Ny grisestald er måske den sidste af sin slags: »Så længe ingen vil betale mere, må vi optimere«

Landmand Kristian Frandsen er ved at bygge en grisestald i Kare, hvor kragerne vender. Den lille by, eller samling af boliger, ligger i hvert fald et godt stykke ude på landet i Norddjurs Kommune.

Kristian Frandsen fik byggetilladelse til den 900 kvadratmeter store grisestald for omkring et år siden. Det er en konventionel grisestald, der følger lovgivningens mindstekrav, og dem er det slut med, indtil der er lavet nye regler for svineproduktionen.

Regeringen har, med virkning fra 22. september, sat et midlertidigt stop for ny griseproduktion i Danmark. En såkaldt grisefirepart skal nu finde løsninger, der kan »løfte dyrevelfærden og samtidig sikre en stærk og bæredygtig griseproduktion.« Måden, der bliver produceret grise på i Danmark, skal forandres på en markant måde, lyder det.

Det kan tælles på få hænder, hvor mange grisestalde der aktuelt er ved at blive bygget. Spørger man Kristian Frandsen, får de omkring 1.100 grise, der skal leve i den grisestald, han håber står færdig inden jul, et fint liv.

»Modsat billedet i offentligheden, kan landmænd godt lide deres dyr, og hvis dyrevelfærd er, at grisene skal være sunde og raske og have et stressfrit liv, vil jeg mene, at de stalde, vi bygger i dag, er markant bedre end dem, der blev bygget for 30-40 år siden, og som stadig er i drift. Der er meget bedre ventilation, og den grundlæggende indretning er meget bedre,« siger han og fortsætter:

»Hvis dyrevelfærd er, at grisene skal gå udenfor, så leverer vi jo ikke god dyrevelfærd. Jeg synes da også, det er hyggeligt, at grisene går udenfor, og det ser pænt ud på billeder, men slagterierne laver statistikker over, hvor mange bemærkninger der er på grisenes kroppe, og økologiske grise har flere bemærkninger end staldgrise. Det kan være alt fra gamle knoglebrud til infektioner og bylder.«

Tatoveret og kastreret

Landmanden fra Kare vil gerne give grisene mere plads. Der er bare en ret stor hage.

»De grise, vi laver, er dem, der er efterspørgsel på. Forbrugerne vil ikke betale for den ekstra omkostning, det giver, hvis man skal producere under andre forhold. Så længe ingen vil betale mere, må vi optimere ligesom alle andre virksomheder, hvis jeg skal have løn for at gå på arbejde. Vi planlægger efter de officielle lovgivningskrav om, hvor meget plads, grisene skal have. Så kan man være enig eller uenig i, om det er plads nok,« siger han.

Ifølge Kristian Frandsen er der ganske enkelt en afkobling mellem det, folk siger, de gerne vil have, og det, de er villige til at betale for.

Man kan give grisene mere plads, så de er mindre begrænset i deres adfærd, men derudover har Kristian Frandsen svært ved at se, hvordan man kan indrette svinestaldene meget anderledes, end man gør i dag, for at forbedre deres levevilkår.

Der er dog andre områder, hvor han synes, der er plads til forbedring.

»Hvis vi kan fylde en hel lastbil, kan slagteriet godt finde ud af, hvor grisene kommer fra. Men hvis vi ikke kan levere et helt læs, skal jeg tatovere grisene med en tatoveringshammer, så grisene kan spores tilbage til min produktion. Det siger sig selv, at det er enormt stressende for dyrene at blive klasket med en hammer med nåle i. Det er nok den arbejdsgang i min produktion, der går mest ud over dyrevelfærden, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi ikke kan finde en bedre løsning på det,« siger han.

Kristian Frandsen så også gerne, at man lod være med at kastrere grisene.

»Hvis man ikke kastrerer dem, kan der være nogle stoffer i ornegrisene, der gør, at kødet lugter rigtig, rigtig dårligt. Nu har man lavet en vaccine, så de stoffer ikke dannes. Det er ubetinget det bedste tiltag i forhold til dyrevelfærden, jeg kan komme i tanke om. Problemet er, at man på nogle eksportmarkeder ikke vil acceptere, at grisene ikke er kastrerede,« siger han.

Det er, mener Kristian Frandsen, lidt for nemt at skælde landmænd ud på Facebook. Han savner lidt forståelse for landmændenes arbejdsvilkår.

»Det er ikke, fordi folk skal have ondt af os, men der er nødt til at være lidt tålmodighed. Den stald, vi er ved at bygge nu, regner vi med at skulle bruge i 25 år. Så er det jo svært, hvis der efter fem år kommer nogle nye krav, der ødelægger mulighederne for at drive produktionen i den stald. Der er ikke nogen, der er mere omstillingsvillige end landmændene, men man kan ikke bare sige, at fra nu af skal alting være på en anden måde. Der er nødt til at være en omstillingsperiode,« siger han.

Kristian Frandsen ved, at griseproduktion er et følsomt samtaleemne. Han er ikke desto mindre træt af at se landmænd blive kaldt dyremishandlere, når han åbner Facebook.

»Det, der foregår, lige nu, er svært at håndtere mentalt. Når du lægger en specifik befolkningsgruppe nærmest for had, som man har gjort det politisk og i dele af samfundet. Vi er alle sammen mennesker, og langt de fleste landmænd vil dyrene det bedste. Når debatten bliver så hård, som den har været, går det ikke kun ud over os landmænd, men også vores familier. Når du har et barn, der ikke længere vil sige, at hans far er landmand, har vi et problem, synes jeg.«