant større mistillid mellem unge i dag? Og hvorfor er tilliden til det politiske system og til vores velfærdssamfund udfordret i disse år? Har socialdemokraternes tidligere formand et bud på en forklaring?
»Jeg tror, der er mange forskellige årsager, men det har ikke så meget med bogen at gøre. Men tilliden daler i hele verden. Til institutioner. Til demokrati. Og mest i den vestlige verden.«
Men hvorfor tror du, det er sådan? Kan du komme med bud på det?
»Det kan jeg godt, men det er ikke det, bogen handler om.«
Det er det vel. Det er dig, der nævner det i bogen?
»Det bliver meget politisk, hvis man skal ind i, hvorfor tilliden daler. Det har jeg masser af bud på, men jeg synes ikke, det har så meget med bogen at gøre.«
Jeg tager det op, fordi du nævner det i bogen, hvor du helt specifikt skriver, at du er optaget af, hvordan vi kan bekæmpe den udvikling, og hvis man skal bekæmpe et voksende problem, er man vel også nødt til at vide, hvad årsagerne til problemet er?
»Det er fuldstændig rigtigt, men det, bogen giver et bud på, er, hvordan vi i det små med mikrohandlinger kan gøre noget for at hjælpe hinanden i en tid, hvor alting forandrer sig hurtigt. Hvor vi ser, at kunstig intelligens kommer til at betyde en stor del i vores samfund. Det er ikke, fordi jeg er bange for kunstig intelligens, men det er et faktum, og der er et behov for, at vi i stigende grad finder ind til vores sande menneskelighed med alt, hvad den indebærer.«
Verden bliver hele tiden bedre
Det er svært for udefrakommende at vurdere, hvor meget af den »sande menneskelighed«, som Helle Thorning taler om, der bliver vendt og debatteret til møderne i Metas uafhængige tilsynsråd, men faktum er, at mange politikere, meningsdannere og almindelige mennesker herhjemme mener, at vi er i gang med at miste noget af vores menneskelighed i den teknologiske udvikling.
Så når Helle Thorning næsten ikke nævner kunstig intelligens i sin nye bog, er det så, fordi hun ikke frygter den nye teknologis indvirkning på vores samfund?
»Jeg tror, man skal regulere den lidt mere, end man gør i dag, og man skal være sikker på, at der ikke er lagt destruktive mekanismer ind i kunstig intelligens. Men jeg tror, det kommer til at være en fantastisk ting.«
Verden bliver hele tiden bedre, siger Helle Thorning. Det er derfor, vi skal passe på med at romantisere fortiden, lyder det i den nye bog. Alt var nemlig ikke bedre i gamle dage. Faktisk tværtimod.
»Hvis du spørger mig, om jeg hellere vil leve i et andet årti, ja, bare et andet årstal, som mig, som kvinde, som menneske med ambitioner og frihedstrang, er der intet andet tidspunkt, jeg kunne tænke mig at leve i. Heller ikke for mine børn. Nu har jeg to børn, der er queer, og jeg vil meget hellere have, at de er født i 90’erne. Der var meget mere skyld og skam i 70’erne, hvis homoseksuelle skulle ud af skabet. Nu er de beriget med bedsteforældre, som forstår dem, og forældre, der er cool med deres homoseksualitet.«
Ikke altid samfundets skyld
Du skriver i bogen, at »vores godhed, vores overbærenhed og evne til at elske, den skal vi finde ind til«, og du fortsætter med at skrive, at »vores menneskelighed er ikke bare nice to have, den er need to have,«. Det er den, der skal overvinde de mørke kræfter, for »de findes«, skriver du. Hvad er det for mørke kræfter, du tænker på?
»Det kunne være folk, der gerne vil angribe vores samfundsform, det kunne være cyberangreb eller en krig, der sniger sig ind på os. Der er politiske kræfter, som ønsker at splitte os frem for at samle os. Det ser vi i andre lande. Her skal vi bruge vores stærke velfærdssamfund og vores venlighed og generøsitet over for hinanden til at være en del af den modstandskraft.«
Jeg tror, rigtig mange danskere køber ind på, at der er pligter og ansvar, og at vi alle skal bidrage til det her samfund. Men der er vel også nogle politiske strukturer, som skal være på plads? Det er vel ikke bare den enkeltes ansvar at skabe et velfungerende samfund?
»Vi skal både have et samfund, som er det stærke velfærdssamfund, vi kender i Danmark. Det skal vi hele tiden gøre bedre. Men det fritager ikke os som mennesker for et ansvar i de relationer, vi indgår i. Det er vigtigt at få sagt, at det ikke altid er samfundets skyld. Der er meget, vi selv skal være herrer og damer over i vores liv. Jeg har som menneske ansvar for, hvordan jeg opfører mig, når jeg kommer ind til en bager eller går ned og handler i Føtex.«
Hvordan behandler Meta verden?
Helle Thorning var formand for Socialdemokratiet i 10 år og statsminister for Danmark i to regeringsperioder, men da hun for fem år siden udgav sin bog om køn og feminisme, ”Blondinens betragtninger”, skrev Dagbladet Information, at den bogaktuelle ekspolitiker med sin nye bog viste, at hun »har alle de rigtige holdninger, men ingen visioner for, hvordan idealerne kan realiseres politisk«.
Har anmelderen ret? Eller har Helle Thorning stadig politiske ambitioner, der rækker ud over et opråb om mere venlighed på en mandag?
