Et Danmark i balance kræver et stærkt landbrug
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Regeringen har nu besluttet at sætte et midlertidigt stop for nye og for udvidelse af konventionelle griseproduktioner. Begrundelsen er ønsket om en ny generation af dansk griseproduktion med bedre dyrevelfærd og større værdiskabelse. Regeringen kalder det en midlertidig pause. For den landmand, der står med en planlagt investering, og måske millioner på spil, føles som noget helt andet. Det kan lyde fornuftigt. Men spørgsmålet er, hvad der sker med landbrugets fremtid, når politikerne først lukker døren og bagefter vil finde ud af, hvilke regler der skal gælde.
Vi må ikke ende med at importere de varer, vi ikke længere vil producere. Så har vi ikke nødvendigvis løst problemet.
Hvis vi vil have et stærkt dansk landbrug om 10, 20 og 30 år, skal landmændene kunne stole på de rammevilkår, politikerne giver dem. En landmand investerer ikke kun penge. Han eller hun investerer sit arbejdsliv, sin ejendom og ofte næste generations fremtid. Vi har brug for landmænd, der tør investere.
Derfor er det et alvorligt signal, når regeringen med kort varsel stopper mulighederne for at etablere eller udvide produktionen, mens man samtidig siger, at man senere vil finde frem til rammerne for fremtidens landbrug. Danmarksdemokraterne mener, at vi skal have et stærkt dansk landbrug med plads til både store og små bedrifter. Vi skal producere fødevarer i Danmark, skabe arbejdspladser i landdistrikterne og sikre, at værdiskabelsen ikke flytter ud af landet.
Selvfølgelig skal vi hele tiden arbejde for bedre dyrevelfærd. Det skal ske gennem udvikling, teknologi, forskning og investeringer og ikke ved at skabe politisk usikkerhed om, hvorvidt man overhovedet må investere i sin bedrift.
Hvis regeringen ønsker en anden type griseproduktion, må den også være tydelig om, hvad den vil have i stedet. Hvilke krav kommer der? Hvornår kommer de? Hvad kommer det til at koste? Og hvordan sikrer vi, at danske landmænd fortsat kan konkurrere med producenter i andre lande?
Det er ikke nok at sige, at man vil have en ny generation af dansk griseproduktion. Der skal også være en realistisk vej derhen.
Det er en grundlæggende fejl, hvis vi i Danmark gør det stadig vanskeligere at producere fødevarer, mens vi derefter importerer dem fra lande, hvor kravene til miljø, klima, dyrevelfærd og arbejdsvilkår kan være helt anderledes. Vi må ikke ende med at importere de varer, vi ikke længere vil producere. Så har vi ikke nødvendigvis løst problemet. Vi har bare flyttet produktionen, og sendt arbejdspladser ud af landet. Vi ser allerede nu fyringer hos flere af landbrugets følgeerhverv.
Danmarksdemokraterne vil have et landbrug, der også fremover er en del af rygraden i vores landdistrikter. Det handler ikke kun om landmanden, men også om maskinstationer, smede, vognmænd, slagterier, foderstofvirksomheder og tusindvis af andre arbejdspladser, som er afhængige af et levende landbrug. Vi har mange følgeerhverv omkring landbruget der hele tiden udvikler nye teknologier for at gøre landbruget mere bæredygtigt, til gavn for dansk landbrug og siden til eksport.
Regeringen bør derfor komme med klare og langsigtede rammevilkår, før den beder danske landmænd om at sætte investeringerne på pause. For Danmark har ikke brug for mindre mod på fremtiden. Vi har brug for landmænd, der tør investere i den. Derfor skal vi udvikle og ikke afvikle dansk landbrug.
læser
lige nu