»Jeg har masser af politiske ambitioner, og jeg mener noget om al politik i Danmark og i verden. Men jeg er ikke i politik mere, og jeg oplever faktisk, at de små ting i vores tilværelser betyder rigtig meget for vores velbefindende. Det er det, jeg skriver om i denne bog. Der er rigtig mange ting, der ikke kan løses med politik. Der er ikke nogen politisk løsning på, at vi skal være mere venlige mod hinanden. Det er op til det enkelte menneske. Og budskabet er, at venlighed avler venlighed.«
I bogen skriver du, at du gerne vil inspirere til, at vi opfører os bedre og bliver bevidste om, hvordan vi lever med hinanden og os selv. Det er ikke nogen hemmelighed, at du er med i Metas tilsynsråd. Hvordan tænker du, at Meta behandler verden?
»Det er et stort spørgsmål. Sociale medier er en rigtig god ting. Det har givet rigtig mange en ytringsfrihed, de aldrig har haft før. Men der er også problemer med sociale medier, som vi skal regulere. Det er godt, at Meta som den eneste techvirksomhed med sociale medier har oprettet et tilsynsråd.«
Og hvis man spørger Lotte Rubæk og andre kritikere, vil de sige, at du er med til at blåstemple virksomhedens platforme. At du er med til at sige: ”Bare rolig, forældre, der er styr på det hele”.
»Det har jeg aldrig sagt.«
Men alene din blotte tilstedeværelse ...
»Det er vi så bare uenige om. Min politiske grundholdning er, at det er bedre at være med til at forandre det, jeg kan forandre, og jeg synes, at jeg sammen med mine kolleger i tilsynsrådet har gjort rigtig meget.«
Hvad har du gjort?
»Vi har givet bedre muligheder for, at oprindelige folk havde en stemme, at iranske kvinder kunne sige det, de ville, uden at deres indhold bliver taget ned. Vi har sikret, at kvinder kan tale om sygdomme, f.eks. brystkræft, på sociale medier, det kunne de ikke før. Bare for at give et par eksempler. Men Meta er ikke perfekt, og jeg kan heller ikke forstå, hvis de ikke kan få skadeligt materiale væk fra deres platforme. Men det ændrer ikke ved, at vi har fået ændret nogle dele af Meta i forhold til, hvordan de håndterer ytringsfrihed og hadsk tale. Og hvordan de behandler deres brugere.«
»Jeg har ikke yderligere kommentarer«
Der har lige været en række retssager i USA, som omhandler selvskade og selvmord. Listen er lang. Hvilket indtryk gør det på dig?
»Jeg tror ikke, at jeg vil gå så meget mere ind i det, for jeg har sagt, hvad vi laver. Måske skulle vi tage et interview en anden gang, hvor vi diskuterer, hvad tilsynsrådet egentlig laver. Men jeg står på mål for, at jeg synes, vi har gjort en forskel. Jeg vil ønske, at alle sociale medieplatforme havde et tilsynsråd, fordi det er vigtigt, at vi både har lovgivningsmæssig regulering, og at platformene tager et kæmpe ansvar selv. Og at der er uafhængig regulering.«
Du siger, at du godt kunne ønske, at Meta var bedre til selv at fjerne det her materiale?
»Selvfølgelig.«
Men på et tidligere tidspunkt har du udtalt, at du var fuldstændig tryg ved og overbevist om, at de fjernede det?
»Jeg har ikke mere at sige. Vi kan tage et interview om det en anden gang. Det er meget langt fra bogen.«
Du siger, at tilliden til hinanden og til systemer er ved at skride herhjemme. Det er vel en vedtaget del af hele samtalen omkring sociale medier, at de skaber mistillid til systemet, til politiske institutioner, til mennesker imellem?
»Det kan det være. Nogle finder sammen i fællesskaber, der handler om mistillid til samfundet. Men samtidig er sociale medier en kilde til, at mange har fået en stemme, som de ikke havde før. Begge dele er sandt. Men det ændrer ikke ved, at der er meget, man kan gøre selv. Hvis man oplever, at sociale medier påvirker én negativt, skal man slukke for dem. Måske skal man slet ikke være der? Det handler dybest set om, at vi hver især skal tage stilling til: Hvad bruger jeg min tid på? Hvordan vil jeg være i verden?«
Her vil nogle af kritikerne af Helle Thorning og timingen i hendes nye bog formentlig indvende, at det er let at sige til en dansk teenager, der er blevet fanget ind af de sociale medier og deres algoritmer, som de fleste eksperter anerkender er skabt til at gøre vores hjerner afhængige, så de store techvirksomheder skaber mest mulig trafik.
Men hvad siger hovedpersonen selv?
»Der har altid været ting, som var dårlige for os. Smøger, alkohol og dårlig mad. Men vi skal også selv tage stilling til noget af det, og jeg synes, at hvis man oplever, at ens algoritme er gået hen i en retning, hvor man ikke selv bryder sig om det, så skal man lade være med at være på sociale medier.«
Nogle vil jo sige, at din tilstedeværelse i tilsynsrådet er ud fra pusherprincippet: Der vil altid være nogen, der sælger narko. Jeg vil gerne være med til at sælge narko på en god måde med et rent stof, som folk ikke får overdoser af?
»Jeg har ikke yderligere kommentarer. Vi har også et Pressenævn i Danmark, hvor man har et tilsyn med, hvad der skrives i pressen, og jeg sammenligner Metas tilsynsråd med det. At man har nogen, der kigger nogen over skulderen, men som ikke tager ansvar for alt, hvad der står i alle aviser. Hvis man kan ændre et hjørne af sociale medier, som vi har gjort, synes jeg, det er godt.«